Læs også:

Close
Genbrug klima miljø

NEWS: Danmark er blandt de lande i Europa, der er mest påvirket af klimaforandringerne

Nyheder  | 

Danmark er blandt de lande i Europa, der er mest påvirket af klimaforandringerne · Politiet undersøger mistænkelige forhold i park i København · Rekordmange flasker og dåser blev pantet i 2018 · 1812 kimes ned om fugleunger · Dagens billede: Meghan og Harry viser Archie frem

Vi har udvalgt dagens nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Danmark er blandt de lande i Europa, der er mest påvirket af klimaforandringerne

GreenMatch.dk har lavet en omfattende undersøgelse af klimaforandringernes effekt på europæiske lande. Her er Danmark blandt de mest påvirkede lande.

Danmark, Norge og Island har oplevet en stor stigning i mængden af nedbør, selvom det i Europa samlet set regner mindre og mindre. Danmark er også landet, der har oplevet den næststørste stigning i gennemsnitstemperaturen lige efter Frankrig, hvor der er blevet 1,65 grader varmere siden 1960. I Irland er vandstanden i havet steget mest i Europa – hele 23 centimeter siden 1970.

Tidligere på året oplevede Danmark den varmeste februardag der nogensinde er målt på 15,8 grader. Også i UK blev varmerekorden for februar slået, da London målte 21,2 grader. Ifølge DMI’s seneste rapport er tørkeindekset i Danmark allerede på godt 9, hvilket er det næsthøjeste niveau. Under sidste års tørke, der er blevet kaldt den værste tørke i over 100 år, ramte vi først samme niveau i juni. Den nuværende situation betyder, at danske landmænd allerede er begyndt at kunstvande afgrøderne.

Set over de sidste 70 år har Europa oplevet en markant stigning i klimarelaterede naturkatastrofer og ekstreme vejrfænomener. I perioden 1960-1989 er der registreret 185 af disse vejrbegivenheder i Europa. Fra 1990 og frem til i dag er tallet 908 – en stigning på mere end 390 procent. Forskning forudsiger, at tendensen vil fortsætte i fremtiden, og vi vil opleve både ekstreme temperaturer, tørkeperioder, oversvømmelser og storme med en større hyppighed og intensitet end tidligere. Det skriver GreenMatch.dk.

Læs mere om undersøgelsen her.

Genbrug klima miljø
Danmark er blandt de lande i Europa, der er mest påvirket af klimaforandringerne. (Foto: Pexels)

Læs også: Unge bekymrer sig mest om klimaet

Politiet undersøger mistænkelige forhold i park i København

Kort før klokken fem torsdag morgen modtog politiet en anmeldelse om et kriminelt forhold i Østre Anlæg i København. Derfor er dele af parken nu spærret af, og politiet er ved at gennemsøge området. Der er tale om den del af parken, som vender op mod Østerport Station.

– Vi er ved at sikre spor, siger vagtchef Henrik Svejstrup fra Københavns Politi til TV 2.

Dog har regnvejret gjort arbejdet svært, og klokken 08.40 er politiet stadig i gang med at gennemsøge parken.

– Derfor har vi flere hunde ude nu og er ved at rejse et telt, fortæller vagtchefen og understreger, at forholdene ikke er farlige for befolkningen i området. Det skriver TV 2.

politi, 112, udrykning, 911, nødsituation, hjælp, kriminel, ulovlig, anholdt, dom, dommer
Politiet undersøger mistænkelige forhold i park i København. (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Politiet rydder kæmpe jointfabrik

Rekordmange flasker og dåser blev pantet i 2018

Danskerne er nogle af verdens bedste til at aflevere tomme flasker og dåser til genanvendelse. Knap ni ud af ti drikkeemballager med pant bliver sendt til genanvendelse. i 2018 blev der afleveret 1,4 milliarder flasker og dåser. Det er en stigning på 11 procent i forhold til året før og det højeste antal nogensinde.

