Læs også:

Close
par psykisk vold hånd kærlighed (Foto: Unsplash)

Psykisk vold – vi interviewer forfatter om emnet

Mit liv  | 

Line Sølvhøj Johansson er journalist og forfatter og har netop udgivet en bog om et både svært og også kontroversielt emne – nemlig psykisk vold

Bogen ‘Når solen igen står op’ er Line’s anden roman. Den handler om Julie, der møder Luc, som hun hurtigt bliver vild med. Men hun går fra at være en usikker københavnerpige til være en helt anden type. Luc repræsenterer alt det, hun har drømt om, men i en overdosis af kærlighed mister hun desværre langsomt sig selv.

Gennem en smertende returrejse i tankerne går det op for hende, at deres forhold er styret af psykisk vold. En erkendelse, der tager rigtig lang tid for hende at komme til.

– “Det er noget, hun finder på! Råber en stemme indeni. Jeg kender den stemme. Det er den, der har talt så roligt til mig gennem de sidste mange måneder – den stemme, som jeg lytter til for at overleve. Den råber af sine lungers fulde kraft, at det ikke passer. Hun lyver! Hun vil gøre mig ondt!”

Bogen er historien om en forelskelse, der forvrænges i misforståelser, manipulation og magtspil og som på fineste vis, viser hvor svært det kan være både at forstå men også komme ud af sådan et forhold igen. Kærlighed – ja – men nok mere kærlighedens vrangside.

Line Sølvhøj Johansson Foto Mette Sølvhøj pyskiks vold bog parforhold når solen igen står op
Line Sølvhøj Johansson er uddannet journalist og nu også forfatter. (Foto: Mette Sølvhøj)

Hvorfor har du skrevet bogen ‘Når solen igen står op’?

– Psykisk vold er enormt svært at sætte ord på. Det er en voldsform, der gennem trusler, aggressiv adfærd og manipulation forvilder den voldsudsattes selvværd og virkelighedsopfattelse, så han eller hun langsomt mister sin naturlige dømmekraft og heraf også handlekraft. Det har i alt for mange år været en overset voldsform, og det er det, jeg har ønsket at sætte ord på i ‘Når solen igen står op’.

Line Sølvhøj Johansson pyskiks vold bog parforhold når solen igen står op
Line har skrevet en bog, der giver andre et godt indblik i, hvad psykisk vold er. (Foto: Line Sølvhøj Johansson)

Du har nævnt, at du selv har oplevet psykisk vold. Er det ikke utrolig hårdt så at skrive om?

– Det har været rigtig hårdt at skrive bogen, men ikke fordi jeg selv har oplevet psykisk vold. Det er hverken min eller min families historie, men mange af bogens scener er nogle, vi har oplevet i min nærmeste familie. Når jeg skriver, kryber jeg helt ind i mine hovedpersoner, så jeg er i deres følelser og tanker. Det har ikke været nemt følelsesmæssigt, men jeg har et stort ønske om at sætte fokus på psykisk vold, og derfor var det vigtigt for mig at skrive historien. Under skrivningen er jeg kommet i kontakt med mange kvinder, der har delt deres egen, private historie om psykisk vold med mig, og det har været hårdt. Især fordi mange af dem stadig lever i det.

Psykisk vold er et ømtåleligt emne, hvordan får man det bedre italesat og forstået?

– Jeg synes faktisk, at der er en rigtig fornuftig udvikling i gang, når det handler om at bryde med tabubelagte emner. Der er kommet et politisk fokus, som har medført, at psykisk vold nu kriminaliseres på lige fod med fysisk vold, og det er absolut et skridt i den rigtige retning. Me too-bevægelsen i 2017 er også en tendens, der kan være med til at italesætte det at være udsat for psykisk vold. Det er ikke længere helt så tabubelagt at tale om, og selvom vi langt fra kan tale om en dominoeffekt, så giver det forhåbentlig de voldsramte mænd og kvinder en erkendelse af, at de langt fra er alene.

Line Sølvhøj Johansson pyskiks vold bog parforhold når solen igen står op
Hvad er psykisk vold egentligt? Læs bogen og bliv klogere. (Foto: Line Sølvhøj Johansson)

Hvad er den største forskel på fysisk og psykisk vold?

– Fysisk vold kan ses af andre og er langt nemmere at bevise end psykisk vold. Det kan endda være usynligt for den, der lever i det, fordi grænserne for, hvad der er normalt og unormalt, langsomt udviskes. Indtil det blev vedtaget ved lov at kriminalisere psykisk vold, har det heller ikke kunne straffes, og de mange voldsudsatte har følt sig overset, ignoreret og langt fra taget seriøst.

Min mor levede for mange år siden i et forhold, hvor hun, min søster og jeg blev udsat for psykisk vold. Beskeden fra det offentlige var dengang, at der ikke kunne gøres noget, før fysisk vold kom på banen. I dag er det at bo på krisecenter, et bevis nok i sig selv – man skal ikke vente til, at de indre, blå mærker bliver til fysiske skader for at kunne anmelde psykisk vold.

vand arm alene himmel psykisk vold (Foto: Unsplash)
Psykisk vold – hvordan kommer man ud af det? (Foto: Unsplash)

Hvis man ikke selv har oplevet psykisk vold kan det være svært at forstå, hvorfor folk ikke bare “går”. Hvorfor gør de ikke det?

