
Derfor skal du altid købe cashmere
Cashmere er et af de mest luksuriøse og eftertragtede råmaterialer, som naturen giver os. Den er også kendt for at koste mere end andet strik, men når først du ved, hvorfor, får du aldrig lyst til at købe anden uld igen. Så læs med her, og bliv klogere på, hvorfor du aldrig går galt i byen, når du køber cashmere
Der er ingen uld, der er ligesom cashmere. Silkeblød, kølende og varmende på samme tid. Let og lækkert. Luksuriøst og eksklusivt.
Den naturlige uld er sin vægt værd i guld, og prisen sættes også ligesom guld – efter vægt og karat. Mange drømmer om et stykke tøj lavet af det vidunderlige garn, men lige så mange tøver med at investere i cashmere-produkter, fordi ulden også er kendt for sin høje pris.
Men hvorfor koster lige præcis cashmere så meget mere end andre typer uld? Hvad er det, der gør det til noget særligt? Og, hvorfor er dine penge i sidste ende givet bedre ud på et cashmere-produkt?
Det har vi blandt andet spurgt Vickie Olesen om. Hun er stifter og ejer af virksomheden Hobnob Copenhagen, der har gjort det til sin specialitet, at producere tøj af noget af den bedste cashmere, der findes, til en overkommelig pris.
– Jeg går ikke på kompromis med kvaliteten i de designs jeg sælger, for skal folk give et par tusind for et stykke tøj, skal det være kvalitet, og du skal føle, at du får noget for pengene, og det gør du med cashmere, forklarer Vickie.

Vidste du, at …
… den cashmere som Hobnob Copenhagen sælger er certificeret fra Teknologisk Institut? Certificeringen er garant for, at det produkt du køber er lavet af 100 procent superior cashmere.
Skabes under helt specielle forhold
Cashmere plukkes fra geden af samme navn. Hobnob Copenhagen får sin uld fra geder, der lever i Mongoliets bjerge. Gederne lever under ekstreme vejrforhold, hvor temperaturen kan svinge fra minus 50 grader om vinteren til plus 40 om sommeren. Det kan virke vildt i disse moderne tider, at blive ved med at fremstille cashmereuld som man har gjort igennem århundreder – i naturen– men ifølge Vickie er der en rigtig god grund til det.
– Hvis geden ikke gennemgår de her temperaturskift, lever af den mad den altid har levet af, og i det barske klima, der er på højsletterne i bjergene, så udvikler den simpelthen ikke den uld, vi laver cashmere af. Det er afgørende, og det er også derfor, at cashmereuld er af så udsøgt en kvalitet og så efterspurgt, og fordi man bliver ved at med at fremstille cashmere på denne måde i denne del af verden, anses mongolsk uld for verdens bedste kvalitet, uddyber Vickie.
Gedernes pels beskytter dyret mod vind og vejr. Pelsen er temperaturregulerende og sikrer, at geden er skiftevis afkølet i sommermånederne og varm i den syv måneder lange mongolske vinter. Det er den pels, der bruges i råmaterialet til cashmere. Kulden sikrer, at gederne udvikler hår, der er lange nok til at kunne spindes. De forskellige længder af pels sorteres mellem korte og lange hårstrå, der er nemlig forskel på cashmere – de længste hårstrå, har den fineste kvalitet.

