Læs også:

Close

Tema: Ghosting: Hvorfor, hvordan og hvilke konsekvenser har det?

Mit liv  | 

Ghosting er efterhånden dagligdag for flere singler, der bevæger sig ud på datingens jagtmakker. Og det kan potentielt have store konsekvenser for den part, der udsættes for det, mener psyko- og parterapeut Christina Boye

Ghosting bliver mere og mere almindeligt i datingverdenen. Men hvad er årsagen til fænomenets stigende popularitet? Hvilke konsekvenser kan det have at blive ghostet? Og hvilke årsager kan der være til at udsætte andre for ghosting? Det er blandt andet nogle af de ting, vi på MY DAILY SPACE har fået os en snak med psyko- og parterapeut Christina Boye om.

dating, ghosting, kærester, forhold, breakup, spørgsmål
Ghosting er blevet mere og mere udbredt i dagens datingverden. Især når det kommer til onlinedating har fænomenet taget fat. Men der er stadig flere og flere, der bliver droppet af deres flirts, kærester eller ‘hyggevenner’ gennem ghosting. Udbredelsen af ghosting skyldes, at det bliver nemmere at gemme sig, fordi meget af den daglige kontakt er online, mener parterapeut Christina Boye. (Foto: Pexels)

Læs også: Datingapps kan oppuste din selvtillid og ødelægge dit selvværd

Dating som et ‘brug og smid væk samfund’

Kort fortalt betyder ghosting, at en du skriver med, ses med eller decideret dater pludselig forsvinder fra dit liv og stopper al kontakt. Det kan være, at du bliver blokeret på samtlige sociale medier eller at dine beskeder bare ikke bliver besvaret. Vedkommende er simpelthen forsvundet fra jordens overflade – og du står tilbage med 700 spørgsmål og absolut ingen idé om hvorfor eller hvad der skete. Ifølge Christina Boye er der to klare grunde til, at fænomenet har taget til indenfor dating:

– Det er blevet nemmere at gemme sig. Bare at forsvinde. Netop fordi meget af kontakten i dag er visuel, bliver det en form for ‘brug og smid væk samfund’. Det ville være sværere, hvis du skulle stå face to face med den anden. Men fordi meget af vores kontakt er online, kan det føles som et spil eller en leg, hvor vi glemmer, at der er et andet menneske bag skærmen. Det hele kan føles lidt mere uvirkeligt, og vi står jo ikke og skal forholde os til den andens følelser, da vi bare ‘cutter’ dem af. Det er nemt.

ghosting, dating, forsvinder, kærester, online dating, smerter, såret
Netop fordi vi har kontakt til hinanden gennem digitale platforme, mener Christina Boye, at det bliver lettere at holde afstand og dermed ikke skulle forholde sig til hinandens følelser. Derfor kan det være så nemt og ligetil at ‘ghoste’. Du behøver simpelthen ikke forholde dig til mennesket på den anden side. (Foto: Pexels)

Læs også: Dating: Virker det at spille kostbar? 

Ghoster for at undgå konfrontation

Christina Boyes tanker omkring årsagen til ghostings udbredelse stemmer godt overens med 23-årige Malous forklaring på, hvorfor hun har ghostet flere drenge gennem tiden:

– Jeg har faktisk ingen anelse om, hvor mange gange, jeg har ghostet fyre. Jeg mister bare interessen og orker ikke længere at svare dem. I stedet for en pæn afvisning ignorerer jeg vist bare. Der går normalt omkring to til seks måneder, før de forstår det. Medmindre jeg giver op inden og bare skriver, at jeg ikke er interesseret. Siger hun og fortsætter:

– Jeg tror, jeg vælger at ignorere dem for at undgå en konfrontation og ikke vil såre dem. Det ved jeg ikke, om de bliver, men så slipper jeg for at finde ud af det. Det er ikke pænt gjort, men jeg gør det stadig.

ghosting, forhold, flirten, flirt, kærester, dating, online dating
Det er netop akavede situationer som denne, 23-årsige Malou gerne vil undgå. Ifølge hende selv, er hun bedre til at give en klar afvisning til fyre, hun rent faktisk bryder sig om. Hvorimod hun ofte bare ignorerer de irriterende typer, der ikke forstår et hint. (Foto: Pexels)

Christina Boye nævner også konfliktskyhed som en blandt mange årsager til, at nogle vælger at ghoste, istedet for at give klar besked. Hun mener dog også, at der kan være andre årsager til, at man vælger at stoppe al kommunikation:

– Ghosting kan være en måde at manifestere styring og magt, men det kan også være udtryk for dating er en form for slaraffenland. Der er så mange og meget at vælge imellem, og så er det jo ligeledes nemt bare at stoppe kontakt eller blokere. Igen kan der også være nogen, der bare lever af den virtuelle kontakt og ikke har intentioner om at mødes.

For Malou er det dog klart konfliktskyheden, der spiller ind, når hun vælger at ghoste:

– Det er 100 procent for min egen skyld, at jeg undgår konfrontation. Selvfølgelig har jeg tænkt over, at det nok er mere høfligt at give dem klar besked, men desværre er jeg ofte ret ligeglad med det.

Læs også: 3 kvinder fortæller: Jeg mødte min kæreste på Tinder

At blive ghostet kan få store konsekvenser

Ifølge Christina Boye kan oplevelsen med ghosting variere meget fra person til person alt afhængigt af, hvad man har med i bagagen fra tidligere forhold eller oplevelser. Derfor vil nogle blive langt mere påvirkede end andre, der måske ikke vil tage situationen lige så tungt.

