Læs også:

Close
morgan freeman, skuespiller, metoo, anklager, seksuel chikane, harvey weinstein

NEWS: Skuespiller Morgan Freeman anklaget for upassende opførsel og berøringer

Nyheder  | 

Skuespilleren Morgan Freeman anklaget for upassende opførsel og berøringer · I dag stemmer irerne om en af verdens hårdeste abortlove · Uber-bil fra dødsulykke havde slået nødbremsen fra · Trump aflyser møde med Nordkorea · Medier: Weinstein overgiver sig til politiet fredag

Vi har udvalgt dagens væsentligste, sjoveste og skæveste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Endnu en stor Hollywood-stjerne anklages nu for seksuel chikane. (Foto: Pixabay)

Skuespilleren Morgan Freeman anklaget for upassende opførsel og berøringer

Morgan Freeman er en af de mest markante skuespillere i Hollywood. Med en mere en 50 år lang karriere som skuespiller, et hav af Oscar-nomineringer og flere statuetter, er der ingen tvivl om, at Morgan Freeman er blandt de store i branchen. Det er dog ikke det eneste den nu 80-årige skuespiller, har til fælles med flere af filmbranchens andre store stjerner.

Nu bliver han nemlig også anklaget for at have opført sig upassende over for flere kvinder. Det skriver TV2.

Der er tale om 16 kvinder, der anonymt er stået frem og har fortalt om deres oplevelser med skuespilleren til amerikanske CNN. Otte af dem siger, de har været vidne til upassende opførsel eller chikane, mens de andre otte siger, at de har oplevet det på egen krop.

En af kvinderne var produktionsassistent på filmen “Going in style”, en komedie med Morgan Freeman, Michael Caine og Alan Arkin fra 2017. Ifølge assistenten oplevede hun en masse uønskede berøringer og kommentarer om hendes figur fra Morgen Freeman, i månederne, hvor hun arbejdede på filmen. Hun anklager blandt andet skuespilleren for at have forsøgt at løfte op i hendes nederdel.

Flere underholdningsjournalister har nu også fortalt anonymt, at skuespilleren skulle være kommet med upassende kommentarer under interviews. En af dem er CNN’s egen reporter Chloe Melas, der selv har været med til at indsamle kilder og afdække sagen for nyhedsmediet.

Morgan Freeman har nu undskyldt over for kvinderne.

– Jeg undskylder til enhver, der har følt sig ukomfortabel eller ikke respekteret. Det var aldrig min hensigt. Enhver, der kender mig eller har arbejdet sammen med mig, ved, at jeg ikke er en person, der forsætligt ville fornærme nogen eller bevidst få nogen til at føle sig urolige, siger hollywoodstjernen til Sky News.

Freeman er blot af de seneste i en lang række mod anerkendte folk i filmbranchen generelt, der bliver anklaget for seksuelle overgreb og chikane. Det begyndte i oktober 2017, da flere kvinder anklagede filmproducenten Harvey Weinstein for sexchikane, overgreb og voldtægt. Det førte senere til kampagnen #MeToo. Også herhjemme fik kampagnen effekt, da blandt andre Zentropas direktør, Peter Aalbæk, kom i modvind for at give sine kvindelige ansatte “klask i numsen”.

I dag stemmer irerne om en af verdens hårdeste abortlove

I dag stemmer Irland om at ophæve en af verdens strammeste abortlovgivninger. Helt konkret stemmer irerne om at ophæve artikel 40.3.3 i den irske grundlov, der ulovliggør abort i stort set alle sammenhænge. Abort er kun lovligt, hvis den gravide kvindes liv er i fare, og det kan give op til 14 år at bryde loven.

I mange år har irske kvinder rejst til England for at få en abort, for derefter at vende tilbage til Irland med en lille kiste, som de kunne begrave i hjemlandet. Ifølge det irske sundhedsministerium blev der i 2016 foretaget 25 lovlige aborter i Irland. Derudover tog 3265 irere samme år til England for at få en abort, viser tal fra det britiske sundhedsministerium. Det svarer til knap ni om dagen.

Ender irerne med at stemme “JA” tages abortlovgivningen ud af grundloven, og det bliver dermed op til parlamentet at lovgive om adgangen til abort. Forud for valget har den irske premierminister, Leo Varadkar, meddelt, at den siddende regering vil foreslå en abortgrænse på 12 uger. Det samme som i Danmark.

Spørgsmålet deler i den grad vandene i Irland, fordi spørgsmålet dukker direkte ned i landets dybe katolske kulturarv.

– Det har skabt så stor splittelse og giftige diskussioner i mange år. Man var stærk tilhænger af idéen om, at Irland kunne bevare en kulturel og moralsk renhed, som ikke fandtes andetsteds. Det var en stor del af den irske nationalisme og irsk-katolsk identitet, siger Diarmaid Ferriter, der er professor i irsk historie ved University College Dublin til TV 2.

Abortmodstanderne har brugt grafiske kampagner, blandt andet fosterdukker, for at illustrere, hvor meget et foster ligner et menneske, når det aborteres. Den mindste dukke viser 12 ugers-stadiet, som er den danske grænse.

