Drop antagelserne og spørg noget mere!

Det er en virkelig dårlig egenskab og adfærd bare at tro noget om et andet menneske uden at undersøge, om man har ret. Antagelser er ødelæggende for vores relationer, men heldigvis er det små ændringer, der skal til, for at det ikke sker

– Jeg havde egentlig fået den opfattelse, at du mest var til vaniljesex …

Sådan lød budskabet pludselig en halvsen lørdag aften under smålumre skriverier med en fyr, jeg så lidt til på daværende tidspunkt. En ellers underholdende og småfræk omgang sexting om mine kontra hans perversiteter tog pludselig en drejning til noget, jeg aldrig har skulle forholde mig til før. I mellem linjerne så han mig åbenbart primært som en pæn og forsigtig pige. Også i soveværelset.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Eller tænke. Mit erfaringsgrundlag rummede ikke en lignende situation, jeg kunne trække på til at manifestere noget konkret og konstruktivt af, hvad der kun kan beskrives som overvældende forbløffelse over hvorfor og hvordan, han i det hele taget troede sådan om mig.

Det var ikke, hvad han sagde, men hvad han ikke sagde …

Beskeden gjorde mig ikke kun forbløffet og mundlam. Imens jeg  overvejede et nogenlunde fyldestgørende svar, kunne jeg mærke, at jeg blev irriteret på ham af flere årsager.

På dette tidspunkt var der kun gået et par uger, fra vi blev enige om, at vi gerne ville ses noget mere – vel at mærke uden at have udspecificeret den konsensus yderligere, men til gengæld havde haft sex to gange. Alligevel havde han – baseret på sit allerede eksisterende kendskab til mig gennem vores forskellige stadier af relationer og vores to “encounters” – fortolket og dannet en antagelse af mig som seksuel partner. En antagelse som kun ved et rent tilfælde kom frem den lørdag aften, og som han ikke spurgte ind til, men leverede som – følte jeg – et faktum, fordi det jo var sandt for ham.

I det mindste kom det frem … Hvis man skal sige noget positivt.

Hvad der yderligere irriterede mig var netop, at vi først lige var begyndt at lære hinanden at kende sådan privat-privat. So fucking what, hvis sex var tuttenuttet på det stadie? Man skal jo liiiige igang og – jo tryggere man bliver ved hinanden – lære hinandens likes og dislikes, inden man kaster sig ud i de vilde eksperimenter.

Måske er det mig, der er konservativ lige på det punkt, men jeg er bare ikke lige typen, der lænker og gag-ball’er mit bytte i en dominatrix-grotte ved første knald.

Det var et absurd irriterende issue at skulle forholde sig til så tidligt i dette nye stadie af vores relation og stillede mig i en situation, som jeg ikke bryder mig om at være i. Nemlig at forsvare mig selv. Det kan jeg slet ikke have.

Men indlægget handler ikke om det, han sagde, men om hans antagelser, antagelser i al almindelighed, og hvorfor antagelser er noget skidt for vores relationer.

Antagelser er baseret på ufuldstændige informationer

Generelt betyder andre menneskers holdning til min personlighed ikke noget. Det vidner for det meste nemlig om, at de ikke kender mig, så derfor er det ikke mit ansvar at gøre noget ved, men deres. Omvendt, så var ham her én, jeg var glad for, og derfor betød det netop noget, hvordan han opfattede mig.

Hans antagelse om at jeg er en pæn pige, er sådan rigtig nok. Jeg opfører mig ordentligt, er rar, hjælpsom, passer mit arbejde, betaler mine regninger, passer på min krop og min sundhed, passer min sengetid og en masse andre ting, som hører under “pæn pige-konceptet”.

Men i den pågældende situation var det faktum bare ikke hele sandheden. Han antog en egenskab hos mig, som rigtigt nok gør sig gældende i de fleste situationer, men overførte den egenskab til en anden situation uden at overveje, om den egenskab potentielt var ledsaget af andre egenskaber – eller måske blev sat lidt til side.

Jeg ved godt, det her er langhåret og metaplansagtigt, men hæng nu på. Min pointe er vigtig.

Vi er sammensat af utallige egenskaber – ikke kun én!

Som mennesker er vi jo ikke kun én ting. Hverken mig, ham eller dig for den sags skyld. Hvilket burde have været overflødigt at påpege i situationen, da det er almen viden. Vi er sammensat af en masse delelementer, der udgør, dem vi er. Delelementer fra hele spektret af menneskelige egenskaber fra god til ond – for at sætte det lidt på spidsen. Og afhængig af den situation, vi befinder os i, agerer vi med forskellige elementer fra hver vores individuelle “egenskabskatalog”.

Når vi er på arbejde, er vi ordentlige og professionelle, når vi er sammen med tætte venner er vi fjollede og løsslupne, og når vi er sammen med vores partnere, er vi kærlige. Blot for at nævne lidt eksempler.

Læs min brugermanual inden ibrugtagning

Desuden er der vel ikke nogen, der går og skilter med, hvordan vi er som mennesker? Altså sådan højlydt og verbalt eller på skrift? I starten af nye relationer mailer man jo ikke lige en brugermanual om, hvordan vi fungerer i givne situationer. Altså, jeg gør ikke. Det tænker jeg, at du heller ikke gør. Det er også snyd og kan potentielt skuffe, hvilket vel ikke er i nogens interesse.

Adfærd er noget, vi lærer om hinanden, jo bedre vi lærer hinanden at kende. Enten verbalt eller nonverbalt – altså gennem kropssprog og vores sanser, hvor sidstnævnte er en ubevidst, men mekanisk del af vores kognitive færdigheder.

