
Kageminder med Ditte Julie: Rutebilkager
Man kan aldrig blive træt af kager – sådan har Ditte Julie det også. Derfor har hun lavet en lækker bog med kageminder. Her får du opskriften på rutebilkager
Ditte Julie har lavet en lækker kagebog med 40 fantastiske fortolkninger af klassiske danske kager. Nogle af dem har hun egne minder om – andre er hendes følgers – men ens for alle er, at det er nogen, vi kan forholde os til og kender. Alle opskrifter har været under Ditte Julies vinger, der har givet dem hendes fortolkning og tvist. Vi har været så heldige at få lov til at give opskriften på rutebilkager videre til jer.
Ditte Julie fortæller om denne kage: Cecilie Hansens fødselsdagskage har alle dage været en rutebillagkage, som hendes mor har bagt til både hende og hendes søster. Det er en børnevenlig lagkage med fabrikerede, kakaolagkagebunde, flødeskum og knuste rutebiler. Jeg har taget udgangspunkt i smagene og bagt seks små rutebilkager af kakaomørdej, kakaofrangipane, rutebiler, hindbær og flødeskum.
Og så er det vist bare selv at gå igang – den tager lidt tid at lave – men er det hele værd …

Der bliver seks små tærter.
Ingredienser til kakaomørdej130 gram kagehvedemel
20 gram kakao
60 gram flormelis
80 gram smør, blødt
2 æggeblommer
Sådan gør du
Smuldr hvedemel, kakao, flormelis og blødt smør til det minder om brødkrummer.
Saml dejen hurtigt med æggeblommerne.
Stop med at ælte, så snart dejen er ensartet.
Kom dejen i en frysepose, tryk den lidt flad og læg den på køl i mindst 30 minutter.

Ingredienser til kakaofrangipan80 gram smør, blødt
80 gram lyst rørsukker
80 gram mandler, blendet til mel
1 æg størrelse M/L
1 nip salt 10 g kakao
Sådan gør du
Ælt smør, rørsukker og mandelmel sammen.
Tilsæt æg, salt og kakao og ælt det godt sammen.
Ælt mørdejen kort sammen og udrul den i 2-3 millimeter tykkelse på et bord let drysset med mel.
Fyld dejen i seks tærteforme (8 centimeter i diameter).
Fjern overskydende dej ved hjælp af kagerullen.
Fyld kakaofrangipanen i den ubagte tærte og bag den ved 190 grader varmluft i cirka 10 minutter.
Lad tærterne køle af på en bagerist.
Ingredienser til rutebiler200 gram flormelis
1 spiseske kakao
1 knivspids hjortetaksalt
30 gram æggehvider
Sådan gør du
Ælt det hele sammen og kom massen i en sprøjtepose med en stjernetylle.
Lav små stave (5 centimeter lange) på en bageplade beklædt med bagepapir.
Bag dem ved 175 grader varmluft i 8-10 minutter.
Lad dem køle ned og knus dem herefter i en pose eller foodprocessor.
Det skal du i øvrigt bruge
6 spiseske god hindbærmarmelade
3 deciliter piskefløde
friske hindbær
50 gram god mørk chokolade
Sådan gør du
Smør 1 spiseske hindbærmarmelade ud på hver af tærterne.
Pisk fløden til sprøjtefast flødeskum og vend en håndfuld knuste rutebiler i flødeskummet.
Kom det herefter i en sprøjtepose med en stor glat tylle, og sæt en fin top på hver af tærterne.
Tril dem herefter i knuste rutebiler.
Temperer chokoladen og lav chokoladestave.
Pynt kagerne med chokoladestave og friske hindbær.
Sådan ser bogen ud:
Læs også:
Sommerens store trend – citroner