Læs også:

Close
biologi, lab, test, sygdom, vaccine

NEWS: Gennembrud for dansk vaccine mod klamydia

Nyheder  | 

Gennembrud for dansk vaccine mod klamydia · 21-årig terrormistænkt nordmand varetægtsfængslet · Copenhagen Pride Week skydes i gang i dag · Tv-serien Venner bliver genskabt i Lego-klodser · Dagens billede: Oplev årets største meteorstorm med rig mulighed for stjerneskud

Vi har udvalgt dagens nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Gennembrud for dansk vaccine mod klamydia

Danske forskere har godt nyt til de over 30.000 danskere, der hvert år får konstateret klamydia. Forskerne har nemlig taget et stort skridt i retningen af at skabe en vaccine mod kønssygdommen, der er en mest udbredte i Danmark og nummer to i hele verden.

Vaccinen er blevet testet på 35 britiske kvinder, og resultaterne var gode. Alle kvinderne dannede antistoffer mod klamydia, og vaccinen virker altså efter hensigten. Et gennembrug ifølge en af forskerne bag.

Langt de fleste smittede er unge i alderen 15-29 år, der bærer bakterien uden at vide det. Noget, der i værste konsekvens kan medføre nedsat fertilitet, ufrivillig barnløshed og graviditet uden for livmoderen, skriver Politiken.

biologi, lab, test, sygdom, vaccine
Ny vaccine mod klamydia er testet og resultaterne viste sig at være gode. (Foto: Pexels)

Læs også: NEWS: Flere unge får klamydia

21-årig terrormistænkt nordmand varetægtsfængslet

Den 21-årige nordmand Philip Manshaus er sigtet for drab, drabsforsøg og forsøg på terror efter angrebet på al-Noor-moskéen i Bærum i Norge lørdag. Ved et retsmøde mandag anmodede han om at blive løsladt, oplyser Manshaus’ forsvarsadvokat Unni Fries ifølge flere norske medier, som var til stede i retssalen.

Dommeren i retten i Oslo valgte dog at se bort fra anmodningen og varetægtsfængsle Philip Manshaus i fire uger, heraf to uger i fuld isolation med brev-, besøgs- og medieforbud. Retten mener, at det er sandsynligt, at den sigtede vil begå kriminalitet af samme karakter, hvis han ikke fængsles, lyder det ifølge nyhedsbureauet NTB i kendelsen.

Den 21-årige sigtede blev mandag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør, hvor han smilede til pressen og lod sig fotografere før retsmødet, som foregik for lukkede døre. Anklagemyndigheden gik på forhånd efter at få Philip Manshaus varetægtsfængslet i fire uger med brev- og besøgsforbud.

Den 21-årige var tydeligt forslået, da han ankom til retssalen, blandt andet havde han to blå øjne og blå mærker på halsen. Efter angrebet i moskéen blev den formodede gerningsmand overmandet af flere af moskéens medlemmer, før han blev anholdt af politiet. Den ene, et 65-årigt medlem af menigheden, har til norsk tv forklaret, at han holdt Manshaus, mens en anden mand slog den 21-årige i hovedet.

Politiet fandt efter angrebet på moskéen og anholdelsen af Philip Manshaus den 21-åriges 17-årige stedsøster død i et hus i Bærum. Philip Manshaus er nu sigtet for drabet på stedsøsteren såvel som drabsforsøg på de tilstedeværende i moskéen, skriver Jyllands Posten.

Læs også: NEWS: Eksplosionen på Nørrebro er den niende i hovedstadsområdet i år

Copenhagen Pride Week skydes i gang i dag

Det bliver en femdages fest i regnbuens farver, når Copenhagen Pride Week i dag åbner for festlighederne, der varer frem til søndag. Ugen fejrer LGBTQIA-miljøet, hvor der gennem hele ugen vil være forskellige arrangementer forskellige steder i København.

Rådhuspladsen, der er iklædt alle regnbuens farver, er omdannet til Copenhagen Pride Square fra i dag til lørdag, og alle dage fra klokken 12 vil der ske spændende ting på pladsen.

I dag på åbningsdagen kan man blandt andet opleve Birthe Kjær på scenen, og denne gang nøjes hun nok ikke med at male byen rød. Glæd dig til at danse og skråle med på evergreens som “Pas på den knaldrøde gummibåd” og “Arrivederci Franz”, når dansktop-legenden optræder klokken 19.45.

Torsdag byder ligeledes på masser af musik på Copenhagen Pride Square, når en række blomstrende talenter og garvede musikere giver koncert med temaet “Under the Rainbow”. Hovednavnet denne dag er den danske singer-songwriter Tina Dickow, som spiller klokken 21, og inden da underholder både Lydmor, X Factor-vinderen Kristian Kjærlund samt Neigh, skriver migogkbh.

Du kan finde det fulde program på copenhagenpride.dk eller gennem de mange events der allerede ligger klar på facebook.

gay, pride, parade, lgbt, rainbow
Copenhagen Pride Week skydes i gang i dag til en fest på Rådhuspladsen blandt andre Birthe Kjær optræder. (Foto: Unsplash)

Læs også: Prideparaderne verden over fejrer LGBT, mangfoldighed og kærlighed

Tv-serien Venner bliver genskabt i Lego-klodser

Selv om det er 15 år siden, at den populære tv-serie ‘Venner’ sluttede, så er interessen for de seks venner fra New York langtfra ovre. Derfor lancerer Lego et byggesæt, der genskaber en ikonisk scene fra tv-serien i anledning af seriens 25-års jubilæum. Det oplyser pressechef hos Lego Jonas Søndergaard.

– Sættet genskaber Central Perk, hvor Rachel, Monica, Phoebe, Ross, Joey og Chandler mødtes over kaffe og snakkede om, hvad de oplevede. Det er et detaljeret sæt med de seks hovedpersoner, men også caféens bestyrer, Gunther, scenen, hvor Phoebe optrådte og selvfølgelig den ikoniske sofa er med, siger han.

Ifølge Jonas Søndergaard er målgruppen ikke tiltænkt de yngste Lego-fans, men derimod unge og voksne mennesker, der har et forhold til serien.

Det er ikke første gang, at Lego lancerer byggesæt, der tager udgangspunkt i en tv-serie. Senest blev den populære Netflix-serie ‘Stranger Things’ genskabt som farverige byggeklodser.

– Sæt, der tager udgangspunkt i serier, plejer at blive rigtig godt modtaget«, siger Jonas Søndergaard og tilføjer:

– Mange af serierne har rigtig mange seere, der synes, det er super spændende og nyder at bringe det over i et Lego-univers i stedet«.

Sættet kan købes online fra 1. september og kommer i landets legetøjsbutikker fra næste år, skriver Ritzau.

Læs også: De 5 mest ventede Netflix-serier i foråret 2019

Dagens billede: Oplev årets største meteorstorm med rig mulighed for stjerneskud

· Mere fra samme kategori ·