Læs også:

Close

Del 2: Forholdet

Mit liv  | 

Ligegyldighed, lavt eller intet selvværd og en ødelagt dømmekraft er alle begreber og følelser, der er fælles for dem, der har levet med psykisk vold i en nær relation. Fælles er også de følelser og de reaktioner, man kan risikere at leve med i mange år fremover. Til gengæld kan der være stor forskel i de konkrete handlinger, der ligger til grund. Læs med og hør hvordan

LONGREAD

Inden jeg overhovedet gik i gang med indlæggene, diskuterede jeg længe med sig selv, om jeg overhovedet skulle skrive dem. For jeg har det faktisk rigtigt godt og er stærkere og lykkeligere end nogensinde før og har aldrig følt mig som et offer, så jeg er egentlig langt hen ad vejen færdig med at tæske rundt i negative følelser og især færdig at spilde energi og tid på at tænke på min eks.

Men jeg besluttede mig for at skrive dem, fordi debatten om psykisk vold er kronisk relevant og aktuel, og fordi debatten om at straffe psykisk vold igen er dukket op – nu med et forslag fra vores justitsminister. Og som jeg sluttede af med i del 1, så er det derfor vigtigt at få italesat, hvordan psykisk vold kommer til udtryk, så vi kan definere, hvad det er og forholde os til det menneskeligt og juridisk.

Var det mig, der var noget galt med? (Foto: Anemone123 / Pixabay)

Tvivl om min egen situation

Den debat har som før, desværre, vækket nogle tanker i mig, som jeg levede med både under og efter forholdet. Følelser af skyld og tvivl. Hvad skete der egentlig? Var jeg mere sårbar, da jeg mødte ham? Kan hans gerninger virkelig kategoriseres som psykisk vold? Var det i virkeligheden bare mig, der ikke evnede at sige fra? Tvivl om mig selv og min berettigelse.

En ”nedkogt” version af min historie

Jeg mødte ham i sommeren 2012, og der gik ikke lang tid, før vi blev kærester. Fra starten kunne jeg godt mærke, at noget var ”off”, men jeg tolkede det som usikkerhed og havde snak med ham om, at han sagtens kunne være usikker sammen med mig. Det kunne jeg godt bære, og sammen skulle vi nok finde ud af det. Og ellers var han jo en sød og charmerende fyr, som jeg gerne ville give en chance.

Skænderier er vel blot normalt i et forhold, ikke..? (Foto: Geralt / Pixabay)

Mærkelige diskussioner i starten

Vi diskuterede med mellemrum, som man jo gør i forhold, og de diskussioner vi havde, tolkede jeg som normale, for vi havde jo ikke været sammen så længe, og vi var stadig ved at lære hinanden at kende. Nogle af dem handlede om hans kontrol i køkkenet, hvilket jeg i starten konfronterede ham med og sagde, at så gad jeg da ikke lave mad sammen med ham.

På et tidspunkt blev han rigtigt gal på mig, fordi jeg ikke brød mig om Adele. Om jeg da ikke objektivt kunne se, at hun var en dygtig kunstner, hvortil jeg svarede, at jo, det kunne jeg godt, men at hendes musik ikke lige var mig, fordi jeg er mere til rock. Så skred han og smækkede døren efter sig i ren galde. Jeg var et stort spørgsmålstegn.

Tre slørede år

De tre år med ham er delvist slørede, for der skete virkelig meget, og min hjerne var grød. Flere skænderier varede flere dage, og jeg kan ikke huske, hvad de alle sammen handlede om. Jeg kan bare huske, det altid endte med, at jeg græd og undskyldte. Men …

Når man ikke længere kan tænke rationelt. (Foto: Counselling / Pixabay)

Misforståelser og skyldfølelse

Ud på foråret 2013 havde vi et skænderi, der handlede om en kæresteaften. Min version var, at jeg spurgte, om vi havde planer om at være hjemme fredag aften, men han tolkede det som en fast aftale.

Så da jeg efter en megasjov dag med en veninde ringede hjem og spurgte, om det var ok med ham, hvis jeg fortsatte aftenen med hende og rødvin, sagde han ja, men blev åbenbart voldsomt såret og ked af det og beskyldte mig for at svigte ham og for ikke at ville ham, hvorfor han lå på min sofa og græd og havde tømt det meste af en flaske whisky… opdagede jeg senere.

