Læs også:

Close
forfatter carolina_setterwall_foto @ Linnea Jonasson Bernholm_ bog lad os håbe på det bedste

Vi får en snak med forfatter Carolina Setterwall

Kultur  | 

Bogen ’Lad os håbe på det bedste’ er forfatter Carolina Setterwalls personlige beretning, der tager sin begyndelse, da hun en morgen finder sin kæreste død i sengen

Der står hun midt i deres småfrustrerede hverdagsliv, med ét slag enke og enlig mor til deres lille søn, Ivan, på otte måneder. Alt dette har vi fået en snak med den svenske forfatter, der har skrevet en meget personlig bog, som har taget Sverige med storm, og nu også er udgivet i Danmark.

lad os håbe på det bedste bog carolina setterwall (Foto: MY DAILY SPACE)
Det er en smuk og fængende bog, Carolina har udgivet. (Foto: MY DAILY SPACE)

Om bogen

I to spor, der krydsklippes, fortæller Carolina historien fra dengang, hun og Aksel mødtes, til den skelsættende morgen, og om månederne efter hans død. Carolina er 30 år og drømmer om at stifte familie, da de mødes første gang. De bliver vildt forelskede, men støder ofte sammen i deres forskellighed. Mens han har brug for tid, presser hun på. Skyldfølelsen rammer hende hårdt midt i sorgen efter hans død, og det samme gør behovet for at huske og forstå Aksel, og alt det, der skete mellem dem i de år, de fik sammen.

Romanen er en lysende beretning om kærlighed, parforhold og sorgens mange ansigter. Om overgangen fra boblende forelskelse til at blive et par, forældre, en familie. Og det er en uforfærdet ransagelse af døden og ikke mindst af livet. Et liv, der trods ihærdig planlægning bestemmer sig for at blive noget helt andet.

Hvad fik dig til at skrive en roman i stedet for en selvbiografi for eksempel?

– For mig var det helt fra starten af indlysende, at det skulle være en roman – og altså fiktion af min beretning. Det beror delvist på, at jeg godt var klar over, at det ville være umuligt at komme med min historie uden at gøre den subjektiv, derfor kan man kalde den en fiktionaliseret beretning, uanset hvor tæt på den ligger på “sandheden” og det er min sandhed eller set udefra. Jeg vælger at belyse forskellige aspekter, men jeg fravælger også IKKE at fortælle om det hele.

– Alt fortælles ud fra en persons perspektiv – og den person er måske ikke heeeeelt klarsynet i store dele af bogen. Dele af fortællingen er set fra hovedpersonens oplevelser i form af fantasier. Men mange dele er ændret af hensyn til mennesker omkring mig. Det er netop derfor, at roman-genren var den helt rigtige for mig at bruge. Men også fordi jeg synes, at min fortælling endnu mere følger fiktionens “love” end biografiens, ja eller skal vi sige virkelighedens verden. Den har en begyndelse, en midte og slutning, ligesom den også har et højdepunkt. At forsøge at stille spørgsmål til mange af de ting, der skete var for mig var i sig selv overvældende.

– Desuden tog jeg under selve skrivningen både scener ud og satte nye ind, som var rene fantasier. Jeg havde på en eller anden måde brug for den frihed til at kunne skrive så tæt på mine egne oplevelser, som det overhovedet var muligt, sjovt nok.

Hvordan opstod tanken om at omsætte din sorg og skyldfølelse til en roman?

– Det var faktisk ikke sorgen eller skyldfølelsen, der i starten gjorde, at jeg gerne ville skrive en roman. Jeg tror, at der fandtes en vilje i mig, der bare ville fortælle den her historie, men også en lyst til at forstå mig selv bedre, og alt det jeg gik igennem. Det jeg i det mindste ville fortælle var den splittede oplevelse af tab og sorg, som jeg havde haft. Javist, der fandtes den “rene” sorg i form af tårer, savn, apati og meningsløshed, men der fandtes også mange dele, som jeg ikke lige var klar over også hørte sammen med sorgen, som vrede, misundelse, skyldfølelserne, samt bitterheden. Jeg ville forsøge at åbne for det hele, og måske være så heldig, at få nogen af de sørgende, der går rundt derude til at finde sig selv igen og føle sig mindre ensomme. Men også at vise de mennesker, der ikke har gået igennem noget så traumatisk og voldsomt, hvordan det kan føles “indefra”. Mange af følelserne, som jeg skriver om, snakkede jeg jo netop ikke selv med min omgivelser om før, det her skete (andet end måske i et terapi-rum), så jeg er meget opmærksom på, at det kan synes at være afslørende helt ind til benet og en meget “nøgen historie”, men samtidig tror jeg også på, at der findes en mening i at vise os som de mennesker, vi nu engang er, som ikke perfekte og undertiden måske også lidt smålige mennesker. Det må vi også kunne klare at være.

