
NEWS: Højesteret tager for første gang stilling til stalking
Højesteret tager for første gang stilling til stalking · Kærlighedens mand er død · Politiet frigiver billeder i sag om efterladt baby · Biltema Foundation vil donere 570 millioner til social udvikling · Husker du den ikoniske spilfigur? Nu er racer-ræven fra 90’erne tilbage · Dagens billede: Forårsfornemmelser
Vi har udvalgt dagens nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Højesteret tager for første gang stilling til stalking
Ung kvinde blev forsøgt påkørt og fik sine hunde dræbt. Ifølge Dansk Stalking Center udsættes over 100.000 for stalking i Danmark hvert år.
Indbrud, overvågning, opkald på alle tider af døgnet, trusler og to aflivede hunde. Det er bare nogle af de forhold, som Ann-Sofie Bjørk og hendes mor, Bitten Bjørk, oplevede fra september 2016, da Ann-Sofie Bjørk slog op med sin daværende kæreste.
I månederne efter blev det kun værre. Og 15. november 2017 blev han idømt ni måneders fængsel for blandt andet indbrud, hærværk, overtrædelse af sit polititilhold og for at have voldt nærliggende fare for Ann-Sofie Bjørk og hendes mor i trafikken. En dom som Østre Landsret stadfæstede 27. juni 2018.
Men onsdag 27. marts skal sagen for Højesteret. Det er første gang i dansk retshistorie, at en sag om stalking kommer for landets højeste retsinstans.
– Den første stalkinglovgivning blev lavet i 2012. Siden er der ført en række sager, men nu mener anklagemyndigheden, at det kunne være rart at vide, hvad den øverste myndighed mener, når både by- og landsret har afsagt dom, siger TV 2s retsreporter Janni Pedersen, der har fulgt sagen tæt og været i kontakt med familien løbende.
Janni Pedersen siger, at det blandt andet gøres for at få dommen skærpet, og for at få et pejlemærke, hvis lignende sager skulle komme for retten. Det skriver TV2.

Læs også: Hvad er psykisk vold, og skal vi straffe det?
Kærlighedens mand er død
Tirsdag formiddag døde manden med det borgerlige navn Morten Lindberg, også kendt som Master Fatman.Master Fatman efterlader sig sin kone og fem børn. Han blev kun 53 år.
Han var et multitalent og kendt som musiker, dj, tv-vært, radiovært, filminstruktør og jazzskolelærer og så elskede han næsten alting. I alle sine mails sluttede han med “Kærlighed, Morten”. Han var kærlighedens mand og skrev og talte utrætteligt om kærligheden.
Master Fatman skilte sig ud med den måde han viste kærlighed. For andre kan det nemt blive abstrakt, påtaget eller svulstigt. Men for Master Fatman var det en helt konkret retning i hans liv. Han logik var, at det nemmeste i verden ville være at have hovedet oppe i sin egen røv. Det ville han ikke.
Da Master Fatman i søndags tog afsked med sine lyttere på Radio24syv, mindede han dem om, at livet er en gave, og at de skal leve det lige nu. At de skal være opmærksomme på, at de små, fine og ret betydningsfulde detaljer, som livet består af, ”også minder dig om, at du er dig, og det faktisk er fint nok”.
Han sluttede med at sige, at kommer man til at glemme alt det, er han også i radioen næste søndag morgen.
Men det er han ikke. Det skriver TV2.
https://www.instagram.com/p/Bvd-4MOHEau/
Politiet frigiver billeder i sag om efterladt baby
Billederne kan findes her: TV2.
Politiet søger vidner, der har oplysninger om det spædbarn, som mandag aften blev fundet på Grøndals Parkvej. Københavns Politi har tirsdag eftermiddag endnu ikke fundet frem til forældrene til et spædbarn, der mandag aften blev fundet efterladt i en indkøbspose nær en cykelsti på Grøndals Parkvej i Vanløse.
Barnet er en pige, der er mellem nul og fem dage gammel, oplyste vicepolitiinspektør Jesper Beuschel fra Københavns Politi tidligere tirsdag.
Pigen lå på en sådan måde, at hun relativt hurtigt ville blive opdaget og politiet vurdere, at den nyfødte ikke har ligget i særlig lang tid på stedet, før hun blev fundet.
Om det har været hensigten med placeringen, kan politiet tirsdag endnu ikke udtale sig om. Barnet lå i en plastikpose fra supermarkedskæden Netto og var svøbt i en mørkeblå hættetrøje af mærket “Divided” fra H&M i størrelse small og havde et gråt uldtæppe omkring sig. Desuden var hun iført en babyhue af mærket “Joha”. Det skriver TV2.

Læs også: Kemicocktail i mor hæmmer fosterets vækst
Biltema Foundation vil donere 570 millioner til social udvikling
Velgørenhedsfonden Biltema Foundation, der ejes af detailgiganten Biltema, sætter nu 570 millioner kroner af til at støtte social udvikling i både Danmark og udlandet.
Med donationer for i alt 570 millioner danske kroner vil Biltema Foundation støtte velgørende organisationer i de nordiske lande, hvor detailkæden har sin forretning, men også i udviklingslande over hele verden. Med fokus på børn, dyr og miljø skal fonden bidrage til uddannelse, sundhedspleje, forskning og nødhjælp ved katastrofer.
– Jeg er meget stolt af at være en del af en virksomhed, der prioriterer velgørenhed højt. Vi tror på fremtiden og tager derfor et aktivt ansvar for at skabe positiv social udvikling verden over, siger Jacob Møller, der er direktør i Biltema Danmark.
Fonden er allerede nu med til at finansiere forskellige projekter. Det gælder blandt andet:
- Støtte til unge kræftforskere, der studerer immunologi og onkologi og er i starten af deres forskningskarriere
- Støtte til en skole for forældreløse udenfor Manila på Filippinerne
- Uddannelse af sygeplejesker og andre medicinske specialister på Filippinerne, hvor der er stort behov for veluddannet sundhedspersonale
Fonden finansieres af overskuddet i Biltema, og enhver velgørende organisation har mulighed for at ansøge fonden om såvel større som mindre beløb.

Husker du den ikoniske spilfigur? Nu er racer-ræven fra 90’erne tilbage
Det legendariske Crash Bandicoot er genopstået og spilekspert jubler.
Vi husker Pokémon-kortene, der blev pudset og plejet så de var pæne til, hvis en ven skulle komme forbi for at bytte kort. Britney Spears spillede over CD-afspilleren og væggene var klistret til med Backstreet Boys. Og i den digitale afdeling for underholdning var årets hit i 1999 PlayStation-favoritten Crash Bandicoot.
Den skøre ræv var hovedperson i racerspillet ‘Crash Team Racing’, der solgte næsten fem millioner eksemplarer på verdensplan. Nu er et meget langt pit stop på 20 år ved at være forbi. Til sommer bliver det originale ‘Crash Team Racing’ nemlig genudgivet i en opdateret 2019-version under navnet ‘Crash Team Racing Nitro Fueled’.
– Det er det samme spil, men helt nyt. Det bliver gjort på den helt rigtige måde ved at lægge et nyt spil oven på det gamle. Så det er ny grafik, ny styring og opdateret lyd. Det gør, at det ligner og lyder som et spil, der kunne være udgivet i dag, men med det gode, gamle gameplay, vi kender fra 1999, lyder det begejstret fra spilekspert og redaktør på Troldspejlet, Troels Møller.
Det skriver DR.
Læs også: Flere kvinder end mænd gamer