
Når alle mænd hedder Kenneth, og man selv er en navnesnob
Egentlig troede vores blogger Benita, at hun havde meget få krav til en potentiel Tinder-date. Så opdagede hun, at en meget stor del af de nordjyske mænd hedder Kenneth …
Jeg er en navnesnob. Det står klart efter nogle måneder på Tinder, hvor jeg oplever, at hver tredje singlemand i Aalborg i alderen 32-39 år inden for en radius af 10 kilometer hedder Kenneth. Eventuelt uden h.
Det afføder to umiddelbare konklusioner:
- WHAT THE FUCK?
- Jeg er navnesnob.

En anti ønskeseddel
Jeg startede min Tinder-rejse med tasken fuld af frisind og var helt åben for, at lykken kunne være i alle andre kroge end dem, jeg ellers kiggede i.
Udseende, uddannelse, hobbyer og oprindelse var lige meget, hvis han bare var sød og rimelig vaks i replikken.
Men allerede inden jeg havde forladt perronen, begyndte snobberiet at spise sig ind på min ellers åbne tilgang til min kommende bedre halvdel. Måske kunne det være fedt, hvis han havde en universitetsgrad. Måske kunne det være fedt, hvis han ikke søbede alt for meget proteinshake og tog selfies foran spejlene i Fitness World.
Måske var det vigtigt, han ikke hed Kenneth.

Alle de der krav der gør det svært at holde af mig selv, fordi jeg finder ud af, at frisind alligevel ikke er noget, jeg lider af. Mest fordi de krav ikke har anker i noget rationale, men bare er et punkt på en omvendt ønskeliste med en lang række af ikke’r.
Nå, så jeg gik på date med Mikkel, fordi han havde et pænt navn og virkede nogenlunde normal. Klip til en date af uovertruffen kikset karakter, hvor jeg endte med at cykle hurtigt hjem og se af afsnit af bagedysten alene i min sofa, mens jeg svor, at jeg ville swipe ja til flere Kenneth’er, hvis det betød mindre tossefaktor.
Selektion i frisindets navn
Så mens jeg forsøger at holde mig selv ud, bebrejder jeg Tinder for at stikke mig så få informationer, at selektionen bliver diffus, overfladisk og forvandlet til små halmstrå, der snævrer min udvælgelse ind.
Jo færre informationer, jo mere fylder de små detaljer såsom navn og proteintindtag og bliver til noget, jeg åbenbart ikke kan leve med på forhånd.

Der er grundlæggende ikke noget galt med at hedde Kenneth. Det er bare et navn, et hylster og ikke rigtig noget velbegrundet turn off. Der er til gengæld noget galt med at være navnesnob, uddannelsessnob og hobbysnob, som jeg er, men det udelader jeg selvfølgelig i min profiltekst.
Det er klart.
Læs også: 3 mænd afslører: Sådan mødte jeg min Tinder-kæreste
Læs også: Jeppe forklarer: Derfor er mænd på Tinder lige efter et breakup



