Læs også:

Close
hygge i stol

Redaktionen: Det skal vi hygge med i weekenden

Mit liv  | 

Det er weekend – det er tid til afslapning. Men hvad skal man lave? Altså ud over at slappe af. Her får du redaktionens bud på, hvad deres weekend skal fyldes med

Carina

Kreativt nytårsforsæt

Jeg er egentlig ikke den store fan af nytårsforsæt, men i år har jeg alligevel indgået en aftale med mig selv: Jeg skal være mere kreativ. Jeg har altid elsket at tegne, male, sy og småpusle med krea-ting, men de sidste par år har både motivation og inspiration været på et minimum, og det er kun blevet til et par hurtige skitser og en fesen juledekoration.

Men pludselig er lysten kommet tilbage, og mit hoved bobler af alle mulige ideer. Jeg har fundet alt mit tegne – og malegrej frem, og vil derfor bruge min weekend på at male, mens jeg hører (høj) rockmusik, og drikker kaffe. Om det ender med et mesterværk vides ikke, men det er i hvert fald en hyggelig – og for mig afslappende – måde at tilbringe en weekend.

kreativ, creative, male, tegne, painting, drawing, masterpiece
Kaffe og yndlingsmusik – så er man klar til at være kreativ (Foto: Pixabay.com)

Jeg skal ligge i marengs med Elena Ferrante

Jeg har fået en ny dyne i julegave af min kæreste. Og sengesæt i egyptisk bomuld! Jeg elsker den dyne, næsten ligeså højt som jeg elsker min kæreste. Den er én stor lækkerhvid luftig marengs, som lægger sig dejligt blødt ovenpå én, og holder en dejlig varm. Og så er det den slags dyne, som bliver liggende, lige meget hvor meget du vender dig om natten. Jeg er vild med den!

Den skal jeg putte mig under, mens jeg læser Elena Ferrantes “Napoli-bøger”. Jeg har binget serien “Min geniale veninde” på HBO, og det gik for mig, at jeg aldrig har fået læst bøgerne, selvom de er nogle år gamle. Jeg har derfor anskaffet mig alle fire bøger, og jeg skal bruge det meste af min søndag i en hvid egyptisk bomuldssky med vidunderlig italiensk litteratur, der helt klart kan anbefales.

Elena Ferrante, C&K Forlag, Politikens Forlag, Napoli-romanerne, bog, bøger, books, dyne, candyfloss, egyptisk bomuld
Candyfloss-dyne, Elena Ferrante, og en kop kaffe. Så er søndagshyggen klar. (Foto: Carina Christiansen)

Camilla

Bryllupsmesse i Forum

Min kæreste friede til mig på vores ferie til New York i december. Så på lørdag skal vi til bryllupsmesse med et af vores vennepar, der skal giftes til sommer. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Både fordi vi skal ind og se på alle de smukke brudekjoler, inspiration til bordpynt, smage på forslag til menuen og bryllupskagen og møde en masse fotografer. Men også fordi det er en lille drøm, alle vi piger har gået med i maven siden vi var små.

Min kæreste og jeg har ikke sat en fast dato endnu, men vi er sikre på, at bryllupsmessen vil give os en masse inspiration. Om ikke andet, så bliver det en sindssyg hyggelig dag i kærlighedens tegn. Jeg glæder mig i hvert fald rigtig meget til at blive inspireret og forelsket i alle mulighederne.

bryllup, forlovet, bryllupsmesse, inspiration, booking, hygge, venner,
Jeg glæder mig så meget til at se boderne fra blandet andet Nicolai Brudekjoler, Kagekompagniet, Myselfie, Vibholm og mange flere. (Foto: Pexels)

Afslapning med verdens bedste krimi

Jeg har en travl weekend foran mig. Lørdag står på bryllupsmesse efterfulgt af middag hos mine forældre, og søndag skal jeg arbejde. Men når jeg har en ledig time, kaster jeg mig over min yndlings krimiserie, skrevet af forfatteren Julie Haastrup. I serien følger man politiassistent Rebekka Holm, der arbejder på den ene rædselsvækkende sag efter den.

Udover at sagerne er hårrejsende og forfærdelige, så er Hastrup også mester til at give et indblik i Holms hverdag, der er så nemt at relatere til, og derfor er bøgerne bare så opslugende. Jeg fik bogen af en kollega for nylig, og jeg kæmper virkelig med at lægge den fra mig. Hvis man er vild med krimi, og ikke har givet sig i kast med Rebekka Holm serien endnu, så er det en klar anbefaling herfra.

julie hastrup bog forfatter blodspor rebekka holm (Foto: MY DAILY SPACE)
Blodspor er den sidste nye krimi i serien om Rebekka Holm. Og den er ligesom de andre fuldstændig opslugende. (Foto: MY DAILY SPACE)

Maria

Oprydningsamok med Marie Kondo

Ligesom mange andre, så har jeg også binge-watchet hele første sæson af “Tidying Up with Marie Kondo” som næsten lige er kommet på Netflix. Marie Kondo er professionel oprydder og har skrevet flere bøger om oprydning og organisering i boligen. Og efter jeg har set første sæson, så kribler det i mine fingre! Jeg vil rydde op i alt og købe små og store æsker, så jeg kan få styr på alle mine ting og sager, og sige farvel og tak til de ting, som jeg i sidste ende egentlig ikke behøver.

