Klumme: Duer ikke – næste …

Sådan er lærere over hele landet i øjeblikket tvunget til at sidde som en anden flok prinsesser, når vi skal ”uddannelsesparathedsvurdere” alle vores elever i 8. og 9. klasse

Christine Falmer-Nielsen

Lærer på 24. år, har undervist fem år på VUC, i specialklasserrække i 8 år og derefter udskolings- og AKT-lærer (adfærd, kontakt og trivsel) på folkeskole på Frederiksberg.

Christine bor på Østerbro med sin søn på 19. Hun har også en datter på 21, som er flyttet hjemmefra.

Sidste uge var en hård uge på arbejdet. Jeg har hele weekenden haft et tankemylder, som nu gør, at jeg har måtte skrive mine frustrationer ned. At være folkeskolelærer er i disse år noget af en udfordring. Et job jeg ellers har været uendelig glad for at have …

Trist, vred og frustreret

Jeg føler mig vred, trist og frustreret, fordi jeg i denne uge har været tvunget til at udsætte mine elever i 8. klasse for systemvold. Vi skal nemlig vurdere, om de er uddannelsesparate til at starte på en gymnasiel eller erhvervsuddannelse efter 9. klasse – de kan ikke vælge at sige, de gerne vil i 10. klasse, efterskole eller andet. Så de skal have et karaktergennemsnit på 4 eller 5 samtidig med, at vi skal vurdere, om de er ansvarlige, motiverede, udviser empati, selvstændighed, mødestabilitet, valgparathed, kan udvise tolerance, respekt, samarbejdsevne samt deres praksisfaglige forudsætninger.

Et lille eksempel

“Tolerance hos eleven handler derfor grundlæggende om at kunne forstå og acceptere andre menneskers meninger, væremåde, kultur, religion os så videre”. “Overvej for eksempel om eleven har en forståelse for, at andre ikke altid er eller har samme behov som ham eller hende”.
Det er da nogle meget ønskværdige værdier og kompetencer, men hånden på hjertet, hvor mange voksne kan leve op til dette. Man kan jo bare tage et hurtigt kig på de fleste af vores politikere, det er ikke mange af dem, som udviser tolerance eller empati overfor andre, som ikke helt er som dem. Og dette er unge mennesker på 13-14 år, som kun lige er ved at finde ud, hvem de selv er som mennesker. Det giver jo ikke mening.

Duer ikke – næste …

Vi skal sidde som en anden flok prinsesser og vurdere eleverne: “Duer ikke, duer ikke, duer ikke, næste…..”
Eleverne føler dette som en stempling, uanset hvor meget vi prøver at nedtone det, og fortælle dem at det sagtens kan nå at ændre sig, og at nu er de jo de heldige, fordi de nu får noget hel særlig og ekstra vejledning af vores uddannelsesvejleder, som alle “de parate” elever ikke kan få, så faktisk er de de heldige. Jeg brækker mig over, at høre mig selv sige disse ting.

Det er politik

Hvorfor skal jeg udsætte mine elever for dette? Jo såmænd fordi nogle politikere synes, at det var en god ide. For ja denne voldsomme vurdering bygger nemlig kun på synsninger og politisk diskurs om, at skolen skal producere den arbejdskraft, som erhvervslivet efterspørger. Direkte adspurgt i et telefoninterview har chefkonsulenten i Undervisningsministeriet på spørgsmålet om, hvad der ligger af viden bag konstruktionen af uddannelsesparathedsbegrebet (UPV) svaret: ”Det er politik – UPV er ikke lavet, fordi man har viden”. Det synes jeg er direkte skræmmende. Og det er os, der nu sidder med børnene og skal eksekvere det.

Vi skal uddanne hele mennesker

Hvad skete der med, at skolen skulle være med til at danne hele mennesker, som skulle være nogen og ikke noget bestemt?  Skal vi blot affinde os med dette, både som professionelle, som forældre, som børn og som borgere i dette samfund? For vores børns og vores samfunds skyld må vi sige fra overfor denne systemvold. Men også tage afstand fra disse vurderingsmekanismer. Jeg kan ikke se, at der kommer noget godt ud af dem.

Som min kloge kollega Maria sagde, i stedet for at vi skal vurdere, hvad vores elever ikke er parate til, så lad os dog meget hellere se på hvilke muligheder den enkelte har med de forudsætninger, hun eller han nu har. Så vi kunne jo starte med at omdøbe det fra en “uddannelsesparathedsvurdering” til en “mulighedserklæring”. Og så lade være med at forlange af vores unge mennesker, at de allerede som 13-årige skal have en ide om, hvad de vil med resten af deres liv – det er ikke rimeligt, og er helt sikkert en af årsagerne til, at der er flere og flere unge der får stress og angst og mange andre ting.

Er det virkelig sådan et samfund vi vil have – jeg siger nej tak!

Hilsen en meget frustreret lærer

Læs også: Klumme: Jeg fravalgte dagpenge som nyuddannet