Læs også:

Close
introvert, kvinde, livsstil, personlighed, karaktertræk

Introvert singleliv for begyndere

Mit liv  | 

At date som introvert kan være en svær ting. Især online. For skal man i de indledende manøvrer på tekst være sit sædvanlige jeg eller være, som man typisk ville agere i et rigtigt første møde med en fremmed? Og hvordan udvikler man nogensinde kemi, hvis ikke man tør komme ud af sin skal?

Som jeg før har fortalt, så er jeg introvert. Et issue for nogle, men et personlighedstræk, som faktisk fungerer for mig i min hverdag. Jeg har det godt med at holde afstand og bibeholde en vis mængde skepsis, indtil jeg lurer, hvad det er for nogle mennesker, jeg omgiver mig med.

Min introverthed er min sikkerhedsboble og mit menneskefilter, og jeg har ikke tænkt mig at lave om på det. For jeg ville ikke være mig uden den. Og hånden på hjertet, så synes jeg faktisk, at jeg er ret awesome. Og det synes mine venner, familie og kolleger heldigvis også.

Når man hader small-talk og er nødt til at tale om noget på daten. (Foto: Privat.)

Introverthed og dating er et mismatch

Men … Efter min sidste dating-katastrofe har jeg dog spekuleret meget over, at min introverthed ikke just er en fordel, når man skal lære hinanden at kende! Især ikke når det er et helt fremmed menneske, og at det måske under overfladen er én af årsagerne til, at jeg er single.

Som fortalt i en tidligere klumme er det dog heller ikke, fordi jeg har det store behov for at gøre plads til én mere i min boble lige nu, og af flere forskellige årsager har jeg heller ikke rigtigt ledt.

Med det sagt, har jeg selvfølgelig heller ikke har lyst til at være alene for altid eller blive gammel alene.

Jeg kan da altid lære at strikke, hvis ikke nogen på et tidspunkt har tålmodighed til at lære mig at kende. (Foto: congerdesign, Pixabay)

Hvor møder man folk, når man er 30+?

Trods flere års erfaring med at være i 30’erne ved jeg dog ikke rigtigt, hvor man møder folk henne, når man har rundet de 30 … Eller for mit vedkommende snarere er tæt på at runde næste skarpe hjørne, som der i skrivende stund er lige lidt under tre år til. Jeg har en småtravl hverdag med arbejde, egen lille virksomhed, træning og andre ting, der prioriteres over dating-ræset.

Desuden er jeg heller ikke den, der render mest i byen. Jeg bliver luftet et par gange om året, sådan på den der dødsdruk-med-drengene-agtige måde, og det er det. Dog er jeg at finde i det odenseanske byliv omkring skumringstid flere weekender til en enkelt drink eller to. Jeg er trods alt ikke gået full-blown mormor endnu, selvom tanken om at falde i søvn på sofaen både fredag og lørdag giver mig utrolig stor glæde og er noget, jeg ser frem til hver fredag efter en lang uge på arbejde.

Selvfølgelig kan det lade sig gøre at møde prinsen med fast indkomst og styr på livet i den bæredygtige, hvide hybridbil i en brandert klokken 4 om morgenen på Heidis … hvor jeg imponerende nok er bedre til at tale med mennesker end over en kop kaffe – længe leve shots. Men sandsynligheden er ikke stor. Især hvis også han kun bliver luftet et par gange om året.

Hvor møder man prinsen med styr på økonomien og tilværelsen i den hvide hybridbil, når man har rundet de 30? (Foto: JillWellington, Pixabay)

Online-dating på mange måder genialt, men…!

Jeg forsøgte mig lidt med Tinder igen indtil for et par måneder siden … Og var igen sådan lidt ”meh” omkring det. For det er jo i virkeligheden ikke andet end et kødkatalog af intetsigende selfies med douchebag-solbriller, fisk og biler, der alle skriver ”bare spørg!” som det eneste, men hvis profiler på INGEN måde vækker min interesse i bare at spørge. Det er. Så. INTETSIGENDE!