Vidste du, at…
… cashmere har langtidsholdbare egenskaber. Passer du ordentligt på det, vil det bringe luksus til dit klædeskab i rigtig mange år.
Uldens svar på guld og ædelstene
Som du nok kan fornemme på fremstillingsmetoden, er cashmere en værdifuld råvare, som på mange måder kan sammenlignes med guld. Det er måske også derfor, at prisen på cashmere – ligesom guld – sættes efter vægt.
– Cashmere betragtes som en af naturens ædelstene. Fordi den har så mange fantastiske egenskaber vejer man det, ligesom guld, for at fastsætte prisen. Det er altså vægt per gram, du betaler for, når du køber cashmere-garn, siger Vickie Olesen.
Ligesom guld, er det også cashmeres sjældenhed, der gør den dyrere end andre typer uld. Ligesom guld inddeles i karat, inddeles cashmere også i forskellige niveauer af kvalitet.
– Man arbejder med forskellige længder på hårstrå, og det er længden på hårstråene, der fortæller, hvor god kvaliteten af ulden er. I udgangspunktet er det de længste hår, der giver den bedste kvalitet af uld. Den kalder man superior quality, fordi den betragtes som klasse 1. Uanset om du spinder dit garn med lange eller korte hår, er de stadig 100 procent cashmere, men når du kun spinder garnet med de længste hår, er der flere fibre, der kan gribe fat i hinanden. Det betyder, at der ikke er lige så mange strå, der stikker ud eller fnuller, som du eksempelvis kan opleve det med kortere hår. Derfor vil cashmere-uld, spundet med korte hårstrå, stadig være 100 procent cashmere, men det vil være en dårligere kvalitet end cashmere spundet med lange hår, forklarer Vickie Olesen.
Forskellen på hårstråenes længde gør altså, at der kan være stor forskel på kvaliteten af tøj, også selvom begge beklædningsgenstande er markeret med mærket “100 procent cashmere”.

Vidste du, at…
… cashmere er supernemt at vedligeholde? Du kan både vaske det i vaskemaskinen, og i hånden. Faktisk er cashmere også selvrensende, så trænger dit cashmereprodukt til at blive frisket op, kan et par timer på en bøjle udenfor rense det. Det sparer dig for udgifterne for vask og miljøet for belastning.
100 procent cashmere kan bruges hele året
Uanset om dit cashmeretøj er lavet med korte eller lange hårstrå, formår 100 procent cashmere-produkter dog at fastholde evnen til at regulere temperaturen, også når ulden er på din hud og ikke på gedens. Faktisk kan 100 procent cashmere-trøjer ligefrem føles kølige, når de rører huden.
I Hobnob Copenhagen benytter man sig endda af en endnu finere variant af casgmere i nogle af sine produkter.
– Det kaldes sommerkvalitetsuld. Den ser man ikke særlig mange steder, for den er dyr at lave. Den er næsten som silke, og du kan slet ikke mærke, at det er uld, fordi det er en luksuskvalitet. Det er virkelig diamanten blandt cashmere, og den ypperste luksuskvalitet, fordi den er spundet så tyndt, så tyndt, siger Vickie Olesen.
Cashmerens temperaturskiftende kvaliteter gør det til en type strik, der er velegnet til alle årets måneder – også de lune – i modsætning til mange andre uldtyper, der hurtigt kan overophede dig i sommervarmen. Cashmeres tekstur gør samtidig, at det ikke kradser og klør, når det kommer på huden, som andre typer uld godt kan.

Det er vigtigt at understrege, at så snart, der er tale om produkter, hvor den værdifulde strik er en del af uldblandingen, men uldblandingen ikke er 100 procent cashmere, kan du ikke regne med, at cashmere-uldens unikke kvaliteter længere skinner igennem. Det skyldes simpelthen, at de andre typer uld, du finder i et blandingsprodukt, kan gå ind og forstyrre den temperaturregulerende egenskab.
Så vil du være sikker på et strikprodukt, der er rart at have på i alle årstider, tilføjer noget luksus i din hverdag, og hvor du er sikret en kvalitet, der holder i mange år, så skal du finde produkter, der er lavet af 100 procent cashmere.
Du kan shoppe og læse mere om Hobnob Copenhagen og deres lækre cashmere-tøj på hjemmesiden, Facebook eller på Instagram. Du er også velkommen til at besøge Vickie Olesen i hendes showroom på herregården Danstruplund, men skriv lige inden du kommer, så du er sikker på, at hun ikke er ude i det danske land og møde sine kunder.

Læs også: Vickie satsede alt på cashmere: – Alle kvinder skal have råd til lidt luksus