
Streamingguide: 5 julefilm til julefanatikeren
Der er ikke lang tid til jul. Kan du ikke vente? Så kickstart julehumøret og tyvstart juledagene med fem fantastiske julefilm fra Netflix
Der er intet bedre, end når kalenderen siger, at julen er ved at være nær. December føles som en evighed, og vi kan ikke vente til den 24. december, hvor vi skal hygge med familien, nyde den hjemmelavede konfekt og spise julemad til vi får kvalme. Men der er noget, der kan gøre den hårde ventetid lidt mere sød. Julefilm! De får dig i stemning, de er underholdende, søde og ikke mindst verdens bedste opvarmning til årets mest fantastiske dag.
Hvad end du er til de klassiske, de sjove, de romantiske eller de komiske, så er jeg næsten sikker på, at der vil være en film eller to for dig på denne liste. Jeg har nemlig udvalgt, hvad jeg mener, er fem af de bedste julefilm, som Netflix har at byde på.

The Holiday Calendar
Hvis der er en julefilm, der har taget mit hjerte i år, så er det The Holiday Calender. Abby Sutton (Kat Graham, som vi alle sammen kender fra hit-serien Vampire Diaries) er en hårdtarbejdende ung fotograf, der kæmper med at nå sine drømme. Hun hader sit kedelige hverdagsjob og ønsker sig mere af livet, som hun ikke ligefrem finder interessant.
Hverdagen tager dog en spændende drejning for Abby denne december, da hun arver sin bedstemors gamle vintage julekalender. Kalenderens indhold syner nemlig at kunne spå om hendes nære fremtid. Hver dag åbner kalender selv en ny låge, hvis firgurformede indhold på mystisk vis dukker fysisk op og spiller en rolle i Abbys hverdag.
Der går heller ikke lang tid, før Abby mistænker kalenderen for at være magisk. Om den er den eller ej, må du se filmen for at finde ud af, men én ting er sikker: Kalenderen har en positiv effekt på Abby og ender både med at få indflydelse på hendes liv og romantikken i det. Det er da lige den form for christmas-spirit, en god julefilm skal have.
Se den hvis: Du er en sucker for romantiske og humoristiske feel-good julefilm, og samtidig har en svaghed for et magisk twist.
Læs også: Kulturguide: Juleoplevelser i december
The Christmas Chronicles
En stor nyhed på Netflix i år er familiekomedien The Christmas Chronicles. Søskendeparret Kate og Teddy Pierce (Darby Camp og Judah Lewis) er alene hjemme juleaften og beslutter sig for at tage et billede af julemanden, når han besøger deres hus. Men planen tager en uventet drejning, og før de ved af det, befinder de sig i julemandens kane i hans færd på at uddele gaver. Da julemanden opdager deres tilstedeværelse i kanen går det galt: Selen til rensdyrene knækker, rensdyrene forsvinder og kanen kæntrer.
Det er nu op til Kate, Teddy og julemanden at redde julen. Hvis ikke de får fikset kanen og fundet rensdyrene vil ingen børn få deres gaver, og derfor vil julen ikke være den samme. Og som julemanden siger: “Folk behøver julen, den minder den om, hvor gode de kan være”. Det sjove er bare, at hverken ordensmagten eller de mennesker, som trekløveren møder på deres vej tror på, at julemanden virkelig findes. Derfor må der arbejdes ekstra hårdt på at komme i mål.
Filmen tager ikke sig selv alt for seriøst, og mange af vores gamle, traditionelle forestillinger om julemanden bliver ironiseret på en morsom og hjertelig måde. Holdet bag produktionen af filmen står blandt også bag den første Harry Potter film og Alene Hjemme serien. Hvilket betyder, at den selvfølgelig er både magisk og underholdende, selvom den også uden tvivl har noget at leve op til. Det vil jeg dog mene, at den gør til perfektion. Klart en ny juleklassiker i min bog.
Se den hvis: Du elsker magi, ironi og en meget moderne fortolkning af julemanden og juleeventyr. Du bliver ikke skuffet, og du vil være max høj på julen i et par dage!
Læs også: Vi har været søde i år, Julemand. Her er redaktionens julegaveønsker
The Princess Switch
En anden af Netflix’s originale juleproduktioner i år er The Princess Switch. Jeg var lidt skeptisk i starten, men er du gal, hvor var jeg underholdt. Det er faktisk en virkelig sød – og sjov film. Stacy De Novo, (Vanessa Hudgens) en passioneret bager fra Chicago, bliver inviteret til at deltage i den royale familie af landets Belgravias julebagningskonkurrence. Belgravia viser sig dog at byde på meget mere end konkurrence og bagning.
