Læs også:

Close

Klumme: “Spreder du benene næste gang?”

Mit liv  | 

Kamma er sygeplejerske og arbejder for Læger uden Grænser. Hun har skrevet denne klumme om sit job og alt det, det indebærer på godt og ondt

Kamma Skaarup på 47 år er uddannet anæstesisygeplejerske og nu HR-medarbejder i Læger uden Grænser. Hun har tidligere været udsendt som sygeplejerske for Læger uden Grænser til både Sydsudan, Afghanistan og Nigeria. i 2011 var hun var på sin første udsendelse. Siden blev det til flere.

Kamma skaarup klumme læger uden grænser sygeplejerske
Kamma Skaarup på arbejde ude i verden for at gøre en forskel. (Foto: Læger uden Grænser)

Jeg var lige kommet hjem fra to meget travle uger som sygeplejerske for Læger uden Grænser på Middelhavet. Hver dag havde vi redningsaktioner fra morgen til aften. Hundredvis af mennesker blev reddet fra at gå til i bølgerne.

Jeg var med til at behandle børn ned til seks år, som havde kemiske forbrændinger over hele kroppen, fordi benzin fra deres forulykkede gummibåd havde blandet sig med det havvand, som de havde ligget i. De skreg af smerte.

Når gummibådene forulykkede, var der også flere, som fik hovedet under vand og fik den her blanding af saltvand og benzin i luftvejene. Der gik noget tid, før deres skader viste sig.

Om Læger uden Grænse
Læger uden Grænser er verdens største medicinske, humanitære nødhjælpsorganisation. De behandler op mod 10 millioner patienter hvert år.

Deres primære formål er at yde medicinsk nødhjælp til de mennesker, som er mest udsatte i forbindelse med krige, konflikter, naturkatastrofer, epidemier, sult og fattigdom. I øjeblikket har de projekter i flere end 70 lande verden over.

Læger uden Grænser hjælper der, hvor behovet er størst. De mener, at alle har ret til lægehjælp – uanset etnisk baggrund, køn, religion og politisk overbevisning. De ser ikke, hvor patienterne kommer fra, hvad de tror på, hvordan de ser ud, eller hvilken side de er på. De ser kun mennesker, som har brug for vores lægehjælp.

Der var en kvinde, som var gravid i femte måned. Hun havde fået benzin og havvand i luftvejene, og pludselig fik hun svært ved at trække vejret. Hun fik hjertestop.

Vi genoplivede hende to gange, men til sidst døde hun. Det var meget voldsomt. Hun havde ikke de store kemiske forbrændinger, da hun kom ombord. Hun var frisk, og vi kunne tale med hende – og pludselig var hun bare død.

En rejse med en alt for høj pris

Der var en kvinde, der gjorde et helt særligt indtryk på mig.

En mor havde siddet på kanten af en gummibåd med sine to børn, da gummibåden knækkede sammen og begyndte at synke. En anden lille dreng faldt i vandet i mørket, og i et kort øjeblik vendte kvinde sig væk fra sine egne børn for at redde den anden dreng. Men da hun igen ville holde om sine egne børn, var de væk. De var kun fire og fem år.

Jeg er selv mor til to børn, så jeg kunne tydeligt mærke, hvor forfærdeligt hun måtte have det. Den her mor var kommet så langt for at give sine børn en ny fremtid med et godt liv. Men prisen blev, at børnene omkom undervejs. Jeg husker stadig hendes skrig.

Det sværeste for mig var næsten, da vi kom frem til den italienske kyst. Jeg skulle hjælpe den her stakkels kvinde ned ad landgangsbroen. Hendes tunge sorg blev nu på en eller anden måde endnu mere virkelig.

Jeg husker især hendes tøven. Hun kunne næsten ikke flytte sine ben for at gå ned ad landgangsbroen. Det virkede, som om hun lige i det øjeblik mistede sine børn endnu mere, fordi de var jo stadig ude på havet. På bunden af Middelhavet. Nu tog hun væk derfra, og nu blev de efterladt. Hun var ikke her for sin egen skyld, men for sine børns skyld. Jeg tænker stadigvæk over det forfærdelig meningsløse i, at hun nåede frem, men at hun nåede frem alene.

Kamma skaarup klumme læger uden grænser sygeplejerske (Foto: Mohammad Ghannam/Læger uden Grænser)
Kamma Skaarup har set ting, som de fleste slet ikke kan forholde sig til. (Foto: Mohammad Ghannam/Læger uden Grænser)

En følelse af kamp

Du er da så fuld af lort. Du er hjernedød. Håber du falder og brækker halsen. Eller bliver voldtaget af de sorte svin.

Da jeg kom hjem til Danmark, landede denne og andre lignende kommentarer i min postkasse på Facebook.

Jeg var chokeret. Inden jeg tog afsted, var jeg godt klar over, at debatten om flygtninge og migranter var hård – men det overraskede mig alligevel, hvor grov tonen var. Det stod i så skærende kontrast til det livreddende arbejde, jeg var med til at udføre.

– Min kone blev voldtaget af en afrikansk immigrant – spreder du benene næste gang?

Selvom det er to år siden, at jeg fik private kommentarer som denne, er der intet, der tyder på, at tonen har ændret sig, når det handler om mennesker på flugt. Tværtimod …

Læger uden Grænsers sidste redningsskib blev for nylig tvunget væk fra Middelhavet. Men hadet lever stadig. Det ser vi i øjeblikket på vores Facebook-side. Her spytter kritikere hadefulde ord og vendinger ud over kommentar-sporene. Udelukkende fordi vi har reddet menneskeliv på Middelhavet.

Det flyder med hårde kommentarer på de sociale medier, men også i den offentlige debat. Dem, der er vredest, råber højest og får mest opmærksomhed. Jeg får indtrykket af, at man bare vil lade folk sejle deres egen sø – eller drukne. Det virker, som om man er sig selv nærmest og er ligeglad med, at mennesker dør.

Jeg bliver ked af det på vegne af den fortvivlede mor på havet, der mistede begge sine børn. Når jeg får den reaktion, efter at have reddet hendes liv – hvad er det så, hun møder, når hun kommer til Europa?

Selvom jeg har fået flere trusler, har jeg også modtaget mange positive beskeder på for eksempel Facebook. Det betyder meget for mig som sygeplejerske med disse skulderklap, men når jeg samtidig får at vide, at folk vælger at støtte mig i det lukkede forum, fordi de selv er bange for at blive svinet til, så gør det mig ked af det.

Der er brug for, at alle dem, som støtter vores arbejde, viser, hvad de mener. Der er brug for, at vi sammen viser, hvor vi står – også i det åbne forum på Facebook og i den offentlige debat.

En følelse af kamp

Jeg skal lægge ryg til meget i mit arbejde for Læger uden Grænser. Og jeg bliver rystet, når der lige pludselig står på Facebook, at jeg skal voldtages. Men jeg skal nok klare den. De grove kommentarer gør bare mit arbejde og min stemme i debatten endnu mere relevant for mig.

Det giver mig en følelse af kamp. Det her må jeg simpelthen være med til at gøre noget ved. Jeg bliver nødt til at kæmpe for de mennesker, for deres liv og deres rettigheder. Jeg får lyst til at gøre alt, hvad jeg kan for at hjælpe dem.

For jeg er ikke i tvivl. Det bliver aldrig forkert at redde et menneskes liv – uanset om det handler om at hjælpe mennesker på flugt på Middelhavet – eller hjælpe børn sikkert til verden i Afrika.

Hvor går din grænse?

 

Læs også:

Klumme: Duer ikke – næste

skole abc parathed klumme (Foto: Pxhere))

· Mere fra samme kategori ·