
Falaffel-burger – så lækkert kan det laves
Forfatter og kogebogsforfatter Steen Larsen har lavet en usædvanlig lækker bog; ‘Verdens bedste burgere’. Her får du hans opskrift på falafel-burger
Det er ikke verdens nemmeste – men den lange tid er det hele værd. Man kan rent faktisk godt lave en lækker burger uden kød. Steen Larsen har lavet en bog med opskrifter på den elskede burger – i alle afskygninger,og den indeholder over 50 burger-opskrifter fra hele verden. Steen er kemi- og læreruddannet og laver kurser landet over med sit “Hotdog Cirkus”. Han er madskribent og forfatter. I denne bog har hans datter Emma været med, da hun har den grønne finger på pulsen og derfor har givet gode råd til de vegetariske burgere, der også er i bogen – og også denne.
Hvis du ikke selv vil lave burgerbollerne er det en måde at spare tid på. Men køb nogle gode nogen. Og har du tid, så und dig selv at lave dem fra bunden.
Der bliver 4 stk. falafelburgere i denne opskrift
Opskriften indeholder
8 falafler
4 burgerboller
harissa
hjertesalat
fetacreme
letsaltede rødløgsskiver
mynteblade

Sådan laver du falafler
Der bliver 8 stk. falafler
Ingredienser400 gram kogte kikærter
100 gram kogte jasminris
3 fed hvidløg
1 lille håndfuld korianderblade
½ spiseske stødt spidskommen
Ingredienser50 gram hvedemel
½ spiseske citronsalt
¼ teske cayennepeber
olie til stegning
Sådan gør du

Blend alle ingredienserne i kort tid i en foodprocessor, brug pulse-funktionen – det er vigtigt, at der er struktur i farsen. Eller mos og ælt ingredienserne sammen i en skål med klør fem.
Lad farsen hvile i køleskabet.
Form farsen til flade boller og steg dem på en pande med rigeligt olie i ca. 4 minutter på hver side. Lad dem dryppe af på et stykke køkkenrulle.
TIPS
Varier falaflerne med mynte, citrontimian eller persille.
Sådan laver du klassiske burgerboller
Der bliver 10-18 stk. boller
Ingredienser1 æg
15-25 gram gær
2 spiseske rørsukker
2 deciliter lunkent vand
25 gram blødt smør
½ spiseske fin havsalt
ca. 500 gram hvedemel
olie
Til pensling
æggehvide pisket med lidt koldt vand
Drys
Evt. sorte og lyse sesamfrø, nigella , sumak , birkes eller salt som fx chipotlesalt, løgsalt og flagesalt
Rør gær, sukker og lidt vand sammen, til gæren er opløst.
Tilsæt æg, vand, smør, salt og mel lidt ad gangen.
Ælt dejen i 10 minutter, til den er glat og elastisk. Brug evt. en køkkenmaskine.
Kom dejen ned i en skål og kom lidt olie på, vend dejen, så den bliver dækket af en film af olie. Læg et viskestykke over og lad den hæve til dobbelt størrelse et lunt sted, det tager cirka 1 time.
Slå dejen ned og form den til 10 burgerboller eller 18 sliders. Stil dem på en bageplade med bagepapir. Dæk dem med et rent viskestykke og lad dem hæve et lunt sted i 1 time.
Bollerne er klar til at blive bagt, når du kan trykke en lille bule i dejen, og den langsomt forsvinder igen.
Pensl bollerne forsigtigt med æggehvide, brug en blød pensel eller en vatrondel.
Kom eventuelt drys på. Bag dem i 15-18 minutter ved 200 grader.
Afkøl på rist under et rent viskestykke, det gør dem endnu blødere. Er det sliders, er tiden 12-15 minutter.
Smag, farve og tekstur
For at give smag, farve og tekstur til burgerbollerne kan man tilsætte for eksempel ½ deciliter tomatpuré, 1-2 revne gulerødder, en lille reven rødbede eller courgette, 50 gram dampet og hakket spinat, eller 1-2 breve blæksprutteblæk, hvis bollerne skal være sorte, for eksempel til halloween.
Hvis man ønsker en meget blød og saftig bolle, så tilsæt cirka 100 gram kartoffelmos eller sød kartoffelmos. Tilsæt alle disse elementer, inden melet kommes i.
Hvis burgerbollerne skal være mere grove, så erstat ca. 100 gram mel med 100 gram fuldkornshvedemel.
Lav en stor portion burgerboller, skær dem over og frys dem ned i portioner à 4 styk.

Sådan laver du harissa
Der bliver 2 deciliter
Ingredienser1 teske hele spidskommen
½ spiseske korianderfrø
100 gram superstærke røde chilier, fx cayenne
4 spiseske tomatpuré
Ingredienser
½ deciliter æblecidereddike
½ deciliter olivenolie
1 lille håndfuld mynteblade
50 gram rørsukker
½ spiseske havsalt

Sådan gør du
Rist på en tør pande spidskommen og koriander et kort øjeblik, stød og mal dem i en morter.
Skær chilierne i mindre stykker med kerner (brug engangshandsker).
Småkog alle ingredienserne sammen i 15 minutter.
Blend det hele og smag det til. Kom saucen på rene glas. Hvis chilisaucen skal være cremet, så pres den igennem en si.
Vidste du
Den stærke harissa stammer oprindeligt fra Tunesien. 1 deciliter harissa rørt op med 1 deciliter tomatketchup giver en god, afrundet dip eller sauce. Du kan variere styrken med chili og sødmen ved at tilsætte æbler, blommer eller dadler.
Sådan laver du fetacreme
Der bliver 2 deciliter
Ingredienser100 gram fetaost
100 gram græsk yoghurt
1 spiseske olivenolie
havsalt og friskkværnet lang peber
Blend alle ingredienserne i en foodprocessor og smag til med salt og peber.
OBS
Kan tilsættes revet citron- eller limeskal, eller varieres med røget salt og ristede sesamfrø. Erstat feta med rygeost og finthakkede radiser og purløg, og du har en god sommercreme til alle burgere, der grilles.
Sådan samler du burgeren
Flæk bollerne og rist dem.
Smør underbollen med harissa og byg den op med salat, falafler, som trykkes lidt flade, creme, løg og mynte.
Kom overbollen på og server straks.
Og så kan vi vist godt sige VELBEKOMME …
Sådan ser bogen ud:
Her kan den købes: www.muusmann-forlag.dk
Læs også: