
Vickie satsede alt på cashmere: – Alle kvinder skal have råd til lidt luksus
Vickie Olesen har på få år bygget den succesfulde virksomhed Hobnob Copenhagen op. Her sælger hun cashmere-tøj af den ypperste kvalitet, men til en pris, hvor alle kan være med. Iværksætteren mener nemlig, at alle skal have råd til lidt luksus
– Hvis jeg kunne, ville jeg give mine produkter væk gratis, for jeg synes, at alle fortjener en lækker trøje.
Ordene er Vickie Olesens. På fem år har hun skabt en succesfuld forretning – en niche i en niche. Vickie sælger halstørklæder, bluser, trøjer, huer, ponchoer og cardigans af den ypperste kvalitetscashmere i sin virksomhed Hobnob Copenhagen. Og det går godt med forretningen. Indtil nu er omsætningen steget fra 1,1 millioner kroner i 2016 til 1,4 millioner i 2017. Målet er at nå en omsætning på 1,9 millioner kroner i 2018.
Nu tænker du måske; “Cashmere og millionomsætning? Tøjet må være hundedyrt”, men det er det ikke, for hele Vickies filosofi omkring Hobnob Copenhagen er bygget på, at det skal være muligt for alle, at have lidt luksus i livet.
– Jeg går ikke på kompromis med kvaliteten af mine produkter, og jeg kan sagtens have en høj standart, imens produkterne ligger i et prisleje, hvor jeg rammer bredest. Det gør jeg, fordi jeg mener, at alle kvinder fortjener lidt luksus. Cashmere kan gå til alt; Gummistøvler, silkeskjorter og pyjamas. Det vil altid give dit outfit lidt ekstra og du vil altid føle dig velklædt og lækker. Skal folk give tusind kroner for et stykke tøj, skal det være kvalitet, og du skal kunne mærke på strikken, at du får noget for pengene. Så kan det godt være, at du kun ejer det ene stykke cashmere, men det er en investering, der kan holde i rigtig mange år, forklarer Vickie.

Overlegen kvalitetscashmere
Vickie fortæller, at cashmere er en slags uld, der plukkes fra cashmere-geden. De geder, som Vickie får sin uld fra, lever i højsletterne i Mongoliet.
– Gederne lever under ekstreme vejrforhold, fordi de bor oppe i bjergene, hvor temperaturen kan svinge fra minus 50 grader om vinteren til plus 40 grader om sommeren. Det er disse temperaturskift, gedens kost og det barske liv, der er helt afgørende for, at dyret kan gro den specielle og eftertragtede cashmere-uld, fortæller Vickie.
Gedens pels beskytter dyret mod den skiftende kulde og varme, vind og vejr, og holder skiftevis geden varm og køler den ned. Det er den pels, der bruges til cashmere-uld. Sjældenheden, uldens evne til at skiftevis varme og køle og dens bløde og silkeagtige struktur, er det, der gør cashmere til en af de mest dyrebare råmaterialer vi har fra naturen.
Læs mere om det her:

– Cashmere er temperaturregulerende, og det betyder, at det ikke kun er godt i efteråret og i vinterhalvåret, men også i foråret og om sommeren, hvor vejret er varmest. Cashmere betragtes også som en af naturens ædelstene, og fordi den har så mange fantastiske egenskaber vejer man det, ligesom guld, for at fastsætte prisen. Det er altså vægt per gram, du betaler for, når du køber cashmere-garn, siger Vickie Olesen.
Der er også forskel på, hvor fint cashmere er. Der findes nemlig korte og lange hårlængder, når du skal spinde garnet. Jo kortere hårene er, jo større er chancen for, at du vil opleve, at dit cashmere-tøj fnuller. Du kan altså sagtens stå med et 100 procent cashmere-produkt i hånden, men er det lavet med kortere hårstrå, vil kvaliteten ikke være den samme, som med et produkt, der er lavet på lange hårstrå.
Derudover findes der forskellige slags tykkelser, som du kan spinde cashmere-ulden i. Vickie bruger kun cashmere med lange hår i sin produktion.
– Den kalder man superior quality, fordi den betragtes som klasse 1 cashmere. Derudover kører jeg også produkter med en uldtype, der kaldes sommerkvalitet. Den ser man ikke mange steder, for den er dyr at lave. Den føles også næsten som silke og har en kølende effekt, når den kommer på huden. Du kan slet ikke mærke at det er uld, fordi det er en luksuskvalitet, siger Vickie.

Vidste du, at …
… den cashmere som Hobnob Copenhagen sælger er certificeret fra Teknologisk Institut? Certificeringen er garant for, at det produkt du køber er lavet af 100 procent superior cashmere.
Held i uheld
Vickie er noget nær en selvlært ekspert på cashmereområdet i dag, men havde du spurgt hende for ti år siden, om hun ville være iværksætter i en cashmere-virksomhed med en millionomsætning, og indgående kende forskel på lange og korte cashmere-hår, ville hun nok have grint af dig. For det lå aldrig i kortene, at Vickie skulle være iværksætter og slet ikke indenfor mode.
Med mere end to årtier på vingerne som stewardesse for SAS, var Vickie sikker på, at hun havde fundet sin hylde i livet for længst. Nedskæringer i flyselskabet satte dog en stopper for Vickies planer om at flyve jorden rundt frem til sin pension.
– Jeg var glad for at være stewardesse. Jeg var god til at være stewardesse. Jeg var så meget stewardesse, at ikke engang mine nærmeste veninder kunne forestille mig være andet, fortæller Vickie.
Selvom der er langt fra stewardesse til cashmere-iværksætter, var der dog alligevel nogle ting i Vickies gamle job, der førte hende hen til den nye karrieresti. Eksempelvis har Vickie altid strikket, og på sine rejser med SAS havde hun ofte overnatninger i Kina. Her gik hun på markedet og købte cashmere-uld til sine fritidsstrikkerier.
Model, skuespiller og tv-vært Sarah Grünewald er fan af det danske cashmere-firma.
Læs også: Sarah Grünewald blev mere ærlig på Instagram: Jeg har et ansvar som kvinde
– Jeg har strikket, siden jeg var en lille pige. Jeg har altid haft hang til lækker uld. Cashmere-uld er jo noget af det dyreste, og på de kinesiske markeder fik jeg det nærmest smidt i nakken, så jeg købte tit garnnøgler med hjem derfra, fortæller Vickie.
Hun lærte også, at kvaliteten på cashmere, der blev solgt på markederne, kunne svinge noget fra gang til gang. Så da Vickie skulle finde en producent af hendes cashmere-produkter var hun ikke i tvivl. Hun ville have en kinesisk agent, der kunne sikre hende den bedste uld og den bedste fabrik muligt. Vickies kinesiske agent fandt den lækre uld, som Hobnob Copenhagens produkter er lavet af i dag – 100 procent cashmere af superior quality. Agenten fandt også en fabrik til Vickie, der blandt andet lavede cashmere-produkter for det italienske high end modehus – Armani.
– Så bliver det vist ikke bedre, griner Vickie.
To gange om året rejser Vickie til Kina, hvor hun besøger fabrikken og sin agent, og gennem årene er hun blevet nære venner med sine to kinesiske samarbejdspartnere.
– Jeg har været utrolig heldig og er meget taknemmelig for de to kvinder. Vi er tætte venner i dag, og det er vigtigt for mig, for i sidste ende handler det om at have tillid til dem, du arbejder sammen med, når du er selvstændig. De er villige til at strække sig meget langt for mig, forklarer Vickie.

Det handler om tillid
Iværksætteren startede Hobnob Copenhagen i 2013, og hun lægger ikke skjul på, at det har været – og stadig er – en lang og hård rejse at blive selvstændig. Vickie beskriver selv sin succes, som en smule held, kombineret med at sige “ja tak” til al den hjælp hun har kunne få. Cashmere-kvinden tror også på, at hendes tilgang til branchen, har hjulpet hende på vej.
– Jeg tror på, at du skal være ærlig og have tillid til andre. Derfor er jeg også åben over for kunderne, så de ved, hvad de får, når de handler hos mig, fortæller Vickie.
Derfor er iværksætteren også meget ærlig omkring prissætningen af hendes produkter. De ligger i en prisklasse lige omkring 1.000 kroner. 80 procent af omkostningerne ved et af Vickies produkter er cashmere-ulden i sig selv.
For at kunne holde priserne så lavt og samtidig tjene nok til Hobnob Copenhagen og sig selv, holder Vickie sig fra store rabatter og voldsomme udsalg som dem du ser ved Black Friday. Hun bruger heller ikke eksterne sælgere eller andre butikker, til at få hendes cashmere-tøj ud til kunderne. Til gengæld kan hun holde den høje kvalitet og prisen stabil, og hun kan fokusere på at give sine kunder en helstøbt oplevelse.
– Det betyder noget for mig, at en kunde kan købe et af mine produkter og komme tilbage flere år senere og købe det samme produkt, af samme kvalitet og til tæt på den samme pris. Jeg kører med en prissætning, der i forvejen er så lav, så skulle jeg tilbyde en masse rabatter og kampagner, ville det betyde, at jeg skulle sætte prisen højere op på hele mit normale sortiment, for at jeg ville danne et overskud. Hvis jeg skal have en anden butik til at sælge mine varer, så skal de også gøre prisen højere, for de skal jo også tjene nogle penge på at sælge mine produkter. Så ville jeg risikere, at mine trøjer ville koster to til tre gange mere og det ville påvirke, hvordan kunderne opfatter Hobnob Copenhagens priser helt overordnet. Så det gør jeg ikke, fortæller Vickie.
Urban Jungle. The leopard is a keeper. #cashmere #leopardprint #ourfavorite #limitededition #everydaywear #cashmerevejr…
Geplaatst door Hobnob Copenhagen op Donderdag 29 maart 2018
Det skal være en oplevelse at handle i Hobnob
I stedet for, at andre sælger Vickies produkter, sælger hun dem selv fra sit kontor og showroom på den smukke herregård Danstruplund. Hun sælger også via Hobnob Copenhagens hjemmeside, i sit lille hus i Tivoli, hvor hun sidder dag ud og dag ind i Halloween-sæsonen, og så kan du også finde Vickie på nogle af Danmarks største og bedste markeder rundt om i landet i weekenderne.
– Måske havde jeg været et andet sted i min forretning, hvis jeg havde sat priserne op på mit tøj, men jeg har ikke startet Hobnob for at blive rig, jeg har startet det for at kunne leve af det, og for at kunne glæde mine kunder med nogle lækre produkter. Så vil jeg også sige, at når man vælger sådan en eksklusiv vare, som cashmere er, så skal folk føle, at de får noget for pengene og får en særbehandling, når de handler hos mig, siger Vickie.

Hun fortsætter:
– Jeg tror, at min fortid som stewardesse, også har hjulpet mig i Hobnob, fordi jeg er god til at tale med mennesker. Jeg er, som jeg er. Jeg er ærlig, ligefrem og det er vigtigt for mig, at mine kunder kan mærke, at de ikke bare køber et produkt, men at de også støtter mig. Jeg kan ikke huske deres navne, eller genkende dem, når jeg ser dem på gaden, for der er mange, som jeg handler med over nettet, men de må gerne have en opfattelse og en følelse af, at de er noget specielt for mig, for det er de. Uden mine kunder, så var jeg her ikke. Så det er vigtigt, at de kommer herfra med et indtryk af, at de har fået god service og har fået et produkt, de på alle måder er 100 procent tilfredse med, siger Vickie.

Den hjemløse med cashmir-cardiganen
Vickie startede Hobnob Copenhagen med nogle penge, hun havde arvet, og med noget løn hun havde til gode efter sine mange år i SAS. De penge slap dog op for noget tid siden, og Vickie har nu investeret sin pension i Hobnob Copenhagen. Selvom virksomhedens omsætning stiger, er der stadig lang vej endnu for Vickie.
– Som jeg ser det, går jeg på en line, der er spændt ud mellem to bjergtinder. Jeg er for langt væk fra der, hvor jeg startede, til at vende tilbage. Jeg kan se den anden tinde, mærke lyset, men der skal bruges nogle kræfter, på at få mig det sidste stykke hen over linen, fortæller Vickie.
Hun håber på, at hun en dag kan køre Hobnob Copenhagen videre med sine to døtre, som et stærkt trekløver. Indtil da kører Vickie på med at vokse Hobnob Copenhagen endnu større.
– Selvom jeg tjener penge, kører jeg ikke i en stor Mercedes og jeg har ikke et hus på strandvejen. Jeg har satset alt, og hvis ikke jeg klarer mig, så er det alt, der ryger – hus, bil og pension. Så kan det være, at I finder mig udenfor Kvickly med et skilt i hånden. Jeg har nok en cashmere-trøje eller to på, så I kan kende mig, siger Vickie med et smil, inden hun slutter:
– Jeg har virkelig satset alt, og det betyder også, at jeg giver Hobnob alt. Jeg føler alle nedturene og alle opturene. Jeg mærker i den grad, at jeg lever. Det tror jeg, at Hobnobs kunder kan mærke på en eller anden måde. Jeg gør ikke det her for at blive rig, jeg gør det for at glæde andre, men det ville da være fedt, hvis jeg tjente pensionen hjem igen.
Du kan shoppe og læse mere om Hobnob Copenhagen og deres lækre cashmere-tøj på hjemmesiden, Facebook eller på Instagram. Du er også velkommen til at besøge Vickie Olesen i hendes showroom på herregården Danstruplund, men skriv lige inden du kommer, så du er sikker på, at hun ikke er ude i det danske land og møde sine kunder.

Læs også: Derfor skal du altid købe cashmere