Jeg undskyldte. For selvfølgelig ville jeg ham da. Men vi havde vel bare talt forbi hinanden, og det var altså ok at holde mig op på, hvis vi faktisk havde en aftale. Jeg holdt sidenhen alle vores fluffy ”aftaler”, selvom han så besluttede sig for at lave noget andet.

Så vidt jeg husker, blev det startskuddet for ham til at tale til min samvittighed med argumentet ”Jeg elsker dig og er så bange for at miste dig, derfor reagerer jeg sådan her!”

“Jeg bliver sådan her, fordi jeg er så bange for at miste dig!” (Foto: rebcenter-moscow / Pixabay)

Kondomepisoden

Én af de værste episoder varede flere dage og startede en aften, hvor vi lå i soveværelset og var frisky, men ikke havde flere kondomer. ”Jeg har et i inderlommen på mit jakkesæt,” sagde han. Min friskyness stoppede brat. For den eneste gang han havde haft det jakkesæt på, var til en medarbejderfest på det værtshus, hvor han arbejdede. Og hvor jeg i øvrigt ikke var med!

Jeg spurgte ham, hvorfor han havde haft kondom med til en fest, hvor jeg ikke var med. ”Hvad nu hvis nogen stod og manglede? Jeg har altid kondomer med, har du ikke?” ”Jo,” svarede jeg ham. ”Hvis jeg er single og er i byen eller er i et forhold og skal på tur!! Er du godt klar over, hvilket signal det sender til mig, det der?” spurgte jeg ham. Og så brød helvede løs.

My own damn fault

Om det da ikke var bedre at have beskyttelse med, hvis han nu pludselig var sammen med en anden, og om jeg da overhovedet ikke havde nogen tillid til ham? Og om jeg godt vidste, at jeg var besværlig at leve sammen med? Og hvad der ellers ikke var galt med mig.

Har du kondomer med til fest, når du har en kæreste, som ikke er med til festen, fordi det kunne jo være, at nogen manglede..? (Foto: 3342 / Pixabay)

Venindens kæreste grinte af mig

Dagen efter sms’ede jeg med en veninde, for jeg var fuldstændig brændt sammen inde i hovedet og var dybt ulykkelig. Jeg kunne ikke tænke, jeg forstod ikke, hvorfor det hele pludselig var min skyld og fortalte om hans undskyldninger for at have det skide kondom med. ”Kæresten sidder og griner af dig,” husker jeg, hun skrev.

Jeg blev tosset. For hvorfor læste hun egentlig mine private beskeder højt? Jeg blev selvfølgelig sur, fordi jeg inderst inde godt forstod absurditeten og vidste, det var ham, der var galt på den, men var så flov over, at jeg havde endt med at tage skylden.

Nedgørelse

Han gjorde mig til grin og nedgjorde mig over for alle – blandt andet med mine egne usikkerheder, selvom jeg gentagne gange bad ham lade være. For ham var jeg bare nærtagende. Han skiftede nærmest personlighed alt afhængig af, hvilke mennesker han var sammen med. Det var meget tydeligt, at hans usikkerhed gjorde, at han gerne bare ville passe ind, og ofte betød det, at han blev yderst ubehagelig over for mig og gjorde sig bemærket på min bekostning.

Konstant nedgørelse gør én til et forsvarsløst barn… (Foto: Geralt / Pixabay)

Mine drømme var ligegyldige

Jeg kunne ikke tillade mig at drømme, fik jeg at vide en dag, hvor jeg havde kigget på noget nipsværk i Søstrene Grene, for det havde vi ikke råd til. Et kvarter senere købte han et jakkesæt, der ikke var helt billigt, med argumentet om, at det havde han jo brug for.

Køkkentyranni

Hvis ikke gulerødderne blev skåret i kvadratiske tern, som jeg tydeligvis burde have tankelæst, så var jeg bare en idiot. “NEJ!!!”, kunne han råbe ad mig, som var jeg en hund, der gjorde noget forkert. Hvis ikke der både kom smør og olie på panden, inden vi skulle stege kød, så havde jeg ødelagt hele måltidet.