Dansk Retursystems administrerende direktør, Lars Krejberg Petersen, er meget tilfreds med resultaterne, og understreger samtidig, at pantsystemet udelukkende fungerer, fordi både producenter, forbrugere og butikker tager et ansvar.

– Vi har et velfungerende pantsystem i Danmark, fordi vi alle sammen bakker op om det. Og jeg synes, det er imponerende, at selv om der er et øget forbrug af drikkevarer med pant, så afleveres knap ni ud af ti tilbage igen. Vi tager ikke let på den tillid, som parterne viser os, og vi har derfor også konstant fokus på både at gøre systemet mere effektivt og sikre, at den miljømæssige gevinst hele tiden bliver bedre, fortæller han.

Det øgede globale fokus på plastik og klima optager befolkningen, virksomhederne og politikerne, og Dansk Retursystem oplever en betragtelig stigning i antallet af henvendelser også fra udlandet, hvor mere end 28 lande de seneste par år har henvendt sig.

I 2018 sparede pantsystemet klimaet for 143.950 tons CO2, eller hvad der svarer til to millioner køleskabes elforbrug i et år. Det skriver Dansk Retursystem.

plastik forurening klima
Rekordmange flasker og dåser blev pantet i 2018. (Foto: Pexels)

Læs også: Alle øl- og sodavandsdåser på Roskilde Festival genanvendes

1812 kimes ned om fugleunger

Sidste år modtog Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 hele 2.450 opkald om småfugleunger. Nu gløder telefonerne igen fra borgere, der tror, at fugleungerne er i nød, men der er mange andre årsager til, at de opholder sig på jorden.

– Jorden er selvfølgelig et farligt sted for fugleunger – men ikke så farligt som en rede, der er opdaget. I nogle scenarier kan fugleforældre afgive et bestemt kald, som beordrer ungerne til at forlade reden. Og fugleforældrene kan sagtens passe deres unger, når de er på jorden, forklarer Michael Carlsen, biolog hos Dyrenes Beskyttelse.

Det sker ofte, at henvendelserne drejer sig om fugleunger, der slet ikke er i nød. Af de 2.450 henvendelser om småfugleunger, var 50 procent formentlig ikke i nød. Lærkeunger vokser for eksempel op på jorden, da deres rede befinder sig dér, og andre fugleunger kan være hoppet ned på jorden, fordi et rovdyr opdagede deres rede.

Fugleunger, der er nøgne eller endnu ikke har fjer på det meste af kroppen, burde dog aldrig opholde sig på jorden. Her bør man hjælpe ungen op til dens rede igen, men kun hvis man er sikker på, hvilken rede fugleungen kommer fra.

– Fugleunger, som endnu ikke er dækket med fjer, har meget dårlige overlevelseschancer, hvis ikke de kan hjælpes tilbage i deres egen rede, udtaler Michael Carlsen og fortsætter:

– De fugleunger, der godt kan opholde sig på jorden, har ofte en kort eller næsten usynlig hale og en fjerdragt, der kan se noget pjusket ud. Deres fjerdragt er stadig ved at udvikle sig, hvilket kan få dem til at fremstå pjuskede og stakkels. Men hvis de har fjer, selv pjuskede fjer, og opholder sig på jorden, er de formentlig ikke i nød.

Står man til gengæld i en situation, hvor fugleungen har skader eller tydeligt er svækket, kan man ringe til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 og få rådgivning til, hvordan situationen skal håndteres. Dyrenes Beskyttelse opfordrer til, at man altid ringer før, man selv håndterer fugleungen, da rådet i mange tilfælde vil være, at det er bedst for fugleungen at forblive, hvor den er.

fugl, fugleunge, dyr, dyrenes beskyttelse,
1812 kimes ned om fugleunger. (Foto: Dyrenes Beskyttelse)

Læs også: Tusindvis af eksportgrise dør inden de har forladt landet

Dagens billede: Meghan og Harry viser Archie frem

Læs også: Khloe Kardashian har født en pige

· Mere fra samme kategori ·