Læs også:

Close

Klumme: Hvem er jeg, og hvor passer jeg ind?

Mit liv  | 

Jeg har et eksotisk navn, stammer fra Mellemøsten, og så er jeg også homoseksuel. Shit det er hele 3 ting, der gør mig anderledes. Hvor passer jeg ind, og hvor gør jeg ikke?

Lad os starte med at jeg stammer fra Mellemøsten. Har en helt anden kultur, hvor jeg aldrig har følt mig 100% tilpas. Jeg er opvokset i en lille ghetto i Helsingør. Havde en masse veninder og gik på en skole hvor mine brødre, og jeg var de første udlændinge på skolen. Igennem årene lærte jeg meget om den danske kultur. Blev mere og mere forelsket i det land, jeg også voksede op i.

Der var dog bare det faktum, at i andres øjne var jeg ikke dansker. Jeg hed jo Ali, var mørk og spiste underlig mad. Når jeg så kom hjem efter skole til en helt anden kultur, hvor jeg fik det mad jeg elskede, for det var jo mors mad, der følte jeg mig inderst inde ikke hjemme. Jeg kunne ikke rigtigt kombinere det danske med det mellemøstlige. Jeg var reelt to personer, om jeg var hjemme hos familien eller sammen med mine danske venner.

Da jeg blev lidt ældre, byturene startede, og man begyndte at udvikle sig selv og sin identitet. Der kunne jeg godt se, at jeg blev nødsaget til at skabe to identiteter for at passe ind i de to verdener. Den ene var den, jeg gerne ville være, men ikke helt kunne være det, for der var stadig mange fordomme. Den anden var den, jeg skulle være, når jeg så kom hjem.

Opdagelsen om hvem jeg var

En dag gik det op for mig, hvem jeg egentlig var, og hvem jeg egentlig gerne ville være. Jeg vidste, at jeg gerne ville begge kulturer og ville leve med dem på min måde. Tage det jeg elsker ved dem og blande dem sammen. Og nå ja, så fandt jeg også ud af, at jeg synes mænd var tiltrækkende. Og at en kvinde faktisk bare var smuk, men der var ikke noget, der tiltrak mig ved hende. Jeg kunne godt se, at det var lidt umuligt at få det hele uden, at der ville være fordomme. At jeg nok ville miste folk omkring mig i processen. Jeg vidste faktisk ikke, hvad jeg skulle gøre, eller hvad jeg skulle tænke.

ali klumme barndom mit liv (Foto: MY DAILY SPACE)
Ali som 5 årig, og Ali i dag inden Copenhagen Pride i år. (Foto: My Daily Space)

København, jeg har brug for dig

Noget skulle ske. Jeg kunne mærke i min krop, at jeg havde brug for at udforske mig selv og mine følelser. Jeg havde et behov for at være et sted, hvor jeg kunne føle mig accepteret. Jeg valgte at flytte til storbyen, til byen hvor alt var muligt, og hvor jeg kunne forsvinde lidt i mængden. København var mit næste mål.

Da jeg flyttede til København gik det stærkt. Jeg fandt nye venner, der ikke kendte til min fortid, og som så mig for den jeg var. Der var ingen fordomme, ingen der kiggede skævt på en, og man var accepteret, som den man var.

Jeg fandt mig hurtigt en kæreste, der kom fra det stik modsatte end jeg selv. Han havde en familie, der ikke havde de samme fordomme, en familie der havde accepteret ham, som den han var. De accepterede også mig for den, jeg var. Et menneske på lige fod med alle andre. De kiggede ikke på min hudfarve, mit navn eller den baggrund, jeg havde. De tog det hele med og gav mig et frirum, hvor jeg kunne være lige den, jeg var. Hvor jeg havde muligheden for at være mig, med alt det jeg havde i bagagen.

pride homoseksuel bøsse muslim (Foto: Unsplash)
Du er den, du er, and yes you are ‘BORN THIS WAY’. (Foto: Unsplash)

At springe ud af skabet

Årene gik og jeg mistede mange på min vej. Jeg sprang ud som homoseksuel for min familie, venner og jeg gjorde det ret åbenlyst. Intet blev gemt mere, jeg var træt af at skulle gemme mig, og jeg var ikke bange for konsekvenserne længere. Det gjorde, at min familie blev en del mindre, da ikke alle kunne acceptere den livsstil, jeg havde valgt. Det samme gjorde sig gældende i min omgangskreds, nogle faldt fra og nye kom til. Sidste var dejligt. Det bliver nemmere jo ældre, man bliver. Jo mere man begynder at tro på sig selv og finder sin indre ro.

Hvad tror jeg på

For to år siden blev jeg spurgt, om jeg kunne tænke mig at være gudfar. Jeg svarede ja med det samme. Uden at tænke over, hvad der skulle til, og at det betød, at jeg skulle skifte religion. Det blev dermed til noget, der var lidt større, end hvad jeg havde regnet med eller tænkt over. Nu skulle jeg ud på en ny rejse … Igen.

Jeg skrev sammen med en præst fra Hanstholm. Han spurgte meget ind til, hvorfor jeg ville konvertere til kristendommen. Om jeg nu var sikker på, at det var det, jeg ville. Jeg havde jo en anden baggrund end den danske. Jeg måtte i tænkeboksen for at finde mine følelser frem – dem helt nede i maven og i hjertet. For virkelig at finde ud af om det var det her, jeg ville. For troede jeg på noget, og hvad troede jeg på?

Det jeg kom frem til var, at jeg tror på, at der findes noget, der er større end os. At der er noget derude, og måske noget efter døden. Jeg kunne mærke, at inderst inde havde jeg brug for at tro på, at der var noget godt. Hvad det var, det vidste jeg ikke. Præsten var meget åben og ærlig, det kunne jeg lide. Han forstod mine tanker og følelser.

Til sidst blev vi enige om, at så længe jeg gjorde det for min egen skyld og troede på,  at der var noget større end os. Jamen så, var jeg velkommen i den kristne tro. Det der var vigtigt for mig var, at jeg skulle føle mig hjemme. Jeg skulle føle, at jeg kunne være mig selv. Jeg ville ikke altid skulle forklare, eller skjule noget af mig selv. Jeg blev døbt samme sommer på samme dag, jeg skulle være gudfar.

tro, homoseksuel, bøsse, forandring, venner, familie
Tro på det der gør dig glad og tryg, ingen bestemmer hvad du skal tro på. (Foto: Unsplash)

Så hvor passer jeg ind

Jeg kom frem til, at jeg passer ind der, hvor jeg vil. Alle har deres meninger og holdninger. Den verden vi lever i idag, sætter grænser, giver udfordringer til, hvem man er, og hvordan man vil leve sit liv. Så idag har jeg selv valgt min familie, mine venner og min omgangskreds. De personer der ikke acceptere, at man er den, man er. At hver en person lever sit liv, dem har jeg ikke brug for på min rejse. Det er ikke det værd. At bruge min tid på nogen der vil mig noget ondt, eller ikke kan acceptere de valg, jeg har taget. Det har taget mig lang tid at finde ud af, hvem jeg er, og hvordan jeg vil leve mit liv.

Det første jeg skulle acceptere selv var andre menneskers holdninger. Deres meninger, og måden de levede deres liv på. Det var vigtigt for mig, at jeg kunne acceptere, at alle lever et liv. At alle prøver at få det bedste ud af deres liv. Ligesom jeg selv har kæmpet med at finde mig selv og prøver at leve efter, hvad der gør mig lykkelig og glad. Skal jeg acceptere, at alle andre gør det samme. Mit budskab til dig er, accepter at ikke alle er på samme rejse som dig selv. At vi skal kunne rumme hinandens forskelligheder. Ellers er der ingen, der kan rumme dig.

Hvor er jeg nu

Man skulle måske tro, at alt var perfekt nu, at jeg havde styr på det hele. Sådan er det desværre ikke. Hver dag er en ny dag. Hver dag lærer jeg noget nyt om livet, og mig selv. Jeg er stadig igang med at udvikle mig, og finde mig selv. Idag er jeg gift med den skønneste mand, der findes, synes jeg selv. Har den dejligste svigerfamilie, har de mest fantastiske venner omkring mig.

Jeg er taknemmelig for det, jeg har, men kæmper stadig med mine indre dæmoner for at finde mig selv helt. Det har været en lang og hård kamp. Den største forhindring har nok været mig selv. Jeg har altid ladet mine omgivelser styre, hvilken retning jeg skulle tage. Det er hårdt at miste en stor del af sin familie. Det er hårdt, at lave i et samfund, der konstant sætter dig udenfor, på baggrund af din hudfarve og dit navn.

Samtidigt med at jeg finder mig selv, skal jeg stadig acceptere, at jeg altid vil være anderledes. Nu tager jeg endnu et skridt i livet, jeg flytter fra storbyen, væk fra min elskede by København. Jeg flytter til den anden ende af Danmark, tæt på vesterhavet. Thy kalder på mig. Jeg skal være midt i naturskønne områder. Få blæst tankerne væk ved Vesterhavet, og ikke mindst få ro til at nyde hverdagen. Min mand og jeg flytter nemlig dertil.

Jeg er i dag stolt over at kunne kalde mig for homoseksuel. Jeg er den, jeg er, det er der ingen, der kan lave om på. Jeg siger ikke, at det hele er nemt, men lyt til dig selv. Få hjælp udefra, det er, hvad jeg har gjort for at kunne komme igennem mine forhindringer. Husk at vi kun lever en gang, og ingen ved med sikkerhed, hvor vi ender. Pas på dig selv, og pas på dem du elsker. Jeg har meget at være taknemmelig for. Men stadig meget at lære … Det har vi alle.

Thy, Thisted, Vesterhav, Solnedgang, (Foto: Ali Saleh)
Få blæst tankerne væk ved vesterhavet. (Foto: Ali Saleh)

 

Læs også: Klumme: Dybe venskaber skabt i 20’erne holder ofte for livet

piger veninder venskab hår (Foto: Unsplash)

 

 

· Mere fra samme kategori ·