Læs også:

Close
Alvin Ailey American Dance Theater - Jacqueline Green and Solomon Dumas in Ronald K. Browns The Call. Photo by Paul Kolnik

Anmeldelse: Alvin Ailey American Dance Theater

Kultur  | 
Det synes redaktionen: 5

Verdens første afroamerikanske dansekompagni Alvin Ailey American Dance Theater er tilbage til Tivoli. Det er ikke mindre end 17. gang dansekompagniet kan opleves i Tivolis koncertsal

Denne gang kan publikum se frem til nye dansetrin, når der fremføres seks forskellige dansestykker, der aldrig før er blevet opført i Danmark.

Sidst det verdensomspændte dansekompagni besøgte Tivoli, var det for fuldt hus, hvilket ikke gjorde vores forventninger mindre for denne forestilling. Og denne gang bliver forestillingen i særdeleshed speciel, ikke blot på grund af de seks nye danse på dansk jord, men fordi hver aften får sin helt egen særlige dansesignatur.

Det fantastiske og smukke dansekompagni kan opleves i Tivolis Koncertsal fra den 28. august til den 1. september 2019.

Alvin Ailey pressefoto - Michael Jackson Jr. in Jamar Roberts Members Dont Get Weary. Photo by Paul Kolnik
Smukke kunstneriske bevægelser fanget fra Alvin Aileys flotte forestilling. (Foto: Paul Kolnik)
Alvin Ailey American Dance Theater opstod ud af en nu legendarisk optræden i marts 1958, på KFUM på 92. Gade i New York. Med Alvin Ailey i spidsen for en gruppe unge afrikansk-amerikansk moderne dansere blev det en forestilling som ændrede opfattelsen af dans i Amerika. 

Kunstnerisk overskud

Dansekompagniet har netop fejret deres 60-års jubilæum. Det kan være svært at forstå, at de har så mange år på bagen, når man selv har oplevet deres værker. For de formidler ikke blot erfaringer fra en tid, hvor raceadskillelsen stadig var aktuel, og hvor livet for afroamerikanere var nøjsomt, arbejdsomt og tæt forbundet til kirke og religion. Nej, de formidler også nutiden gennem moderne dans som hip hop, der i en smuk forening binder og smelter fortiden og nutiden sammen.

Fortidens levevis afspejles i signaturværket Revelations, som er skabt af kompagniets stifter Alvin Ailey på baggrund af det, han kaldte ‘blood memories’ og hvor værket Lazarus binder både fortid og nutid sammen. Alt dette forenes og bliver til smil, der titter frem på læberne, overraskende følelser der vælter frem i kroppen og betagelsen af det kunstneriske overskud og den smukke udførelse af deres værker.

alvin ailey, dansekompagni, dans, afroamerikansk
Manden bag det hele Alvin Ailey (Foto: MY DAILY SPACE)

Om Alvin Aileys American Dance Theater

Dansekompagniet har i dag i alt 235 værker udarbejdet af 90 forskellige koreografer. Ailey kompagniet har optrådt for omkring 25 millioner mennesker i 48 amerikanske stater og 71 lande på seks kontinenter, og dansekompagniet er stort set altid på turne, halvdelen af tiden i USA og halvdelen af tiden i resten af verden. Hvor end danserne er i verden forsøger de at undervise og formidle dansen til børn og unge. Dette gøres også i København, hvor Tivolis Balletskole har lagt lokaler til et seks dages langt kursus.

alvin ailey, dansekompagni, dans, afroamerikansk
Den smukke dans fra ‘Revelations’. (Foto: MY DAILY SPACE)

Om forestillingen

Vi oplevede selv den fantastiske forestiller over to forskellige aftener, hvilket var også bød på to vidt forskellige oplevelser. Den ene aften var første akt af dansen meget abstrakt, moderne og nutidig. Et meget betagende danse akt, der med sine dybe toner af bas og trommer, gav en nærmest dyster stemning. Så var forestillingen ligesom sat og opmærksomheden rettet fuldstændig mod de smukke dansere. I andet akt blev dysterheden skiftet ud med mere sydstatsstemning og bluesmusik, hvor farverne både i forhold til kulisser og kostumer, blev varmere, men bevægelserne stadig i den moderne dans. Det var let at følge med i historien gennem dansen, der bevidnede om det liv afroamerikanske mænd og kvinder har levet i fortiden og som så smukt blev forenet med den nutidige dans. I det tredje akt, blev følelserne og det kunstneriske overskud skuet helt op, og forestillingen afsluttes på sit absolut højdepunkt.

Den anden aften var det ‘Lazarus Act I’ og ‘Lazarus Act II’ samt ‘Revelations’, der var på programmet. Først akt var meget lidt dans – dyster og dragende – med klare hentydninger til raceuligheden i USA. Bag Lazarus står den anerkendte hip-hop koreograf Rennie Harris. Akt II var afslutningen på ‘Lazarus og var virkelig cool – masser af dans – hip-hop og energi. Og bare smuk smuk smuk. Tredie akt  er Alvin Aileys hovedværk – som vi også har haft set før. Men folk kender og anerkender det. Og det var klart her folk gik amok med at klappe.  Der er gospel, spirituals og blues og absurd smukke scener. Alt fra sorg til glæder – alt pakketeret på smukkeste vis, så man gik der fra fyldt op med “Alvin- og danseenergi”.

Hver aften er en helt særlig forestilling, med et udvalg af deres værker fra deres nyere repertoire. Værker der taler til dig, får dig til at sætte dit liv i perspektiv, når der danses og henføres til deres nutidige livserfaringer i en mere abstrakt forstand.

Alvin Ailey American Dance Theater in Jessica Langs EN. Photo by Paul Kolnik4
Man drages ind i Alvin-universet. (Foto: Paul Kolnik)

Anbefalingsværdig

Når kompagniet for 17. gang besøger Tivoli, fortæller det i sig selv, at det er en tilbagevende succes. Alligevel havde vi aldrig selv oplevet forestillingen, men kunne tydeligt mærke blandt publikum den store fascination og glæde de havde at genopleve det fantastiske dansekompagni. Og det var uden tvivl også en spektakulær og overvældende oplevelse, der byder op til efterfølgende snakke om formidlingen af fortællingen, følelser og fantastisk kunstnerisk udførsel. Og som godt kunne bringe endnu et gensyn med sig, af de smukke dansere i Alvin Ailey American Dance Theater. Har du endnu ikke oplevet dansekompagniet, får du de varmeste anbefalinger til at gøre det herfra.

Alvin Ailey American Dance Theater - Jacqueline Green and Solomon Dumas in Ronald K. Browns The Call. Photo by Paul Kolnik
Smuk og betagende dans. (Foto: Paul Kolnik)

Læs også: Kulturguide: Oplevelser i september 2019

· Mere fra samme kategori ·