Læs også:

Close
jul, christmas, julekalender, hygge, (Foto: My Daily Space)

Vi elsker jul. Se vores favorit-julekalendre fra barndommen

Underholdning  | 

Julen nærmer sig, og vi glæder os til det bliver 1. december. Julehygge med alt hvad det indebærer. Vi elsker det. Vi har samlet redaktionens favorit-julekalendre fra barndommen

Ali, Krummernes Jul

Kan tydeligt huske det, som var det igår. Det var første december 1996, første søndag i advent, og julehyggen skulle starte. Klokken var blevet 20.00, og jeg sad klistret ved skærmen, TV2’s julekalender Krummernes jul, skulle til at starte. Kan tydeligt huske, at jeg var fjernsynet, hver eneste aften i cecember. Jeg sang med på alle sangene, og kunne nærmest ikke vente til næste afsnit.

I Krummernes jul bliver der sunget ‘Brevsangen’. ‘Brevsangen’ er en sang, du synger, når du sender et brev til julemanden. Brevet bliver kastet ud fra vinduet, imens du synger. Hvad tror du, jeg lavede hver aften? Skrev et langt brev, med alle mine ønsker, til julemanden. Jeg stillede mig ud på altanen, sang sangen og kastede brevet ud. Jeg var stensikker på, at brevet ville flyve afsted, direkte op til julemanden. Den dag i dag ved jeg stadig ikke helt, om han fik dem eller ej …

Hvis du er stor fan af Krummerne, kan jeg varmt anbefale, at du ser julekalenderen. Du kan finde Krummernes jul, på YouTube.

Ida, Jesus og Josefine

‘Jesus og Josefine’ – sikke et juleeventyr! Som barn sad jeg trofast klar foran tv’et ved alle 24 afsnit, og kunne ikke få nok af det magiske univers, som Josefine bevægede sig ind i.

Josefine er en almindelig skolepige, som finder et gammelt krybbespil hos den lokale antikvitetsbutik. Krybbespillet viser sig at være en magisk tidsmaskine, der giver Josefine mulighed for at rejse tilbage til Betlehem i år nul. Her møder hun Jesus, Jomfru Maria, Josef og de 12 disciple. Men kan man rejse tilbage i tiden uden at ændre på verdenshistorien?

Josefine får godt og grundigt lavet rav i fortællingen om Jesus, hvilket sætte julen i fare. Josefine skal sammen med sine venner prøve at rette op skaderne, så der stadigvæk kan fejres juleaften den. 24 december. I en hæsblæsende fortælling byder julekalenderen på uhygge, kærlighed og en masse spænding.

Udover en fantastisk fortælling byder julekalenderen også på en masse skønne og ørehængende sange – som jeg selv den dag i dag kan hvert et ord af.

‘Jesus og Josefine’ er til dig, som vil hygge med et tidsløst juleeventyr, der på trods af alder kan fange enhver jule-elsker.

Ellen, Pyrus Alletiders Jul

Er der én ting, som er ægte julehygge for mig, så er det at smække benene op, dynen med ud i stuen, varm kakao og Pyrus Alletiders Jul i marathon i juledagene.

Jeg har set den en milliard gange, og jeg har set den lige siden, jeg var helt lille, da den blev vist på TV2, og jeg ser den stadig med glæde, nærmest lige så spændt og betaget af plottet, som jeg var dengang.

Den første december dukker den unge nisse Pyrus op på Rigsarkivet, hvor den gamle nisse Guttenborg lever i fred, med sine tusinde bøger og sin risengrød. I løbet af de 24 afsnit kommer Guttenborg og Pyrus i alle mulige uheldige situationer, oftest på grund af Pyrus …

Pyrus finder nemlig Guttenborgs tryllebog, men er for smart i en fart, og får klumset rundt i formularerne. Herfra kommer de ud på et langt eventyr, og skal rode sig ud af en masse ting. Ihh, hvor jeg simpelthen elsker den julekalender.

Udover at fortællingen i julekalenderen er sjov og underholende, lærer man også en helt masse om Danmarkshistorien, venskaber og om kærlighed.

“Pyrus Alletiders Jul” kan man ikke lade være med at holde af, hvis man er barn, eller har en barnlig sjæl.

Carina, Skibet i Skilteskoven

Det er ikke mere end et par år siden, jeg genopdagede denne julekalender, da jeg i mine forældres gemmer fandt én af mine gamle bamser; en papegøje med en klap for øjet. Straks var jeg tilbage i december 1992, hvor jeg, som syvårig, fe-elskende piratprinsesse, hver aften sad klar foran skærmen.

Den gode gamle Otto Brandenburg spiller sømanden Otto, som bor på sit skib “Julia” med sin papegøje Bounty i Skilteskoven. På skibet bor også nisserne Kogle, Multe og Stub, som spilles af gutterne fra Linie 3.

Alt er fredeligt, men som det er med de fleste julekalendere, bliver julen truet, og denne julekalender er ingen undtagelse. For den excentriske fabriksejer Viggo Velva, som laver duft på dåse, vil nemlig komme duften af jul på dåse, og hvad dufter af jul? Gran! Så nu han vil gøre alt hvad han kan for at fælde alle grantræerne i Skilteskoven, og det må Otto og hans venner sætte en stopper for.

Ok. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg godt kan se, hvorfor denne julekalender aldrig blev genudsendt, og jeg tror ikke børn i dag ville synes, den er fed. (Der kom faktisk en 2’er, som heller ikke blev genudsendt). Men jeg elskede den, for den var sjov, sangene var gode, og så man kunne jo få papegøjen som bamse!

Bonusinfo: Min bedste veninde og jeg skrev faktisk dengang et fanbrev til Louise Fribo, som spiller Skovfeen. Jeg husker ikke, hvad vi skrev, men hun skrev tilbage! Jeg husker heller ikke, hvad hun skrev, men papiret var lilla, kuverten var gul, og hun skrev virkelig pænt. Hun gjorde to syvårige piger lykkelige.

 

Læs også: 

Julesmåkager du kan bage

 

julesmåkager, bagning, jul.

· Mere fra samme kategori ·