Læs også:

Close
warszawa

Rejseguide: Warszawa – østen møder vesten

Rejser  | 

Warszawa er en by med en markant historie. Næsten totalt udraderet efter 2. verdenskrig har polakkernes hovedstad rejst sig som en fugl føniks af asken. Dansk-polske Katrine Troelsen har boet i Warszawa og guider dig her til, hvilke attraktioner du kan opleve i storbyen


Katrine er 28 år, journalist og stor fan af gyserfilm, hvidt brød og volleyball. Hun bor i Københavns prægtigste kvarter, Nordvest, hvor hun tit er at finde på Kösk Kebab. Katrine er desuden pensionist i sindet og savner derfor tiden med analoge Blockbuster-butikker og fastnettelefoner.

Måske har du ikke overvejet at tage til Warszawa før, men der er ingen grund til at lade være: metropolen ligger kun en times flyvetur væk, vejret er bedre end det danske, og der er rig mulighed for at spare penge på både gourmetmad og mærkevareshopping. Samtidig har hovedstaden en af Europas rigeste historier fyldt med drama, krig og genrejsning.

Guidet gåtur

Start med en free walking tour, på den måde får du set lidt af byen, danner dig et overblik og bliver inspireret til, hvad du vil bruge resten af dit ophold på. Der findes flere selskaber, men Orange Umbrella er et velfungerende firma, som tilbyder forskellige ture. For eksempel har de en tur i Den Gamle By hver eneste dag.

Min guide var fantastisk grundig, dygtig og morsom. Find dem online, hvor du også kan se, hvilke andre ture de tilbyder. Alle ture er pay as you wish. Det tager cirka to til to en halv time og er på engelsk.

I Den Gamle By er der tit bryllupsfotografering. Her ses et par på vej forbi en ballonsælgers stand. (Foto: Privat)
I Den Gamle By er der tit bryllupsfotografering. Her ses et par på vej forbi en ballonsælgers stand. (Foto: Privat)

Krigens historie

Krigen hærgede Warszawa og rædslerne sidder dybt i den polske folkesjæl. Er du interesseret i historie, er du derfor havnet det perfekte sted. Du kan gå rundt i de gader, der for cirka 80 år siden husede den jødiske ghetto, og er du nysgerrig på mere viden, er der et museum, POLIN, i netop det område, som er specialiseret i jødisk kultur og historie i Polen. Der er gratis adgang om torsdagen.

Et andet mustsee indenfor museer er The Rising Museum, som i folkemunde kaldes The Uprising Museum. Det går i detaljer med byens modstand under krigen og især de to store rebelske forsøg på at få friheden tilbage. Sæt god tid af til dette, da museet er stort. Spis godt inden, da cafeens udvalg er begrænset. Der er gratis adgang om søndagen.

Gourmet og mormormad

Polsk mad er hyggemad. For mig hænger det uløseligt sammen med min bedstemors svinekoteletter, tomatsuppe og andre beskedne, men velsmagende retter. Som turist er der heldigvis også rigelig med spisesteder at gå hen – så man ikke sulter, selv om ens bedstemor ikke er i nærheden.

Selv om Polens økonomi og dermed priser har været i fremgang i mage år nu, er det stadig markant billigere at spise god mad der end herhjemme. Jeg har spist på Platter, som er nævnt i Michelinguiden, og det var ganske fantastisk.

Næste gang vil jeg forsøge at få en frokostmenu på michelinanbefalede Nolita, hvor du i hverdage kan få en treretters menu til knap 180 kroner. Du bør reservere bord.

Rynek Starego Miasta, den gamle markedsplads i Warszawa. (Foto: All Over)
Rynek Starego Miasta, den gamle markedsplads i Warszawa. (Foto: All Over)

I den anden ende af prisskalaen kan du tage på Zapiecek, som er en kæde, der primært serverer de klassiske pierogi – du kender dem måske som russiske pirogger, men i Polen er de små dejpakker med fyld altså pierogi. Jeg foretrækker den version, der er fyldt med spinat og ost, mens andre klassikere inkluderer kød og svampe, eller dessertversionen med bærfyld.

Et måltid med drikkevarer koster cirka 70 kr.

Tusindvis af tilbud

Shopping i Warszawa er en drøm. Herhjemme er man heldig, hvis man finder noget med 50 procent i udsalgene, men her betyder udsalg gerne op til 80 procent. Desuden er der varer, der er permanent billigere og varer, der sættes ned, som jeg aldrig ser nedsat i Danmark.

Jeg køber altid makeup, tørshampoo og andre kvindeprodukter med hjem, da priserne er mindst halv pris, og desuden har kendte mærker som Adidas, Samsonite, Topshop og mangle flere jævnligt udsalg med seriøst gode tilbud.

Der findes to større shoppingcentre i centrum, der kan nåes med enten bus eller sporvogn. Det ene hedder Arkadia og ligger på byens nordligste kant, mens det sidste nye hedder Zlote Tarasy (De Gyldne Terasser) og ligger ved den store togstation i centrum; umulig at misse. Begge steder har alle de internationale kæder, du kender og elsker, plus en masse andre.

Shoppingcenteret Zlote Tarasy. (Foto: All Over)
Shoppingcenteret Zlote Tarasy. (Foto: All Over)

Take a walk on the wild side

Warszawa deles af floden Wisla. Jeg har boet på den vestlige side, hvor også alt officielt ligger – dyre hoteller, politiske insitutioner og meget mere (kun det fancy fodboldstadie ligger på den østlige flodbred). Den anden side kaldes Praga og er lidt en sær snegl: selv visse polakker undgår området som pesten, fordi det er råt, nedslidt og indimellem direkte farligt. Men hvis du vil se et Warszawa, som ikke er gentrificeret og finpudset endnu, så tag over floden til Praga. I dagslys.

Som med alle nedslidte områder er der naturligvis også ved at indfinde sig hipstere i Praga. Således er området Soho House et kvarter med nybyggede lejligheder, en luksusrestaurant, børneteater og et museum, der vil begejstre alle grafisk interesserede: Neon Museum, der har en kæmpe samling af neonskilte fra før murens fald.

Lær at lave polsk mad

Hvis du ikke har fået nok af at spise polsk mad, kan du tage et madlavningskursus eller en foodtour. Er du glad for vodka, kan der tilkøbes vodkasmagning på mange af aktiviteterne. Der er to større udbydere, nemlig Eatpolska og Polish Your Cooking. Du kan se tidspunkter og booke online.

Palace of Culture and Science i Warszawa. (Foto: All Over)
Palace of Culture and Science i Warszawa. (Foto: All Over)

Gå en tur på Badeværelset

Warszawas gigantiske, royale park, Lasienki, som betyder Badeværelset, er byens største park og utrolig smuk. Kommer du om vinteren, kan du med nødder lokke både egern og fugle til, som vil spise af din hånd. Om sommeren er parkens dyr dog tit for mætte til den slags udfoldelser.

Parken indeholder forskellige udstillinger, cafeer og spisesteder – og udover egern og fugle er der til tider hesteudlejning.

Polakkerne går meget op i blomster og havearbejde, hvilket afspejler sig i deres parker, som er meget velholdte.

Galleri: Warszawa

snapchat.com/add/mydailyspace

· Mere fra samme kategori ·