Jeg havde virkelig ikke lyst til at være i køkkenet sammen med ham, men jeg turde heller ikke ikke at være der, for så blev jeg bare beskyldt for at være doven eller ligeglad med, at han sørgede for, at jeg fik noget at spise.

Hvis ikke grøntsagerne var skåret i den korrekte størrelse, var måltidet ødelagt. (Foto: congerdesign / Pixabay)

Kunne du ikke bare have slået mig?

Nogle gange hævede han hånden i en ”jeg klapper dig én på hovedet-gestus”. Han slog mig aldrig, men truslen i sig selv var nok, til at jeg krympede og gjorde honnør.

Jeg bad ham flere gange lade være, hvortil han svarede, at det jo bare var for sjov, og om jeg virkelig troede, at han ville gøre det. Mit svar var altid, at jeg ikke fandt det synderligt morsomt, og at jeg heller ikke forstod, hvordan han overhovedet kunne tænke, at den gestus kunne opfattes som ”for sjov”. Men så var jeg bare sur og humorforladt.

Jeg var åbenbart humorforladt, når jeg ikke syntes, at trusler om vold var god humor… (Foto: PublicDomainPictures / Pixabay)

Der er forskel på folk

Jeg skulle overholde mine aftaler, men det behøvede han åbenbart ikke. Gentagne gange bad jeg ham respektere mit ønske om lige at give lyd, hvis han kom senere hjem fra arbejde end forventet, men gang på gang måtte jeg alligevel ringe til ham langt op ad formiddagen for at høre, hvor han blev af. Han mente ikke, jeg skulle blande mig i, hvornår han kom hjem.

Han blev sygeligt fornærmet, når jeg læste til eksamen og beskyldte mig for ikke at ville ham nok, når jeg brugte så meget tid på at læse. Da han selv begyndte på uddannelse, lå han ironisk nok altid i sengen, når jeg kom hjem fra arbejde, fordi han godt ville slappe af efter en hård dag i skolen og lavede altid lektier i sidste øjeblik, hvorfor han ikke havde tid til mig. Men skolen var jo vigtig!

Dagligdagsting

Jeg havde få, men rimelige krav. Som for eksempel: ”Vi roder begge to, så vi er også to om at rydde op. End of discussion!” Men selv disse blev konsekvent overhørt. Jeg var jo bare sippet.

En million gange bad jeg ham stille beskidte tallerkener i opvaskeren, lade være med at bruge vores spisebord som garderobe, smide indtørrede osteskriver i skraldespanden i stedet for at lade dem flyde på køkkenbordet, smide sine afklippede Sunlolly-toppe i skraldespanden, skylle stempelkanden, lægge sit tøj til vask, hvis han ville have det vasket, fjerne sine afklippede skægstubbe fra håndvasken, lade være med at tørre spejlet af med sine hænder, så jeg ikke skulle pudse det hele tiden osv. osv.

Hvor går grænsen mellem hverdagsforglemmelser og mangel på respekt? (Foto: Hans / Pixabay)

”Der går jo ikke noget af dig…!”

Hans undskyldning var bare, at han altså gjorde tingene i sit eget tempo, og at det måtte jeg leve med. En enkelt gang forsøgte jeg at lade alle hans tallerkner stå i 14 dage, hvor end i lejligheden han havde sat dem, og jeg nøjedes med at vaske mine egne ting op.

Han flegnede skråt og kaldte mig for smålig og millimeterretfærdighedsagtig, når jeg nu ikke gad tage hans tallerken med, når jeg alligevel gik forbi eller vaskede mine egne op, for hvad ville der egentlig gå af mig for at gøre det?

Så den kamp tabte jeg også.

Vil du have, jeg skal være sammen med en anden?

Han truede ofte med at være sammen med andre. For jeg ville ham åbenbart ikke nok og kunne ikke acceptere hans måde at være på, når jeg konfronterede ham med stort som småt.

Se mig

Da jeg styrtede på min cykel for en fem års siden og mistede en fortand og fik hjernerystelse, gjorde han meget ud af at fortælle folk, hvordan han havde taget hele situationen med en nærmest stoisk ro. Fordi, se lige mig være en helt.