Men i stedet for bare at sige at han – i hvert fald delvist – tog fejl, og at han måtte have tålmodighed til at lære mig og min adfærd at kende, som man jo gør, så endte jeg med at forsvare mig selv.

Uhensigtsmæssig adfærd vs. personlighedstræk

Har jeg dårlige personlighedstræk? Ja da. Det er dem, der trigger en uhensigtsmæssige adfærd. Har min adfærd været uhensigtsmæssig i en given situation, og den påpeges – fair nok, så analyserer jeg på den, forklarer mig og giver selvfølgelig en undskyldning. Men ellers er jeg én, der står ved mine værdier og min adfærd, som i øvrigt afspejler hinanden, og som kaldes integritet, og jeg har derfor aldrig haft behov for at forsvare mig selv. Så at jeg endte med at gøre det, er bestemt ikke noget, jeg har det godt med.

Antagelsen rummede en snert af mangel på accept

Ikke desto mindre endte jeg i min frustration faktisk med at fortælle (lidt af), hvad han kunne forvente af mig, for jeg var trods alt glad for ham og ønskede at afværge en potentiel krise.

I virkeligheden burde jeg stoppet relationen allerede der. For selv hvis hans antagelse havde været korrekt, så lugtede det af mangel på accept af mig … Som om noget faktisk er endnu værre.

Det ramte mig på mit selvværd – og min stolthed. For jeg nedværdiger mig ikke til at forfølge noget, der ikke er gengældt. Men jeg så vel et slags potentiale i mandslingen, siden jeg agerede, som jeg gjorde.

Situationen viste sig i øvrigt også at være et rødt flag … Lige så hurtigt som vores nye relation startede, lige så hurtigt sluttede den nemlig. – Også baseret på en antagelse.

Ny antagelse, men stadig ingen konfrontation

Hvad denne antagelse handlede om, er ikke vigtig for min pointe, men essensen er, at han antog noget om mig, som han valgte ikke at konfrontere mig med, men i stedet for brugte som delargument til at genoverveje sit forhold med sin ekskæreste. Well …

Antagelser er altødelæggende

Det er for let at lave antagelser. Alt, det kræver, er ufuldstændige informationer om en situation eller et andet menneske, medfulgt af bevidst eller ubevidst uvilje til at stille de spørgsmål, vi faktisk skal bruge til at få en hel og fyldestgørende information. Hvis ikke vi spørger og får svar, udfylder vi selv hullerne med vores eget tankespin og fortolkning af, hvad vi oplever, ser og hører baseret på vores eget erfaringsgrundlag eller mangel på samme.

Jeg er fuldstændig og komplet ligeglad med det rationale, der ligger bag sådan en adfærd. Det er egoistisk, tankeløst og altødelæggende. End of discussion.

Selvrefleksion

Kan jeg sige mig fri for nogen sinde selv at have antaget noget? Nej da!

Jeg har en slem tendens til at finde ting, der bakker mine eksisterende tanker op. Jeg er kvinde, jeg overanalyserer tit. Det er ikke altid konstruktivt og tit usundt! Men jeg er bevidst om det og er meget opmærksom på det i min hverdag over for andre mennesker, netop så hverken de eller jeg havner i en træls situation, der potentielt skader vores relation.

Jeg vil hellere have rene linjer, så vi hver især ved, hvad vi har at arbejde med og ikke misforstår hinanden, såfremt vores sanser fejler.

Heldigvis er jeg udstyret med evnen til at se indad, lytte, tage imod kritik, researche, perspektivere og vigtigst af alt, at lære og efterrationalisere – og sige undskyld!

Handlinger, bevidste som ubevidste, har konsekvenser

Har jeg overanalyseret situationerne og antaget noget fuldstændig forkert om vedkommende, der har udløst tankerne bag dette indlæg? Det kan der sikkert findes mange argumenter for.

Et konkret argument er for eksempel, at jeg godt ved, han ikke gjorde disse ting bevidst, og at han var et sært sted i sit liv, hvor han var overvældet og forvirret over alt det, der skete omkring ham.

Det undskylder dog på ingen måde hans adfærd. Altså, at han valgte ikke at konfrontere mig. Det afskar al mulighed for dialog og for at få afsluttet tingene på ordentlig vis. Det afskar yderligere min mulighed for at rationalisere på situationen og så bare at slippe det. Alt i alt fastholdt det mig for længe i en negativ boble af uafklarethed, fordi der aldrig kom noget brugbart og konkret fra ham.

Hans måde at håndtere situationen på endte i stedet med at gøre mig virkelig ked af det og enormt såret.

Vær nysgerrig på hinanden – og vær ærlige i jeres svar

Vi skal spørge noget mere. Det må man godt – og det er nemt, faktisk.

“Jeg fornemmer, du ikke er så glad for lasagne/den sang/den tandpasta/din kollega/din mor/lyserøde strømper/slips/langsomme mennesker/blonder/bind for øjnene/whatever …?”

“Er du altid så hidsig, når …?”

“Har du altid armene over hovedet, når …?”

“Putter du altid oliven i …?”

“Er det med vilje, at dine …?”

Hvad som helst – bare spørg!

Man kan højest tage fejl. Uanset hvad har man lært noget nyt og ved så det om den anden og kan dermed (forhåbentlig) undgå misforståelser fremover.

Så gør hinanden en tjeneste og vær mere nysgerrige på hinanden og vær ærlig, når nogen spørger. Lad være med altid at tage dine egne tanker om andre for gode. Det er ok at stille spørgsmål i din søgen på sandhed og i din søgen på at lære et andet menneske at kende – og på at udrydde altødelæggende misforståelser.

Når vi lærer om hinanden, skaber vi tillid og styrker vores relationer.

 

 

Læs også: Klumme: Hvordan skal man forholde sig til et breakup