forfatter carolina_setterwall_foto @ Linnea Jonasson Bernholm_ bog lad os håbe på det bedste
Det har krævet meget af Carolina at skrive denne bog. (Foto: Linnea Jonasson Bernholm)

Det her er din debut. Har du anden erfaring med at skrive?

– Jeg har nok reelt skrevet hele mit liv. Men ikke litterært udover det jeg har lavet i min rolle som freelance journalist og kommunikatør. Jeg ved ikke, hvor mange nyhedsbreve, pressemeddelelser og artikler, jeg har produceret, men det er rigtig mange. Men at skrive om og for mig selv, det havde jeg ikke den store erfaring i. Jeg måtte ganske enkelt lære det under hele processen. Stille og roligt.

– Men det at skrive så lang en roman var ærligt noget af en udfordring og anstrengelse. Jeg var jo vant til at skrive korte tekster og konstant at få feedback på dette. Men sådan fungerer en roman bare ikke. Det er også klart et mere ensomt og selvstændigt arbejde, hvilket også gør, at man indimellem kan tvivle. Undervejs var der skam flere gange, hvor jeg bare havde lyst til at lægge alt væk eller smide det i papirkurven. Men der var det godt, at jeg havde både en forlægger og redaktør, der kunne få mig på rette køl igen. De har også været meget vigtige for mig, for de var gode til at se helheden, når jeg selv fortabte mig i detaljerne.

Hvordan har du brugt din erfaring med at skrive romanen?

– Jeg har for det første fået en utrolig stor respekt for det at skrive bøger. Hvilke helte de er sådan nogen forfattere. Og hvilken tålmodighed de besidder! Og stædighed. Efterfølgende har jeg besluttet mig for at stoppe med at arbejde med kommunikation, og jeg forsøger nu at at gøre det samme igen – nemlig at arbejde med to manuskripter, hvor jeg så bare håber på, at noget af det kan blive til en ny roman eller to om nogle år.

Hvordan var processen med at skrive om din sorg og skyldfølelse for dig? Gav det en forløsning eller holdt det dig fast i sorgen og skyldfølelsen?

– Jeg ved det faktisk ikke rigtigt. Det er svært at lukke en sådan ting. Men også at sige, hvad der er skyld i hvad. For samtidig med at jeg skrev, så gik tiden jo også. Og tid er bare magisk, når det kommer til at læge et sår – som man siger. Også selvom såret er så dybt. Men der skete også det, at mens jeg skrev, kom oplevelsen jo også lidt på afstand, også selvom jeg sad og skrev om det. Og så var jeg jo samtidig også alenemor til en lille søn med alt, hvad det nu indebærer, og med tiden lettede skyldfølelsen også. Jeg ved ikke, om man kan kalde det en forløsning, men jeg tror bestemt ikke, at det har skadet at skrive bogen. Jeg tror, den nok hjalp. Men tid og terapi er også vigtige elementer i det at blive et helt jeg igen – at blive “healet” som menneske, så man kan komme videre.

Hvad tænkte du, da du havde skrevet bogen færdig?

– Hjæææælp! Hvad skete der lige her? Er der mon nogen, der gider eje den bog – eller overhovedet gider læse den? Og måske også vigtigt, kommer der til at være nogen, der får noget ud af at læse den her bog, eller vil folk bare synes, den er ligegyldig?

– Hvad har jeg dog gjort? Ja, sådan nogenlunde fløj tankerne igennem mit hoved. Og så følte jeg en stor tomhed, da det sidste punktum var sat. For hvad skulle jeg nu bruge al min tid – også aftener og nætter på? Faktisk så tror jeg, når jeg tænker tilbage, at jeg fik et tilbagefald og blev lidt deprimeret, da bogen var færdig og jo reelt havde “nået mit mål”.