Da økonomien blev rodet ind i det

Han straffede mig økonomisk, da vi gik fra hinanden. Vi havde en klar aftale om, at han selvfølgelig skulle være med til at betale udflytningsomkostninger, da jeg faktisk havde betalt hele indskuddet på 40.000 kroner til vores lejlighed.

Efter et meget, meget grimt og ubehageligt skænderi besluttede han sig for, at jeg var en idiot, og at jeg ikke havde ret til de penge. Jeg kunne godt have hevet ham i retten på det grundlag. Men jeg var arbejdsløs på det tidspunkt og havde ikke penge til advokatsalær.

Han følte sig berettiget til at efterlade mig med et lån på 40.000 kroner, fordi han syntes, at jeg var en idiot. (Foto: jarmoluk / Pixabay)

Når det unormale bliver normalt

Skænderier, diskussioner og forventningsafstemninger i forhold er ganske normalt og menneskeligt, ja! Og normalt indrettede mennesker kan for det meste godt se fornuften i de forbedringsforslag, der præsenteres i forholdet, og som derefter forsøger at ændre sine dårlige vaner.

Det skete ikke her! Jeg blev negligeret, og mine ønsker og følelser var pisseligegyldige. Konstant blev jeg ydmyget, nedgjort, gjort til den lille, talt grimt til og manipuleret. Hver. Evig. Eneste. Dag!

Ingen af hverdagstingene ændrede sig, fordi det i virkeligheden handlede om hans totale fravær af respekt for mig. Hans ligegyldighed over for mig og hans ret til at gøre hvad han ville.

Men det blev hverdag, og jeg levede med det.

Manipulation

Hver gang jeg forsøgte at konfrontere ham med noget, blev mine ord vendt direkte imod mig, og jeg hørte tit sætningen ”du gør mig så bange, når du skælder mig ud og, og jeg frygter, du vil forlade mig, og så bliver jeg sådan her.” Om og om igen undskyldte jeg. Selvom skylden ikke lå på mig. Jeg kunne ikke tænke hele, logiske og sammenhængende tanker, når konfrontationerne blev vendt mod mig. Mit forsvar og min evne til at formulere en sætning smuldrede.

Forsvarsmekanismen og konfrontationsevnerne forsvandt… (Foto: Free-Photos / Pixabay)

Frustrationer

En enkelt gang fyrede jeg vores trådløse tastatur igennem stuen i et skænderi i ren frustration. Jeg kunne ikke sætte ord på frustrationen på grund af ham og hans manipulation. At jeg ikke kunne tænke klart til at forsvare mig selv og sætte ham på plads. Der var fuldstændigt kaos inde i mit hoved, og jeg blev udadreagerende i stedet for.

Jeg var ligegyldig for ham

Nok sagde han undskyld for en masse, men hans opførsel afspejlede det aldrig. Han havde ingen respekt for mig, mine følelser eller mine ønsker. Nada. Jeg var fuldstændigt ligegyldig i hans verden, og han havde ikke evner til at tage ansvar for sine egne handlinger og forstod ej heller, når jeg en sjælden gang i mellem kvindede mig op og fortalte ham, hvad han opførsel gjorde ved mig rent mentalt.

Én eneste gang havde jeg succes med at sige ”jeg bliver faktisk ked af det, når du gør sådan og sådan.” Der undskyldte han, og den grimme tendens stoppede… for en stund i hvert fald. Efterfølgende blev jeg mødt af ”du skal ikke guilt-trippe mig. Jeg gider ikke det pis, og det virker ikke.”

Tyranniet fortsatte.

Det konstante psykiske tyranni er som at drukne… (Foto: tombud / Pixabay)

Da jeg tog skylden for at redde forholdet

På et tidspunkt fik han mig overbevist om, at jeg var syg i hovedet og trængte til hjælp. Så jeg begyndte hos en psykolog. Samtalerne med hende fortryder jeg overhovedet ikke, for jeg havde – hånden på hjertet – nogle issues hjemmefra, som jeg i rigtigt mange år havde tænkt på at få bearbejdet, fordi de altid har været en hæmsko for mig. For eksempel angsten for den reaktion der kommer, hvis jeg konfronterer nogen med noget. Den var god nok og hjalp ikke synderligt i forholdet.

