
7 søndagsritualer, der gør den kommende uge nemmere for dig selv
Disse syv små søndagsritualer kan gøre din mandag og hele din uge markant bedre. Så gør noget godt for dig selv, og læs med her
Det er ikke uden grund, at mandag er kendt som lidt af en træls dag. Weekenden er slut, du er tilbage på arbejde eller i skole, og fem dages stress, jag og hverdagstravlhed og ditto-udmattelse er kun lige begyndt. Hvis du oven i købet har en dårlig mandag, kan det blive startskuddet til en dårlig uge.
Det er der ingen, der er tjent med. Derfor får du her syv gode råd til små ritualer, du kan gennemføre om søndagen, så du gør din mandag og den kommende uge så nem og lækker for dig selv som muligt.

1: Få et overblik
Start med at bruge lidt tid på at skabe dig et overblik over den uge, du er på vej ind i. Alt efter, hvor meget du vil dykke ned i detaljerne, kan det tage et kvarter til uendelig tid.
Kig i din kalender:
- Har du deadlines, der skal skal nåes denne uge?
- Har du nogle aftaler, du skal huske?
- Er der noget, du gerne vil prioritere at have tid til?
- Har du været realistisk omkring din tid? Hvis ikke, er der måske noget, der lige skal planlægges om.
Det er nogle af de ting, du skal spørge dig selv om, imens du planlægger. Lav eventuelt små sedler til dig selv, eller planlæg i en bulletjournal, så du har styr på, hvad du skal nå, hvornår.
Overblikket vil give dig ro og stoppe tankemylderet, der kan melde sig søndag aften, når du skal til at sove og ligger og spekulerer på, om der er noget, du mon har glemt.
Se her: Få styr på din hverdag med en kalender

2: Ryd op i dine ting, og pak din taske
Det er ikke nogen hemmelighed, at der kan gemme sig mange spændende ting i en dametaske. Brug derfor lige nogle minutter på at rydde op i den. Smid gamle kvitteringer ud, tøm den for krummer og andet godt, og tjek, at der ikke er en fedtet lakrids, der har sat sig fast nede i bunden.
Når tasken er tømt for unødvendige ting, så pakker du den lige med det, du skal bruge. Flyt din pung fra kuverttasken, du brugte på byturen til din hverdagstaske, så du ikke står og mangler dit dankort mandag morgen i bageren. Skal du bruge din computer, så pak den. Tænk, at det skal være nemt for dig bare at stå op og komme ud ad døren.
Læs mere: Tid til at rydde op i makeuppungen! Det skal du beholde, og det skal du smide ud

3: Giv dit hjem en hurtig oprydning
Det kan godt være træls at starte dagen og ugen med at slå øjnene op til tøjstolen, der bliver højere og højere (du ved udemærket godt, hvad det er for en stol, jeg taler om), ildelugtende gammel opvask, der burde være taget, og indtørrede dipskåle fra tømmermændshyggen fra dagen før.
Lav en hurtig oprydning, ryd køkkenet, hæng dit tøj op i skabet, eller smid det til vask. Sørg for, at der er pænt og ryddeligt, når du starter ugen.
Se også: Oprydning: 9 årsager til rod i hjemmet – sådan kommer du dem til livs!
4: Læg dit tøj frem til næste dag
Punkt fire er en forlængelse af punkt tre, for når du alligevel er ved at rydde tøjstolen, så kan du meget passende finde ud af, hvad du skal have på den følgende dag.
Ved at have forberedt dit outfit om søndagen, kan du eventuel lige nå at prøve det på for at se, om det fungerer for dig, uden at du skal stå og stresse over tiden, som du vil skulle 24 timer senere. Du kan også meget passende lægge det frem til dig selv på din stol, for den har du jo lige ryddet.
Se også: Religiøs mode vinder frem: Det bliver trendy at være tildækket

5: Skift sengetøj og vask det
Der er ikke noget bedre end at lægge sig i en seng, der er redt med nyvasket sengetøj. Så skift lagner, dyne og pudebetræk, der er fyldt med sengemider, gammel makeup, sved og andet godt.
Har du tid og overskud, så vask dit beskidte tøj, så du ikke skal stå og mangle din yndlingscardigan halvvejs gennem ugen.
Har du set: Så tit skal du i virkeligheden gøre rent i soveværelset

6: Forbered din mad
Mange af os vil gerne leve sundt i hverdagen, og det er bare nemmere, når du har forberedt din mad på forhånd.
Du kan eventuelt tage et kig på kalenderen og se, om du har nogle aftener, hvor du ikke skal spise hjemme. Det kan også være, at der er en dag, hvor du skal pakke ekstra frokost, fordi du har en lang dag på kontoret.
Hvis du ikke er til hard core meal prep, så kan du lave nogle små snackposer til dig selv. Skær en pose gulerødder, og læg dem i en skål med vand. Gør det samme med agurkestænger. Pak noget mørk chokolade og nødder i din taske, til når sukkertrangen tager over.
Hvis du kan overskue det, så lav en madplan. Lav eventuelt mad til flere dage, så du ikke skal bruge flere timer hver dag på at lave aftensmad.
Du vil takke dig selv, når du putter sunde ting i maven, der er gode for din krop, frem for at falde i fastfoodfælden, fordi du ikke lige fik pakket noget ordentligt mad.
Se mere: Mad på SU: Otte tips til at spise som en dronning

7: Giv dig selv en spadag
Når nu du har ordnet dit hjem, din seng, din taske, dit tøj og din madpakke, er der faktisk kun én ting tilbage at gøre: Ordne dig selv.
Gå i bad, eventuelt med et godt glas vin og lidt stearinlys og din yndlingsmusik. Giv din krop en god scrub og ansigtet en god maske. Ordn dine negle, og forkæl din hud med dine ynglingsprodukter.
Se mere: Det betyder dit udseende for dit selvværd

Du kan gøre det hver dag
Mark Zuckerberg, stifter af Facebook, er blandt andet kendt for kun at gå i grå T-shirts og hættetrøjer, for så behøver han ikke bruge unødvendig tid på at tænke over, hvad han vil have på den dag. Den tid kan han i stedet bruge på at være sammen med sin familie og finde nye måder at tjene styrtende med penge på.
Helt så ekstrem behøver du ikke at være, men det kan give dig rigtig meget i hverdagen, hvis du bare forbereder dig en smule. Disse syv tips vil med garanti give dig en bedre start på ugen og måske en bedre uge i det hele taget. Det behøver heller ikke kun være ritualer, du følger om søndagen, for mange af tingene kan gøres hver dag.
Det kan virke voldsomt at skifte sengetøj og lave hjemmespa, så det behøver du måske ikke at gøre dagligt, men det er ikke en dum ide at hjælpe dig selv på vej ved lige at bruge en time hver aften på at gøre din morgen og den kommende dag bedre for dig selv.
Gør du: Bruger du dine penge på ting, der giver dit liv værdi?
