
En afbrudt søvn ødelægger hverdagen for mange danskere
Er du en af de mange danskere som hver nat står op fordi, du skal tisse, og derved ofte får afbrudt din søvn? Det og konsekvenserne af det, kan du læse mere om her
Mere end en million voksne danskere over 50 år får afbrudt deres søvn hver eneste nat, fordi de skal op og tisse. De lider af såkaldt nykturi, og det viser sig nu, at afbrudt søvn kan have alvorlige konsekvenser for deres liv og hverdag. De er nemlig trætte, husker dårligere og bliver lettere irriteret, det skriver Ritzau.
Dette fremgår af en netop afsluttet undersøgelse foretaget af Netdoktor. En ekspert advarer om de alvorlige konsekvenser, den natlige vandladning kan have for helbreddet, fordi der er en sammenhæng mellem søvnforstyrrelser og sygdomme som diabetes, forhøjet blodtryk og hjerte-karsygdomme.

Hvad betyder nykturi for helbredet?
– Nykturi er den hyppigste årsag til afbrudt nattesøvn
– Forstyrrelser af nattesøvnen kan føre til nedsat livskvalitet
– Træthed kan føre til koncentrationsproblemer
– Søvnforstyrrelser kan også give dårligere helbred
– Hos ældre er nykturi en risiko i forhold til faldulykker
Afbrudt søvn kan være have meget alvorlige konsekvenser
2.169 danskere, der alle har problemet, har svaret på spørgsmål om, hvad de natlige søvnforstyrrelser betyder for deres hverdag. Langt over halvdelen fortæller at de går rundt og er trætte om dagen. Tæt på halvdelen oplever, at afbrudt søvn medfører dårligere livskvalitet, og hver tredje svarer, at deres præstationer på arbejdet bliver dårligere som følge af afbrudt søvn.
– Natlig vandladning er et stort problem, som folk ikke tager alvorligt nok, selvom det påvirker deres liv og helbred i meget høj grad, fastslår Charlotte Graugaard-Jensen, afdelingslæge på Urinvejskirurgisk Afdeling på Skejby Universitetshospital.
– Rigtig mange kommer ind på vores klinik og fortæller, at de er uoplagte og har svært ved at koncentrere sig på arbejdet. De er plaget af at skulle forlade sengen en eller flere gange hver nat for at tisse, og de har ofte svært ved at falde i søvn igen, fortæller Charlotte Graugaard-Jensen.

Det kan du gøre:
– Begræns væskeindtag efter kl 18
– Fysisk aktivitet kan forbedre søvnen, undgå dog at motionere lige inden sengetid
– Overvej om stress eller uro spiller en rolle
– Tal eventuelt med din læge
Få styr på din søvn
Ud over at nedsætte din livskvalitet væsentligt kan afbrudt søvn i alvorlige tilfælde være skadelig for dit helbred. Det kan nemlig have en sammenhæng med diabetes, forhøjet blodtryk og hjertekarsygdomme. Derfor opfordrer Charlotte Graugaard-Jensen til, at man får gjort noget ved problemet
– Første skridt kan være at gøre op med de dårlige vaner. Find ud af, om du drikker for meget om aftenen. Det, du drikker efter 18, gemmer du til natten, siger Charlotte Graugaard-Jensen.
– Det kan være en god ide at sætte et kryds i kalenderen, så man får set på, hvordan man kan optimere sin søvn. Sover jeg koldt nok, har jeg tilstrækkelig ro omkring mig, og har jeg styr på, hvor meget væske jeg drikker. Vores søvn er mindst lige så vigtig som alle de andre ting, vi gør for at have det godt, siger Charlotte Graugaard-Jensen.
Nykturi er næsten lige udbredt blandt mænd og kvinder, og problemet stiger med alderen, hvor op til 70 procent af alle over 65 år rent faktisk lider af nykturi.
Læs også: Ledigheden blandt unge er steget