– Hvis vi i forvejen har dybe afvisningstemaer i vores historie, så kan det tolkes som en bekræftelse af, at vi ikke er gode nok. I yderste instans kan det medføre, at man mister troen på dating. Eller endnu værre – mister troen på, at man er god nok. Eller at man er værd at elske. Nogle kvinder vil måske føle sig afvist på deres udseende, hvorimod mit indtryk er, at mændene ikke er lige så optagede af den del af dem selv, siger hun og fortsætter:

– Hvis vi ikke har en historie med afvisninger, vil vi måske ikke tage det lige så personligt. Måske vil man være bedre til at lade det prelle af, eller være mere bevidst om, at det siger mere om den anden part end om os selv. Eller endda at vi måske er blevet skånet for et forhold, der alligevel ikke ville have været godt for os. På den måde gør man alt for at vende oplevelsen til noget positivt. Men hvis det er noget man oplever flere gange, vil man men tiden have sværere og sværere ved ikke at vende det indad og tage det personligt, tænker jeg.

ghosting, online dating, dating, afvist, flirten, ubesvaret, spørgsmål
Christina Boye tror på, at bliver man udsat for ghosting mange gange, kan det resultere i, at man mister troen på dig selv. At man ikke er værd at hverken date eller elske. Men hun understreger dog, at det afhænger af, hvad vi har med i bagagen i forvejen. (Foto: Pexels)

Læs også: Hvis kvinder tog profilbilleder til Tinder som mænd

Menneskeligheden er taget ud af kontakten

28-årige Marie-Maj Albertsen begyndte at skrive med en fyr på Tinder, som hun efterfølgende sås med et par gange i en periode på to måneder. En dag spurgte han, om de skulle ses til en øl. Marie-Maj foreslog den kommende tirsdag og hørte efterfølgende aldrig fra ham igen. Hun var blevet helt forgabt i ham på de få gange, de havde mødt hinanden, men hun skrev aldrig til ham igen, efter han pludselig stoppede med at svare.

– Det virkede meget pludseligt, at han holdt op med at svare. Men han var vældig mystisk, om man vil. Jeg er super dramatisk, så for mig har det været det værste, der kunne ske. Jeg synes, det er så respektløst, at man ikke engang gider bruge to minutter på at give klar besked og sige: “Du er ikke lige min type, ellers tak du!”. Men på den anden side, har jeg også selv gjort det, siger Marie-Maj og fortsætter:

– Vi lever bare i et samfund, hvor menneskeligheden er taget lidt ud af kontakten. Man glemmer lidt, at det er et fuldt menneske med følelser, man sidder og skriver med. Det resulterer i, at det hele bliver utrolig selvisk. “Jeg gider ikke lige snakke med dig. Og jeg gider slet ikke fortælle dig hvorfor”.

ghosting, dating, online dating, afslag, droppet, kærlighed, parforhold
Marie-Majs oplevelser med – og tanker omkring ghosting er i stor overensstemmelse med psyko- og parterepeut Christina Boyes. Fordi skærmen er imellem os i vores kommunikation med hinanden, bliver det nemt at være selvisk og glemme, at der sidder et andet menneske på den anden side. Et menneske der måske sidder tilbage med en masse spørgsmål om, hvad de gjorde forkert. (Foto: Pexels)

Læs også: Datingpanelet: Komplimenter virker kun på mænd

Ghosting: Afvisning eller døren på klem?

Nu hvor den digitale kommunikation er blevet en del af vores dagligdag følger der, som Christina Boye påpeger, andre adfærdsmønstre med. Det er blevet lettere at være selvisk, fordi man ikke behøver forholde sig fysisk og emotionelt til det menneske, der sidder på den anden side af skærmen. Det Christina Boye omtalte som et “tag og smid væk samfund” kalder Marie-Maj for det faktum, at menneskeligheden er taget ud af kontakten. Det er måske netop af ovenstående årsager, at ghosting er blevet så populært.

Men hvad betyder det? Er ghosting en klar og tydelig afvisning? Eller efterlader det vedkommende, der bliver ghostet, tilbage med et lille spinkelt håb om, at der stadig er en chance?

dating, ghosting, online, forhold, spørgsmål, droppet
Det kan være svært at komme videre, hvis man føler, at man mangler en afslutning. Det er nemlig ikke alle, der opfatter manglende respons som det faktum, at forholdet er definitivt slut. Den der ghoster, tror måske, at de gør den anden part en tjeneste ved at direkte at såre dem. Men mon ikke det er, hvad man kalder en bjørnetjeneste? (Foto: All Over)

– Jeg tror, vi alle ved, hvorfor man gør det. Fordi man ikke gider være i det længere. Men det bevarer bare et eller andet latterligt håb i en, at blive udsat for det. Og man siger til sig selv: “Han har jo ikke sagt, det var slut”. Den kan godt være lidt svær. Muligvis kan det godt tage længere tid at komme sig over, end hvis man får at vide, hvad der sker, siger Marie-Maj.

Netop det lille håb om, at der stadig er en chance, eksisterer ved brug af ghosting. Og det er håbet og uvidenheden, der gør, at det at blive ghostet kan være en forfærdelig oplevelse. Hvad end der er årsagen bag, så er det tydeligt, at ghosting er den nemme løsning. For vedkommende der ghoster så at sige. For én ting er sikkert: Selvom sandheden kan gøre ondt, så er jeg sikker på, at de fleste ville foretrække at få klar besked.

Læs også: Jeg slettede alt om min eks efter vores brud – og jeg fortryder det

· Mere fra samme kategori ·