Udover at være mega inspirerende, så er Marie Kondo også bare så sød. For mig var det nærmest beroligende at ligge og se et afsnit inden jeg gik i seng. Ja ja, det er måske lidt underligt … Men hvis du ikke har fået set “Tidying Up with Marie Kondo” endnu, så er det bare i gang.

Marie Kondo
Ligesom mange andre, så har jeg også binge-watchet hele første sæson af “Tidying Up with Marie Kondo” som næsten lige er kommet på Netflix. (Foto: Denise Crew/Netflix)

I min kreative boble

Når jeg engang er færdig med at rydde op i alt mit grej, så kan jeg godt lide at være lidt kreativ. Jeg elsker at klippe fine billeder ud fra diverse magasiner og samle dem i en collage. Så har jeg tilsidst nærmest et helt moodboard, og sådan noget er jeg kæmpe fan af. Jeg slapper fuldstændig af, når jeg sidder med det og lukker mig inde i min egen lille boble. Og udover, at det er hyggeligt, så plejer resultatet også at blive ret fint.

Collage, kreativ
Så skal der klippe-klistres! (Foto: MY DAILY SPACE)

Tina

Mandala

Weekend for mig er lig med hygge – afslapning og også lidt arbejde. Der er ikke mange weekender, hvor jeg ikke for sneget lidt arbejde ind. Men heldigvis elsker jeg jo mit job. Men i denne weekend har jeg bestemt mig for at sidde og lave lidt Mandala. Jeg elsker farver – og her kan jeg gå farveamok. Hovedet tømmes og jeg tænker på ingenting udover farverne. En god kande te – en sofa (og måske en dyne) og en Mandala-bog så hygger jeg.

mandala tegne farve hygge
Mandala er hyggeligt at lave. (Foto: MY DAILY SPACE)

Binge-læse en bog

Det er der sikkert ikke noget der hedder. Men jeg har tænkt mig at gå amok og læse hele den nye bog skrevet af Stina Jackson, som jeg netop har købt. Så nu har jeg både opfundet et nyt ord og tænkt mig at gå læseamok. Jeg eeeeelsker bøger – har gjort det hele mit liv. Jeg startede med at arbejde på skolebibliotek, da jeg gik i 4. klasse og var 10 år.

Bogen hedder Sommermørke og er en debutroman af svenske Stina Jackson. Jeg har hørt rigtig meget godt om den. Elsker et godt gys og en god krimi, og denne her lyder rigtig lovende. Den foregår i de dybe nordlandske skove, hvor Lelle kører rundt og leder efter sin forsvundne teenagerdatter – og det har han så gjort i hele tre år. Hun forsvandt bare en dag, hvor hun stod og ventede ved bussen. I den lille by flytter Meja og hendes mor ind en dag. En dag i efteråret forsvinder endnu en pige … Og så vil jeg ikke sige mere.

Jeg har faktisk læst de første 30 sider, og jeg er allerede hooked. Bogen har solgt over 130.000 eksemplarer i Sverige – jeg tror også den kommer til at gå strygende her. Hun kommer i øvrigt også på Krimimessen i Horsens i april.

sommermørke bog stina jackson

Bogen kan købes på saxo.com

Pernille

Tid til leg og selvforkælelse

En helt klar favorit-weekend for mig er at have tid til at gå ud og tage nogle billeder af street-art og graffiti. Ultimativt sker det samtidig med, at jeg bliver blæst igennem og kan se vidt og bredt. Det fungerer rigtig godt på Islands Brygge. Her er det bedst at vælge dage, hvor solen ikke skinner hele tiden, så der ikke er helt pakket med mennesker. Det giver mig den ultimative pause.

Hygge på Absalon

Når jeg går tur, så bliver jeg sulten, og jeg vil også have en kop te at varme mig på. Så derfor runder jeg et af mine absolutte yndlingssteder på Vesterbro, ‘Absalon – din udvidede dagligstue’. Det er et folkehus på Vesterbro, som jeg bruger til alt muligt. Jeg arbejder der, jeg spiller bordtennis, jeg spiller brætspil, jeg spiser aftensmad, jeg holder fødselsdag, jeg holder julefrokost, jeg går til hula-hoop, jeg går til tema-banko, jeg går til foredrag – jeg sidder og varmer mig over en kop te, mens jeg spiser en bolle med ost.

 

Læs også: Januarfund: Så er der skønhedsnyheder til dig 

· Mere fra samme kategori ·