
NEWS: Flere butikker skjulte tobakken: 20 millioner færre solgte cigaretter
Flere butikker skjulte tobakken: 20 millioner færre solgte cigaretter · Danskernes nytårsfortsæt giver salgsboom i fitnessudstyr · Billist kørte mennesker ned med vilje · Julehandel med Dankort for knap 30 milliarder kroner · Dagens video: New Zealand var de første til at fejre 2019
Vi har udvalgt dagens væsentligste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Flere butikker skjulte tobakken: 20 millioner færre solgte cigaretter
Siden Netto, føtex og Bilka begyndte at gemme cigaretterne væk i juli 2018, er salget af cigaretter kun gået en vej. Faktisk er nedgangen i salget på 20 millioner cigaretter, svarende til en million pakker.
Dataindsamling på tværs af Nettos 500 butikker viste allerede i efteråret, at nedgangen i tobakssalget var mest dramatisk i butikker kendetegnet ved mange unge kunder og placeret i nærheden af ungdomsuddannelser, videregående uddannelser og kollegier.
På landsplan faldt salget af tobak med ni procent i de første tre måneder efter, at Netto som landets første kæde gemte cigaretterne af vejen. I butikker med særligt mange unge kunder var nedgangen i salget op til fire gange så stor. Det skriver Salling Group i en pressemeddelelse.

Læs også: Gemte cigaretter medvirker til mindre salg til unge
Danskernes nytårsforsæt giver salgsboom i fitnessudstyr
For mange danskere er december fyldt med søde kalorier, mens januar er fyldt med hård træning. Flugten fra de ekstra julekilo mærkes både hos fitnesscentrene og forhandlerne af fitnessudstyr.
Hos en af landets største fitnesskæder SATS, der tidligere hed Fitness DK, fik de dobbelt så mange nye medlemmer i de første uger af 2018 i forhold til årets øvrige uger. Og hos Biltema, som blandt andet forhandler fitnessudstyr, mærker de hvert år en stigning i efterspørgslen på træningsudstyr i ugerne efter nytår.
– Jeg vil tro, vi sælger 20 procent mere træningsudstyr i januar. Det er særligt det meget basale udstyr som for eksempel håndvægte og træningsmåtter, kunderne kommer efter. Det tyder jo på, at det er en ny beslutning om at træne noget mere i det nye år, og man derfor har brug for noget udstyr, fortæller Jacob Møller fra Biltema, der derfor har udvidet sortimentet af fitnessudstyr for at følge med efterspørgslen. Det skriver Biltema i en pressemeddelelse.

Læs også: 7 danske fitnesskvinder, der motiverer os på Instagram
Bilist kørte mennesker ned med vilje
Nytårsaften blev fire mennesker kvæstet i den tyske by Bottrop, da en mand med vilje kørte sin bil ind i en gruppe mennesker. Tysk politi oplyser, at de mener, at angrebet var målrettet, og skriver i en udtalelse at angrebet kan skyldes chaufførens fremmedfjendske holdninger.
I den gruppe mennesker som blev påkørt, var der deriblandt flere afghanere og syrere. Føreren af bilen er blevet anholdt, og politiet oplyser, at han vil blive sigtet for drabsforsøg. Det skriver Ritzau.

Læs også: Bilist kører fodgængere bevidst ned i Melbourne
Julehandel med Dankort for knap 30 milliarder kroner
De første 23 dage i december blev der i alt handlet for 29,079 milliarder kroner med Dankort. Fredag den 21. december var julens største handelsdag med et forbrug på 1.865 millioner kroner med Dankort, hvilket dog ikke overgik Black Friday, der fortsat er årets største handelsdag.
– Igen i år har danskerne flittigt haft Dankort fremme op til jul, og der blev på en gennemsnitlig decemberdag lagt varer i julekurven for 1.264 millioner kroner. Det er 22 procent mere end på en gennemsnitlig handelsdag resten af året, siger Søren Winge, der er pressechef hos Nets.
Julehandlen på nettet sluttede lidt før jul, da gaverne er nogle dage undervejs, inden de kan lægges under juletræet. Tal fra DIBS, der er en del af Nets, for handlen de første 18 dage viste en vækst i nethandlen på hele 18 procent i forhold til samme periode sidste år.

Læs også: Kæmpe fald i Dankort-svindel på nettet
Dagens video: New Zealand var de første til at fejre 2019
Læs også: De mest populære nytårsfortsæt – og hvordan du holder dem