Læs også:

Close
houzz drop sofa indretning

Drop din sofa – her er 8 hyggelige alternativer!

Bolig  | 

Vent med automatisk at vælge den traditionelle sofa, før du har tjekket de gyngende og pladsbesparende alternativer her

Benedikte Lundberg, Houzz.dk

Vi har ofte en tendens til at bruge de samme møbler, når vi indretter vores hjem, og sofaen er ingen undtagelse. Den har fået en central rolle i de fleste boligejeres stuer, hvor den symboliserer afslapning, afkobling og hygge, og hvorfra det meste fjernsynskiggeri foregår. Men der er masser af andre møbler og løsninger, der kan udfylde samme funktion og endda skabe lidt mere liv og dynamik i din stue. Lad dig inspirere af otte hyggelige alternativer til den traditionelle sofa.

Først og fremmest er det en god idé at finde ud af, hvilke alternativer til en sofa, der kan matche dine behov. Hvis du døjer med dårlig ryg, er det måske ikke gulvpuder du skal anskaffe dig. Er I en stor børnefamilie giver det ligeledes sig selv, at en enkelt hængekøje ikke er løsningen. Find derfor først ud af, hvilken funktion du ønsker det nye møbel skal have og hvor mange, der reelt kommer til at bruge det. Dermed ikke sagt, at du som det første skal smide din sofa til storskrald, for mange af de nedenstående eksempler kan sagtens suppleres med din gamle sofa, men blot give nyt liv til stuen.

1. Drømmende daybeds og divaner

Ønsker du at tilføre din stue masser af elegance og afslapning, kan en daybed eller en divan være den perfekte løsning som alternativ til en sofa. Møblet, der både kan fungere som seng og sofa fås i et hav af forskellige udgaver, til både én og flere personer. Modsat sofaen, der ofte bliver et passivt møbel, hvor man ser fjernsyn fra, inviterer en daybed eller en divan i højere grad til at ligge og læse en god bog. Møblet kan sagtens supplere en sofa i stuen, men ved at vende din daybed væk fra fjernsynet kan den skabe en hyggeplads til dem, der ikke vil se tv.

En helt enkel og minimalistisk daybed i træ, der matcher resten af indretningen. På gulvet er der lagt puder som kan bruges til ekstra siddepladser, når der er gæster.

Læs også: Chaiselong – derfor er hybriden mellem sofa og lænestol genial

2. Gyngende sofa

Du kan også tænkte helt alternativ og anskaffe dig en gyngende sofa. Først og fremmest er det en sjov og iøjnefaldende idé, der samtidig giver følelsen af mere plads og rum i stuen, når sofaen er hævet over jorden.

En lidt mindre gyngende udgave af en sofa, der er placeret tilpas langt nede ved jorden til stadig at give illusionen af mere plads. Er du handy, kan du selv fremstille en gyngesofa ud af gamle paller eller ved at save benene af din gamle sofa og montere reb eller wirer i hvert hjørne. Det er dog vigtigt at sikre sig massive kroge til loftet, der kan holde det forholdsvist tunge møbel.

3. Hyggelige hængekøjer

Vi bliver i det gyngende hjørne, hvor forskellige slags hængekøjer kan være et godt alternativ eller supplement til en traditionel sofa. Denne udgave er velegnet til børnefamilien, fordi flere personer kan ligge her samtidig.

Versionen på billedet her kan være ideel til dig, der bor alene og ikke nødvendigvis har hverken plads til eller brug for en stor sofa. Hængekøjen skaber en maritim følelse i stuen, og skaber masser af plads til andre møbler og dekoration i rummet.

Her har man ligeledes udnyttet de flotte træspær til at hænge en hængekøje, mens sofaen igen helt er undladt.

OBS:
Tjek altid, at loftet eller væggen rent faktisk kan bære at have en hængekøje og kropsvægt hængende.
Spørg eventuelt en fagmand til råds, hvis du er i tvivl.

 

Læs også: Redaktionens favoritter – Sofaer som hele familien kan slappe af i

4. Put dig i puffer og puder

Med store gulvpuder eller puffer får du samme komfort som i en sofa, men du skaber i højere grad en mere loungeagtig stemning. Her kan du kombinere forskellige størrelser, materialer og farver og give stuen masser af kulør og liv. Dette kan være ideelt i en stue uden fjernsyn, hvor det i højere grad er samtale og afslapning, der er i fokus. Placer eksempelvis et bord i midten og læg puder og puffer rundt om.

Synes du, det bliver for ukomfortabelt med bløde gulvpuder, kan du også vælge læderpuffer med bløde puder som ryglæn op ad væggen. De giver stadig en afslappet loungefornemmelse, men får dig til at sidde lidt mere ret og oprejst. Det flotte kernelæder skaber desuden en fin kontrast til de hvide vægge og vinduer.

5. Flad ud i en sækkestol

I samme dur kan bløde sækkestole gøre det ud for en sofa. Placer dem i en klynge midt i stuen eller udnyt din boligs hjørner, og lav små adskilte hyggekroge med dem. Der findes masser af udgaver i alt fra læder til lærred. Sækkestolene er ligeledes mobile og nemme at rykke rund på.

Sækkestole kan også være en fin løsning som siddepladser til børnene. Her fremstillet i filt som små ugler.

6. Behagelige bænke

Bænke kan også være et godt alternativ til en sofa, da de fylder mindre i rummet på grund af deres begrænsede dybde og det faktum, at der ikke er noget ryglæn. Det gør det pludseligt muligt at indrette sig steder i stuen, hvor en sofa normalt ikke ville kunne stå – som her på billedet ved en vindueskarm, hvor en almindelig sofa ville skygge for det nederste af vinduet og lysindfaldet.

Denne bænk består af fritsvævende træplader, der er skruet fast på væggen. Der er skabt et sofalignende møbel oven på pladen, bestående af en madras og et fastskruet ryglæn i læder. En fin løsning, der udnytter et ellers svært hjørne med skråvægge.

Læs også: Trendmøbler – Derfor skal du have en daybed

7. Små supplerende gynger

Små gynger kan være et rigtig sjovt supplement til en sofa eller et par lænestole. De kan både hænge i hjørner, ved siden af en sofa eller ved vinduerne, så man har en lille udkigspost. Et møbel, som de mindste familiemedlemmer sikkert også vil sætte pris på. Det smarte ved frit hængende møbler, monteret i loftet er, at de ikke optager kvadratmeterne på stuegulvet.

I stuen her har man kombineret den traditionelle sofa med en trægynge i stedet for en lænestol. Det giver rig mulighed for at nyde både fjernsynskigning og den flotte udsigt.

Denne flotte, gyngende kurvestol er ligeledes et møbel, der passer perfekt ind i stuens hjørne ved siden af et lille bord. Her kan man sidde og læse eller nyde en god drink i weekenden.

8. Livlige lænestole

Der findes i dag mindst ligeså mange fine gynge- og lænestole, som der findes sofaer. Det smarte ved gynge- og lænestole er, at du kan kombinere forskellige typer og sammensætte dem rundt om et sofabord, der gør stuen mere spændende og levende, når der både er forskellige farver, mønstre og materialer til stede. Hvis du vil have ekstra god komfort kan du anskaffe dig fodskamler til stolene.

Det kan give en rigtig fin effekt at bryde en strømlinet og ensfarvet stue med en lænestol i en kulørt og kraftig farve.

 houzz
Læs også:
nespresso kaffe

· Mere fra samme kategori ·