I begyndelsen af sit ophold støder Stacy nemlig ind i Lady Margaret (Vanessa Hudgens), en ung hertuginde, der besidder en titel, hun ikke er komfortabel med – og en forlovelse med prinsen af Belgravia: En mand, hun ikke elsker. Det vilde ved mødet er, at Stacy og Margaret ligner hinanden på prik. De beslutter sig hurtigt for at skifte plads og dermed indtage hinandens liv.
Ironien er bare, at trods kvindernes ens udseende, er de vidt forskellige: Stacy er en kontrolfreak, der holder sig til planer og skemaer og ikke tager nogen chancer efter bruddet med sin eks, hvorimod hertuginde Margaret er impulsiv, humoristisk og spontan. Det er måske netop deres forskelligheder, der gør, at de på en eller anden måde passer bedre ind i hinandens liv.
Ombytningen byder på mange positive oplevelser for kvinderne, der oplever andre perspektiver på livet. Romancer spirer, drømme går i opfyldelse og juletiden bliver sødere. Men hvor længe kan de spille hinanden, uden at det bliver opdaget? Ombytningen får stor betydning for begge kvinder, for er det bare sådan lige til at bytte liv, uden det får konsekvenser?
Se den hvis: Klassiske og forholdsvis forudsigelige handlingsforløb er lige dig. Filmen følger en standardopskrift på en romantisk komedie, men alligevel har den noget særligt, som bare får julehumøret helt i vejret.
Læs også: Irina The Diva: Min Jul
The Family Stone
Familiefilmen fra 2005 er det man kalder “en oldie but a goodie“. Lidt ligesom Love Actually ser jeg den hvert år, da den for mig bare oser af julestemning og familiehygge (på en lidt sjov og alternativ måde selvfølgelig). Filmens cast er stjernespækket med store skuespillere, der udgør sammensætningen af den perfekte med fuldstændig fucked up familie Stone.
Everett Stone (Dermott Mulroney, som vi kender fra Min bedste vens bryllup) inviterer sin konservative, businesswoman og lidt “stram i betrækket” kæreste Meredith Morton (Sarah Jessica Parker – no further introduction needed) med til familiens årlige jule-komsammen. Og den går ikke stille for sig! Meredith passer bare ikke rigtig ind i den ellers farverige og humoristiske familie, der muligvis aldrig helt har hørt ordet filter.
For ikke at føle sig som Palle alene i verden tilkalder Meredith assistance, og hendes søster (Claire Danes, vi kender som Carrie fra Homeland) dukker op for at gøre juletiden og familiebesøget lidt mere tålelig. Der kan både være drama, problemer og skænderier, når modsætninger mødes, men måske julearrangementet bringer hele familien tættere sammen?
Se den hvis: Du godt kan lide de lidt utraditionelle og realistiske julefilm, hvor juletiden måske træder lidt i baggrunden overfor filmens centrale plot. Budskabet og fortælling er lige i skabet, og jeg vil nu alligevel mene, at højtiden spiller en lille rolle alligevel.
Læs også: Streamingguide: Fire fede krimiserier du kan streame nu
Elf
Okay, den her juleklassiker er fuldstændig selvsagt til enhver artikel, der omhandler julefilm, og du kender den helt sikkert godt – og har selvfølgelig også set den et hav af gange. Skulle du alligevel have boet under en sten siden 2003, så vil du hurtigt forstå, hvorfor Elf er en af de skønneste julefilm, der er blevet lavet.
Nissen Buddy (Will Ferrell fra blandt andet Stepbrothers og Blades of Glory) forlader de andre nisser, hvor han er blevet opdraget, i jagten på at finde sin biologiske far i New York. Men byen er ikke i nærheden af noget, Buddy nogensinde har oplevet før. Hans optimistiske og venlige person adskiller sig drastisk fra den omverden, han pludselig lever i. Han forstår sig ikke på menneskelig ironi og nedladenhed og møder derfor alle med åbenhed og ikke mindst kram.
Buddy flytter ind hos sin far (James Caan fra serien Las Vegas), hans kone og deres søn. I starten er alle tre parter meget mistroiske overfor Buddy og vil have ham ud af vagten. Hans kærlige person begynder dog langsomt (men sikkert) at vinde positivt ind på dem. Filmen er hyldende morsom, og Ferrell er helt igennem fænomenal som nissen Buddy. Se den og grin, så tårerne triller. Jeg lover, at det også er hundrede procent uundgåeligt at smile stort undervejs.
Se den hvis: Du er til de julefilm, der bare får dig i et sindssygt godt humør. Det er fuldstændig umuligt at se Elf uden at være et stort smil bagefter. Desuden er den virkelig en film, der kan få julestemningen frem i enhver.
Læs også: Sådan laver du nem konfekt