Ja-siden bruger ofte billeder af den unge Savita Halappanavar, hvis død The Guardian kalder ”en katalysator for denne uges historiske afstemning”. Hun satte ufrivilligt gang i den irske abortdebat i 2012, da hun 17 uger inde i graviditeten blev indlagt på grund af rygsmerter. Hospitalets personale konkluderede hurtigt, at en abort var uundgåelig, men fordi lægerne kunne konstatere, at fostrets hjerte stadig bankede, kunne Savita ifølge artikel 40.3.3 ikke få en abort. En uge efter indlæggelsen døde hun af infektioner og septisk chok forårsaget af den naturlige abort, hun var tvunget til at vente på.

Uber-bil fra dødsulykke havde slået nødbremsen fra

1,3 sekunder før en Uber-ejet selvkørende bil dræbte en fodgænger, registrerede bilen behovet for at bremse, men bilen bremsede aldrig, og påkørslen kostede fodgængeren livet.

Nu skriver Wall Street Journal, at de amerikanske transportmyndigheder har fundet ud af, at bilen ikke var indstillet til selvstændigt at foretage nødopbremsninger. Det er en rapport fra USA’s Nationale Transportsikkerhedsråd (NTSB), der viser, at bilen opdagede fodgængeren seks sekunder før påkørslen.

Først identificerede bilen personen som et ukendt objekt, siden som et køretøj og til sidst som en cykel. 1,3 sekunder før påkørslen vurderede systemet, at en nødopbremsning var nødvendig. Derudover noteres det, at bilens software ikke var indstillet til at advare operatøren – en person, der følger med i bilens prøvekørsel på vejene – i nødstilfælde, fordi det skulle reducere potentialet for uberegnelig kørsel. I rapporten fremlægges den kvindelige operatørs udsagn, og hun oplyser, at hun havde holdt øje med den software, der står for bilens kørsel. Under et sekund før påkørslen reagerede hun og trådte på bremsen.

For to måneder siden fjernede staten Arizona Ubers tilladelse til at teste teknologien med selvkørende biler på vejene i delstaten, og onsdag lukkede Uber sit udviklingsprogram med selvkørende biler i Arizona. Uber er selv i gang med en undersøgelse af ulykken.

Se også: Selvkørende Uber-bil kørte kvinde ned og dræbte hende

Uber bliver undersøgt efter en af deres selvkørende testbiler har kørt en kvinde ned og dræbt hende. (Foto: Polfoto)

Trump aflyser møde med Nordkorea

Den amerikanske præsident Donald Trump har udsendt et åbent brev, hvor han officielt aflyser det møde, han efter planen skulle have holdt med Kim Jong-un den 12. juni i Singapore.

I brevet begrunder han aflysningen med, at de seneste udtalelser fra styret i Pyongyang har skabt en så fjendtlig stemning, at han ikke længere finder det frugtbart at afholde et møde om atomnedrustningen på den koreanske halvø.

Det så ellers ud til, at de to stater og mangeårige fjender var ved at nærme sig hinanden, og det lignede et diplomatisk tøbrud, efter den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, to gange har mødt den nordkoreanske leder, men nu er retorikken igen blevet skærpet mellem Nordkorea og USA de seneste uger.

Dråben for amerikanerne har blandt andet været en skarp nordkoreansk kritik af vicepræsident, Mike Pence, samt at Nordkorea ikke har reageret på USA’s gentagne henvendelser vedrørende mødet den 12. juni. Trump lagde vægt på, han håber, at der igen kan blive en positiv udvikling af hensyn til det nordkoreanske folk, men hvis ikke, understregede han, “er vi mere klar end vi nogensinde har været”.

– Det koreanske folk fortjener at leve i fred og harmoni, men det kan først ske, når truslen fra atomvåben er fjernet, lød det fra Donald Trump.

Ifølge præsidenten afventer man nu, om den nordkoreanske leder igen vil indgå i en konstruktiv dialog, og Trump slog samtidig fast, at man indtil videre fastholder de strenge økonomiske sanktioner, man har pålagt Nordkorea.

Medier: Weinstein overgiver sig til politiet fredag

Ifølge New York Daily News og The New York Times bliver filmproduceren Harvey Weinstein anholdt i dag. Årsagen er et seksuelt overgreb, Weinstein skal have begået mod skuespillerstuderende Lucia Evans under et forretningsmøde i 2004.

Det er endnu uklart, om andre sager indgår i sigtelsen, men arrestationen kommer, efter at der i månedsvis har været rettet anklager om seksuelle overgreb, som producenten skulle have begået over en længere årrække mod mange forskellige kvinder i filmbranchen. Det skriver Berlingske.

Beskyldningerne var sidste år med til at sætte skub i den omfattende #MeToo-kampagne, hvor kvinder og mænd brød tavsheden om sexchikane og seksuelle overgreb i blandt andet filmbranchen. Sagen spredte sig også til det danske film-miljø, hvor blandt andet Zentropa-stifteren Peter Aalbæk Jensen har været hårdt kritiseret.

Se også: Flere kvinder står frem med sexchikane-anklager mod Hollywoodboss

sexchikane, chikane, sex, kvinder, skuespillerinder, hollywood, harry weinstein, anklager, forlig, magtmisbrug, sexsag, fyret,
Flere kvinder anklager Hollywoodbossen Harry Weinstein for sexchikane. (Foto: /ritzau/)

· Mere fra samme kategori ·