Så heldigvis hjalp psykologen mig til at få tændt den lille gnist, der fik mig til at stille spørgsmålstegn og få struktur på virvaret i mit hoved.

Men præmissen for at starte hos hende var jo fuldstændig fucked. Jeg var overbevist om, at han havde ret, og at hvis jeg fik styr på mig selv, så kunne jeg redde forholdet.

Hvis jeg fik styr på min syge hjerne, kunne jeg redde forholdet! (Foto: johnhain / Pixabay)

Turde ikke se familie og venner i øjnene

Familie og venner kunne ikke kende mig og min person det meste af forholdet igennem. Jeg bortforklarede det ofte med, at jeg jo blot var blevet ældre, og at der jo bare følger nogle forpligtelser med, når man er i et fast forhold. Travlt på studiet og mit arbejde. Min sygdom. Alle mulige dårlige undskyldninger, som ellers ikke er noget, der ligger til mig at bruge.

Jeg isolerede mig ofte fra mine venner, for jeg kunne ikke overskue at skulle se dem i øjnene, for jeg var flov over, hvad der skete derhjemme, og jeg ville ikke have, at de opdagede det. De fleste af dem kunne dog godt mærke, at noget var galt, så min taktik blev at lyve. Og jeg vidste det. Jeg løj, så det drev. Undskyldte hans dårlige opførsel. Over for dem. Over for mig selv. Igen og igen og igen.

Lyver du også for dig selv, dine venner og din familie..? (Foto: Geralt / Pixabay)

Ingenting tilbage

Jeg kunne heller ikke kende mig selv. Elendigt er ikke dækkende nok for, hvordan jeg havde det. Jeg var ingenting og kørte på rent overlevelsesinstinkt for at komme ud af sengen om morgenen.  “Det skal nok blive bedre.” “Det er bare en fase.” “Han har det også svært for tiden.”

Hele min person var pillet fra hinanden, og mine dage drejede sig om at holde ham i godt humør, bukke og skrabe og skære gulerødderne i den korrekte størrelse, så jeg ikke endnu engang var tvunget til at ydmyge mig selv ved at græde og undskylde for hans handlinger.

Når ens inderste opløses og forsvinder…(Foto: ShiftGraphiX / Pixabay)

Tomhed og afmagt

Jeg var udkørt. Drænet for glæde, overskud, mod, selvværd, dømmekraft og styrke. Det eneste jeg rummede, ud over tomhed, var afmagt. Jeg kunne ikke tænke sammenhængende, analyserende og logiske tanker. Jeg kunne ikke mærke mig selv. Men jeg valgte at ignorere det, selvom noget inden i mig skreg, at det hele var så himmelråbende fucked up. Jeg elskede ham jo. Men jeg levede i et mareridt, jeg ikke ville erkende, og som jeg ikke kunne vågne fra.

Mærk efter!

Hvis du stadig tænker, at det virker banalt, og at det blot var mig, der ikke var i stand til at sige fra, så prøv at forestille dig, at du hver dag skal bede din kæreste om at stille sine sko ud i entreen i stedet for midt i stuen, men at dit ønske aldrig bliver imødekommet…

Når det sker hver dag i flere år, og det ikke kun er sko, men alle elementer i hverdagen, og det ikke dig, der er urimelig, eller din partner, der blot er et rodehoved, så er du nødt til at overveje, om de underliggende årsager til ikke at imødekomme dine ønsker faktisk handler om noget helt andet.

Handler det i virkeligheden om mangel på respekt for dig og dine følelser og ønsker? Og hvordan har du det overhovedet i forholdet?

Føler du dig ligegyldig, ude af stand til at tænke og dybt ulykkelig uden rigtigt at kunne definere hvorfor?

Jeg siger ikke, det nødvendigvis er psykisk vold.

Men det lyder usundt, uholdbart, uligeværdigt og særdeles på tide at komme ud af!

 

Læs også:

Del 1: Efterdønninger

· Mere fra samme kategori ·