– Oftest er det trusler, der forhindrer den voldsudsatte i at forlade voldsudøveren. Min mor fik blandt andet den besked, at hun skulle få at mærke, hvad det vil sige at miste et barn. Det er ikke lige en risiko, man løber, og politiets ord var dengang, at hun blot skulle ignorere truslerne. Derudover kendetegner det mange voldsudøvere, at de er enormt velformulerende og har en særlig overbevisningsevne, der gør, at man mister evnen til at tænke rationelt.

I min sommerferie sad jeg tilfældigvis på en café ved siden af et par med deres to børn. Manden talte meget nedladende til den ene datter, hvorefter kvinden bad ham om at dæmpe sig. Han kiggede hånligt på hende og sagde: ”Så har folk sgu ingen humor – og kig på dig selv! Du fatter ingenting!” Er det psykisk vold? Gik han over grænsen? Eller er det humor, som hun bare ikke ”fatter en skid af”? Psykisk vold er en svær størrelse, og derfor ”går” man ikke bare, når de første tegn melder sig.

Kan man blive et helt menneske igen efter at have oplevet psykisk vold?

– Jeg vil så gerne kunne sige ja, men jeg håber og tror på, at man kan komme ud på den anden side og få livet med glæde og lykke og frihed tilbage. Men når sjælen får skrammer, skal der virkelig graves dybt for at komme ind og lindre de allerinderste smerter.

Hvordan får man unge kvinder gjort mere opmærksom på faresignalerne, så de kan komme væk, før det er for sent?

– Det tror jeg personligt, at man gør ved at tale åbent om det og erkende, at ingen mennesker er fejlfrie. Hjemme hos os taler vi i lige så høj grad om succeser som om fejltagelser. Det skal ikke være svært eller et tabu at bede om hjælp, og hvis vi generelt kan lykkes med det, tror jeg, at vi i langt højere grad er rustet til at sige fra, når vi møder mennesker, der har en usund påvirkning på os. I bund og grund skal vi hvile så meget i os selv, at vi har styrken til at sige fra, når den indre stemme fortæller os, at der er noget, der er helt forkert.

par solnedgang kærlighed mand kvinde (Foto: Pexels)
Læs om en af kærlighedens skyggesider i Lines bog. (Foto: Pexels)

Udvikler psykisk vold sig oftest til fysisk vold?

– Ja, i langt de fleste tilfælde vil psykisk vold ende i fysisk vold. Det ved jeg fra en fagperson fra et krisecenter, men det var også sådan, det endte i min familie. Det er kun et spørgsmål om tid og om, at voldsudøveren føler sig så presset, at nedladende ord, trusler og vredesudbrud ikke er tilstrækkelige afløb, og så begynder vi at tale om fysisk vold.

Du har nu i begge dine bøger taget kærlighedens skyggesider op. Hvorfor?

– Fordi kærligheden bor i os alle, men det er helt misforstået at tro, at kærlighed er fejlfri og altid lig med idyl og romantik. Det er også kærlighed, når vi viser hinanden bekymring, omtanke, ærlighed og respekt, og i en verden, hvor lykke til tider måles i antal likes eller følgere på sociale medier, synes jeg, at der er behov for, at vi finder tilbage til det, der gør os til ægte mennesker med ægte følelser, og de går både op og ned.

Livet vil altid have en skyggeside, og kærligheden vil stå sin prøve, når vi møder livets modpol. Derudover er jeg hverken til krimier eller gyserfilm, hvilket i øvrigt er en rest, der sidder i mig fra tiden, hvor psykisk vold var i mit liv. Jeg bliver simpelthen bange for at blive bange.

Når solen igen står op bog pyskisk vold (Foto: Line Sølvhøj)
Sådan ser Lines bog ud. (Foto: Line Sølvhøj)

Er kærligheden fantastisk eller umenneskelig?

– Hverken eller og både og – og heldigvis for det, for ellers ville vi være en flok robotter, der klarede os gennem livet, som det nu blev os anvist, eller som vi var programmeret til. Hvis kærligheden ikke er fantastisk, kan den heller aldrig blive umenneskelig, og hvis den ikke til tider er helt umenneskelig, så ville vi aldrig kunne mærke indbegrebet af lykke.

Er du allerede i gang med din tredje bog?

– Det er jeg, og jeg har faktisk to titler, jeg arbejder på lige nu. Begge har kærligheden til livet – eller mangel på samme – som det overordnede tema, men jeg opererer også med emner som kommunikation og selvfremstilling og et noget mere hjertetungt emne, nemlig demens. Som person er jeg meget sensitiv og fintfølende, og når efteråret trænger sig på med tunge følelser og mørkere dage, så ved jeg, at ordene for alvor tager fat. Det glæder jeg mig helt enormt til.

Læs også:

Fem på stribe

5 på stribe bog bøger læsestof boganmeldelse (Foto: MY DAILY SPACE)

 

· Mere fra samme kategori ·