Selvom jeg en sjælden gang imellem falder over nogen, som har skrevet noget vildt interessant om sig selv, som bor tæt på, fordi doven-dater er jeg også, og som ovenikøbet ser smadderrare ud, så ryger de oftest ud til venstre.

date, dating, dårlige dates, dårlig date, tinder, tinder-app, tinder-dating, mænd, kvinder, kærlighed, forhold, parforhold, sex, kærlighed
Tinder er jo bare et uinspirerende kødkatalog af fiskebilleder og biler. (Foto: All Over)

Mental udmattelse

Jeg magter simpelthen ikke det der dating-ræs generelt. Det er noget bøvl og tager for meget tid. Jeg ved også godt med mig selv, at interessen for at møde én heller ikke er den største lige nu, og jeg er bare VIRKELIG komfortabel i min hverdag. Jeg skal ikke tage hensyn til nogen eller tage ansvar for andre end mig selv – altså, inden for hjemmets fire vægge – og mit lille egotripperliv passer mit temperament fantastisk.

For mig handler mit syn på dating rigtig meget om, at bare tanken om online-dating dræner mig mentalt!

Hvorfor? Fordi det for mig skaber nogle dilemmaer og et unødigt pres for min væremåde – både bag skærmen og ansigt til ansigt. Dilemmaer, som jeg ikke har lyst til at stå i, fordi det hver gang kræver for meget energi i tankeprocessen om, hvordan jeg skal håndtere “mødet” og kommunikationen med dette her nye, fremmede menneske.

Tanken om online-dating dræner mig mentalt. (Foto: Wokandapix, Pixabay)

Skærm-Camilla kontra real life-Camilla

Hvis jeg på tekst skal afspejle, hvordan jeg typisk er i et reelt første møde ansigt til ansigt, så skal jeg være høflig, men skeptisk og lukket. Det er ikke et hit.

Hvis jeg i stedet for – på tekst – vælger at afspejle min person, som jeg er til hverdag sammen med venner, kolleger og familie, men ikke kan finde ud af være den person ansigt til ansigt ved de første dates, fordi det er jeg slet, slet ikke tryg ved – ja, så er det heller ikke et hit.

Hvordan forklarer man sig ud af, at man i virkeligheden er topfjollet og glad, når man ikke er tryg ved at opføre sig sådan i første møde? (Foto: athree23, Pixabay)

Flere niveauer at lære hinanden at kende på

Der er bare så stor forskel på at lære ting om hinanden på tekst og på at lære hinanden at kende fysisk, ansigt til ansigt.

Hvordan reagerer han, når jeg siger sådan, hvordan er hans kropssprog, når jeg gør sådan, hvordan reagerer han på mit toneleje og min måde at formulere mig på, hvad får ham til at smile, hvad får ham til at rykke tættere på, hvad får ham til at lægge armene over kors, eller hvordan det i det hele taget føles at sidde tæt på ham.

Alle de der ting, som man ikke lærer via tekst. Lære at navigere rundt i hinandens unikke adfærd, personlighed og vibes og lære, hvordan man responderer på dem, både verbalt og nonverbalt.

Alt dette er bare udmattende for mig, når det kommer til fremmede mennesker, som man potentielt skal på date med.

kropssprog par trist kærlighed (Foto: Unsplash)
Når kropssprog mistolkes … (Foto: Unsplash)

Den “rigtige” kemi

Ovenstående er desuden også ubevidste mekanismer, som er fundamentet for ”den rigtige kemi” eller manglen på samme, når man mærker efter, om vedkommende er kærestepotentiale eller ej.

Fordi min introverthed ikke byder mig bare at slippe kontrollen og være sædvanlige fjollede mig, som er den mig, der “bonder” med andre, er min introverthed derfor med til at bremse udviklingen af den “rigtige” kemi, og så kommer jeg sjovt nok aldrig rigtigt videre, hvis ikke han har en god portion tålmodighed til at lade mig komme ud af min skal.

Afhængigt af, hvad det er for en type menneske, jeg beskæftiger mig med, sjovt nok!

Alt for ekstrovert, nej tak …

Jeg dur ikke til ultra-ekstroverte mennesker! Jeg kan simpelthen ikke kan rumme, at de ”fylder så meget”, eller rumme den kæmpe mængde, til tider, upassende informationer, som man risikerer at få på meget kort tid. Jeg kan ikke bøje hverken mit ansigt eller mit korpus ind i et passende kropssprog, der signalerer, at jeg er helt ok med situationen, men signalerer i stedet ualmindelig synlig utilpashed, som desværre oftest opleves som arrogant.

