Læs også:

Close
Hindbær, roulade, glutenfri

Glutenfri: Hindbærroulade

Mad  | 

Findes der overhovedet nogen, der ikke elsker en lækker gammeldags roulade, som vores mormor lavede den? Nu kan dem, der ikke kan tåle gluten også smovse sig med et lækkert stykke roulade

Vi har fået lov til at vise opskriften på roulade fra bogen ‘Helt uden gluten’ , der er skrevet af Kathrine Virring og Mette Marie Viscor, der tilsammen har Det glutenfri bageatelier, der er et lille glutenfri økobageri i Fredensborg. Det er en bog, for dig, der gerne vil spise brød og kager helt uden gluten, men som samtidig gerne vil have noget, der smager godt og lækkert. Du kan i øvrigt læse mere om de to seje piger på detglutenfribageatelier.dk

Hindbær, roulade, glutenfri
Er du klar til en glutenfri hindbærroulade? (Foto: Columbus Leth)

I en lang årrække besøgte Mette Marie som barn ofte naboen Nete, der tit bagte kager og glædeligt delte ud af dem. Her kommer hendes hindbærroulade i glutenfri udgave. Dejen kan også bruges til at bage 3 lagkagebunde af i stedet for roulade.

Der bliver en roulade

Det skal du bruge

3 æg
125 gram rørsukker
50 gram kartoffelmel (eller majsstivelse)
30 gram rismel
1 teske bagepulver
1 teske vaniljesukker
cirka 250 gram god hindbærmarmelade til fyld
flødeskum eller kokosfløde til pynt

Sådan gør du

Kom æg og rørsukker i røreskålen og pisk det let og luftigt på røremaskinen. Vej de tørre ingredienser af, sigt dem ned i æggemassen og pisk igen, til det hele netop er blandet.

Varm ovnen op til 200 grader varmluft.

Bred dejen ud på en bageplade med bagepapir i et rektangel og bag den i ovnen i ca. 8-10 minutter, til overfladen er lysebrun. Læg et stykke bagepapir på køkkenbordet, drys sukker på og vend den færdigbagte kage ud herpå. Fjern forsigtigt det øverste bagepapir, som kagen er bagt på, og fordel hindbærmarmeladen i et jævnt lag over hele kagen.

Rul den tæt sammen på den korte led, mens den stadig er lun. Brug det sukkerdryssede bagepapir til hjælp og rul det om rouladen. Lad den køle af. Skær rouladen i gode skiver og pynt evt. med fløde-skum og bær.

Lagkagebunde

Har du ikke lagkageforme, kan du med en blyant tegne omridset af en tallerken på et stykke bagepapir. Vend det om og smør dejen ud til stregen. Der er plads til to bunde på en plade. Du kan også bage hele dejen i en springform i cirka 25-30 minutter og så forsigtigt skære kagen ud til bunde med en brødkniv, når den er kølet af. Hvis du vil lave chokoladelagkagebunde, bytter du de 30 gram rismel ud med kakaopulver.

Sådan ser bogen ud …

brunsviger kage bage gluten glutenfri

 

Læs også:

Brunsviger uden gluten

brunsviger og kanelsnegle

· Mere fra samme kategori ·