
NEWS: Mange danskere ved ikke, at de har KOL
Mange danskere ved ikke, at de har KOL · 13 personer dræbt i flystyrt · Verdens største sædbank vil styrke Europas fødselstal · Dyrevelfærd er et vigtigt tema for danskerne · Dagens video: Meghan og Prins Harry er blevet forældre
Vi har udvalgt dagens nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Mange danskere ved ikke, at de har KOL
I Danmark er der cirka 320.000 mennesker, der har KOL. Men det er kun omkring halvdelen, der har diagnosen. Derfor skal en ny kampagne fra Sundhedsstyrelsen og Lungeforeningen få flere til at kende symptomerne og gå til lægen og få målt deres lungefunktion, hvis de gennem længere tid oplever symptomer på KOL.
Hoste, slim fra lungerne og åndenød i mere end to måneder er symptomer på den kroniske lungesygdom KOL, der er en sygdom, som hvert år er årsagen til flere end 3.500 dødsfald i Danmark. Det er dermed en af de hyppigste dødsårsager i Danmark. Det kan have stor betydning at reagere tidligt på symptomerne.
– Det er vigtigt, at man går til lægen og får lavet et tjek af sine lunger – en såkaldt lungefunktions-undersøgelse. Hvis man gennem længere tid oplever symptomer fra lungerne – kan det være KOL. For man kan sagtens leve et forholdsvist normalt og aktivt liv med høj livskvalitet, selvom man har sygdommen. Men det kræver altså, at man får hjælp og helst så tidligt som muligt, siger Anne Brandt, direktør i Lungeforeningen.
Sundhedsstyrelsen og Lungeforeningen lancerer derfor nu kampagnen ’Pust liv i hverdagen’. Den skal få flere med symptomer på KOL til at blive opmærksomme på dem og gå til lægen, hvis symptomerne har varet i to måneder eller derover.
Kun omkring halvdelen af de ca. 320.000, der har KOL, har fået en diagnose. Resten har sygdommen uden at vide det. Det gør det svært at standse sygdommen i tide, lyder det fra Helene Probst, Centerchef i Sundhedsstyrelsen:
– Der er både gode behandlingsmuligheder og meget man selv kan gøre. Hvis man holder op med at ryge, så kan man bremse sygdommen og ved at holde sig fysisk aktiv og anvende inhalationsmedicin kan man mindske symptomerne og forbedre livskvaliteten. Derfor vil vi kraftigt opfordre alle, der oplever symptomer fra lungerne gennem to måneder eller mere til at gå til lægen og få lavet en lungefunktionsundersøgelse, fortæller hun. Det skriver Advice i en pressemeddelelse.

Læs også: Sygdomme opdages ifølge forskere senere hos kvinder end hos mænd
13 personer dræbt i flystyrt
Søndag styrtede et privatfly ned i Mexico, efter at det fløj af sted fra den amerikanske by Las Vegas med retning mod Monterrey i Mexico. Alle 13 personer som var ombord på privatflyet er omkommet. Flyet styrtede ned i et bjergrigt område. Det oplyser myndighederne i Mexico.
Selvom flystyrtet skete i søndags, er der først nu kommet oplysninger ud til offentligheden.
Vraget fra flyet blev fundet via luftbilleder cirka 200 kilometer væk fra byen Monclova i Coahuila, som ligger tæt på grænsen til USA. Det er først lykkedes myndighederne at nå frem til vraget natten til tirsdag, da det ligger i et bjergrigt og svært tilgængeligt område.
På privatflyet var der i alt ti passagerer og tre besætningsmedlemmer, men der er ikke fundet overlevende. Det skriver TV2.

Læs også: 41 dræbt i flyulykke i Moskva
Verdens største sædbank vil styrke Europas fødselstal
Europas fødselstal er faldet siden 1960, men nu vil danske Cryos ændre udviklingen. Øget samarbejde og erfaringsudveksling blandt eksperter indenfor fertilitetsbehandling skal styrke fødselstallene i hele Europa.
Den oplagte løsning på Europas langsomme affolkning er at skabe mere opmærksomhed blandt unge omkring udfordringer indenfor reproduktion samt at åbne op for adgang til fertilitetsbehandling for alle, der har brug for hjælp til at få børn. Men på grund af stramme, nationale lovgivninger på området, anslås det, at op mod 90 procent af kontinentets befolkning ikke har mulighed for at få autoriseret behandling mod barnløshed.
Det har skabt et stort gråt marked, hvor barnløse europæiske kvinder går på kompromis med lovgivning, graviditetschancer, etik omkring faderskabsforhold og sikkerheden klinisk og genetisk. Eller alternativt rejser til andre lande for at opnå hjælp, hvilket også kendes som fertilitetsturisme.
– Situationen er uholdbar. I Europa er fertilitetsbehandling reguleret af et minimumsdirektiv i EU og 28 landes nationale lovgivninger, der stikker i alle mulige retninger med begrænsninger for, hvem der må behandles. Det afhænger af civil status eller alder, om det er selvfinansieret eller betalt at staten, om man kan få hjælp af donoren eller ej, hvilken behandlingsform og type donor, der er tilladt og så videre. Disse ikke-harmoniserede nationale regler tvinger europæiske kvinder ud på usikker grund både menneskeligt, klinisk og juridisk i deres søgen efter at blive gravide, siger CEO Peter Reeslev fra Cryos, der er verdens største sædbank med mere end 1000 sæddonorer. Det skriver Cryos i en pressemeddelelse.

Læs også: Forskning: Mænds fertilitet falder med alderen, ligesom kvinders
Dyrevelfærd er et vigtigt tema for danskerne
Når danskerne snart går til valgurnerne, så er hver femte tilbøjelig til at sætte deres kryds efter, om partiet eller kandidaten fører en dyrevenlig politik. Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for Dyrenes Beskyttelse blandt 2.050 danskere. Mere end hver tredje svarer i samme undersøgelse, at dyrevelfærd er et vigtigt tema til folketingsvalget.
– Dyrevelfærd er et emne, der generelt ligger danskerne meget på sinde, hvad enten det er vores kæledyr, forholdene for de vilde dyr i naturen eller de mere end 200 millioner svin, fjerkræ, kvæg og mink, som dansk landbrug hvert år producerer. Derfor kommer det heller ikke bag på mig, at dyrevelfærd tegner til at blive et afgørende tema i den kommende valgkamp, siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse.
I undersøgelsen blev deltagerne også præsenteret for 16 dyrevelfærdsproblematikker og bedt om at udvælge de vigtigste til det kommende folketingsvalg. Her var der et klart flertal for at sætte fokus på forbud mod lange dyretransporter.
Hårdere straffe i dyreværnssager kom ind på en andenplads, mens indførelse af dyrepoliti og indsats mod ulovlige hvalpefabrikker blev henholdsvis nummer tre og fire. Sidst men ikke mindst på danskernes top fem over vigtige dyrevelfærdsdagsordner er mere plads til vild natur.

Læs også: Dyrevelfærd hitter for alvor hos danskerne