Når man prøver at gemme sig for den situation, man befinder sig i. (Foto: ajzaib47, Pixabay)

Mere introvert end mig dur heller ikke

Omvendt dur jeg heller ikke til mennesker, der er mere introverte end mig, fordi så skal jeg være den, der holder en samtale kørende. Som en introvert, der hader, hader, HADER smalltalk, så bliver socialt samvær en virkeligt udmattende disciplin, der for alvor sætter mine sociale færdigheder på prøve og sætter mine kropslige flugtmekanismer i sving, fordi jeg er ukomfortabel i situationen og har lyst til at gå min vej.

På samme tid er jeg temmelig vestjysk af natur, jeg er ikke typen, der har armene over hovedet, når jeg bliver begejstret, men er mere en “det’ så vældig-typen”, jeg er ganske uimponeret over det meste – uden at være pessimistisk, kronisk skeptisk overfor (de fleste) nye mennesker, og jeg er ikke naturligt konstant smilende. Men det må ikke misforstås!

Kun tætte relationer kender min fjollethed

For det meste er jeg ret lalleglad og fjollet. Hjemme i min hule både headbanger, spiller lufttrommer, synger og fløjter jeg for fulde gardiner og fyrer latterlige dad jokes af, som jeg så går og fedtgriner af for mig selv. Men jeg skal virkelig have et tæt forhold til folk, før de fysisk ser og oplever den side. Som jeg for eksempel har med mine tætteste venner, som jeg har kendt i 20+ år.

Det er ikke ensbetydende med, at en potentiel kæreste skal vente på mig i flere år. Det er selvfølgelig unfair og på ingen måde noget, jeg forventer.

Denne her side af mig får du ikke at se, før du har bevist, at du er god nok, til at jeg tør slippe kontrollen. (Foto: freestylle, Pixabay)

Min udadvendthed afhænger af min tryghed i dit selskab

Men min udadvendthed, afslappethed og tilpashed ansigt til ansigt afhænger meget af den andens afslappethed og åbenhed i mit selskab. Hvis jeg ikke kan læse dig og føler, at du er ukomfortabel i situationen, så krøller jeg mig over i et hjørne i tryghed og bliver der, til situationen kan afsluttes. Min udadvendthed og løssluppenhed er ligefrem proportionel med min tryghed ved dig. Og den tryghed finder jeg i din afslappethed og åbenhed.

Tag dig sammen! Ja, tak for hjælpen …

Måske tænker du, at det da ikke er noget problem, og at jeg skal tage mig sammen … hvilket jeg kæmper med i alle mine relationer hver evig eneste dag, hvor udmattende det end er. Jeg bliver decideret udkørt af at skulle være på og social for lang tid ad gangen. I min verden er mig-tid det bedste, der findes.

Introverte kan da sagtens føle, om vedkommende, de sidder over for, gør dem trygge og afslappede, fordi vores ageren er så afhængig af vores intuition og mavefornemmelse. Og min intuition plejer som regel ikke at fejle noget.

Men vid dette; i en introverts verden er en time over en kop kaffe ikke nok til at lade paraderne falde. Måske falder de 10 procent. Så giv os tid og tålmodighed.

“Tag dig sammen!” You think, Captain Obvious? Tak for det. Det gør jeg lige, så. (Foto: MeHe, Pixabay)

Tid, tålmodighed og hjælp er nøglen til vores inderste

Bottomline er, at hvis du som potentiel kæreste ikke har tålmodighed til at lade min facade og mine parader falde og ikke har tålmodighed til at give mig tid og plads til at lære dig godt at kende og slappe af i dit selskab, så jeg bliver den Camilla, som mine tætte relationer kender, så er du ikke én for mig.

Giver du mig derimod tid, plads og hjælp til at åbne op, så er du næsten garanteret en plads i mit hjerte, uanset hvilken relation vi ender med at få.

 

Læs også: Venner – vigtige og vidunderlige

venner, veninder, bff

 

· Mere fra samme kategori ·