Hvordan har din familie og dine venner reageret på romanen?

– Generelt har de reageret rigtig fint og været både opmuntrende og støttende. Jeg kan også mærke, at de er rigtig stolte over mig og synes, det er en fin måde, jeg skildrer den proces, jeg har været igennem, men som de jo også har været en del af personligt. Dermed ikke sagt, at det ikke har været vildt hårdt for mange af dem at læse og forholde sig til bogen.

– En sorgproces er jo forskellig for den enkelte person – fra den ene til den anden, og det handler jo om et tab af en person, der også var en far, en bror, en søn og kæreste. For de har selvfølgelig haft forskellige og miksede følelser også i forhold til at det netop kun er min version, der bliver “offentlig”.

Var dette en enkelt roman fra din hånd, eller har du tanker om at skrive flere efter denne?

– I dag skriver jeg faktisk på to manuskripter. Skønbøger begge to, og faktisk i endnu større udstrækning end tidligere. Jeg tør ikke sige hvad og hvornår, de bliver til noget, men at give skrivningen en ærlig chance, er jeg helt sikker på at jeg vil gøre.

forfatter carolina_setterwall_foto @ Linnea Jonasson Bernholm_ bog lad os håbe på det bedste
En voldsom begivenhed gjorde Carolina til forfatter. (Foto: Linnea Jonasson Bernholm)

Når jeg skriver er min største last …

– At holde mig væk fra alt andet, der kan tage min tid og opmærksomhed fra at skrive. Der findes dage, hvor jeg virkelig hader ALT, jeg skriver. Så kan jeg mærke, hvordan mine fingre helt af sig selv åbner faner eller sider på de sociale medier. Bare sådan for at slippe for at skrive … 😉

– Jeg hopper ind i en kommentartråd med noget, der ellers slet ikke optager mig normalt. Haha. Som eksempel hvordan man får sin to-årige til at sove selv (i en forældregruppe på Facebook). Pludselig har jeg MASSER af gode råd, som jeg virkelig bare må dele ud af. Også selvom jeg aldrig har haft en to-årig der kunne sove selv. Med andre ord – jeg udsætter og undviger på det groveste. Desværre.

bagside bog carolina setterwall (Foto: MY DAILY SPACE)
Her kan man læse lidt mere om Carolinas tanker og bogens handling. (Foto: MY DAILY SPACE)

Mit store idol er …

– Åh, det er svært. Mine litterære forbilleder er forfattere, som skriver enkelt og med ganske få ord, men som trods dette siger en masse mellem linjerne. Det elsker jeg. Det gør Bodil Malmsten for eksempel.

Jeg drømmer om…

– Flere timer i døgnet.

– Men jeg drømmer også om at være en nærværende forælder. Mig selv med plads til mig selv, hvor jeg også kan fastholde mine egne interesser som for eksempel ridning. Men også mine sociale relationer. Alt sammen hvor jeg både arbejder og er småbørnsforælder, hvilket jo ikke er nogen nem opgave. Og det er stadig ikke lykkedes mig at knække den kode – så jeg tager gerne mod gode tips 🙂

forfatter carolina_setterwall_foto @ Linnea Jonasson Bernholm_ bog lad os håbe på det bedste
Vi har fået en snak med Carolina Setterwall. (Foto: Linnea Jonasson Bernholm)

 

forfatter carolina_setterwall_foto @ Linnea Jonasson Bernholm_ bog lad os håbe på det bedste
Sådan ser bogen ud. (Foto: PR)
”Den sidste gang, jeg siger godnat til dig, ved jeg ikke, det er sidste gang. Hvis jeg havde vidst det, havde jeg nok lagt mere energi i afskeden. I stedet siger jeg, at jeg tror, jeg vil gå ind og lægge mig hos Ivan. Du protesterer ikke. Stadig med blikket rettet mod computeren lader du mig gå, og jeg går, for allersidste gang går jeg fra dig. Jeg tror, at vi ses i morgen tidlig. Det gør vi ikke. Vi ses aldrig mere.”
– uddrag fra bogen

 

Læs også: 

Sådan lærte jeg at elske mit uperfekte jeg

Dagbogen har været et af de vigtigste værktøjer i Stefanies søgen på selvindsigt. (Foto: VisualHunt)

· Mere fra samme kategori ·