Læs også:

Close
forbrug, shopping oplevelser

Ekspert: I fremtiden skal shopping være en oplevelse

Kultur  | 

I fremtidens shopping vil vi have oplevelser, stemning og god service, og vi er kritiske over for de firmaer, der ikke kan yde det, eller behandle naturen og medarbejdere ordentligt

I fremtidens shopping skal butikkerne ikke kun sørge for at tage ansvar og være ordentlige, de skal også sælge oplevelser til os, især hvis de skal konkurrere mod nethandel. Fysiske butikker kan nemlig stadig noget, som netbutikker ikke kan.

– Man kan opleve det i et stormagasin som Magasin. De er kendt for god service og en stærk
byttepolitik, og hos dem er der ofte mulighed for en ekstra oplevelse som at få lagt makeup eller sat hår af de ansatte.

I Supermarkeder er der ofte smagsprøver på ting som mad og vin. Disse ting giver en oplevelse, når du er ude at shoppe, og det kan du ikke få på nettet. Det er oplevelser som disse, der vil lokke dig ned i butikkerne, fortæller Anne Sophie Scavenius, partner i kommunikationsbureauet Mannov.

I fremtidens shopping vil vi have oplevelser, når vi handler i fysiske butikker frem for på nettet. (Foto: Scanpix Danmark)

Læs også: Webshops giver store rabatter mod abonnementer: Kan det betale sig?

Netbutikker og fysiske butikker kan komplimentere hinanden

Anne Sophie Scavenius fortæller, at mange på et tidspunkt troede, at de fysiske butikker ville lukke ned på grund af den stigende nethandel. Selv om onlineshopping har påvirket de fysiske butikker, er der dog stadig mange virksomheder, der har begge dele, og hvis de sørger for at tage ansvar og give den oplevelse, som kunderne forventer, vil mange stadig vælge de fysiske butikker, spår Anne Sophie Scavenius:

– Der er plads til de fysiske butikker, så længe oplevelsen adskiller sig væsentligt fra det, man får ved nethandel. Et eksempel er brude- og festkjolebutikken Lilly, som åbner på en ny adresse med mere plads. Folk vil nemlig have oplevelser. Når man skal købe brudekjoler i dag, skal det være ligesom på film, hvor man tager sine bedste veninder med ind i butikken.

– Det samme ses i programmer som ”Say yes to the dress”, som med al tydelighed viser, hvad det er, de fysiske butikker kan, som nethandel ikke kan endnu. Kunder, der for eksempel shopper efter en brudekjole, forventer en oplevelse, og at de får masser af privatliv, mens de prøver den ene kjole efter den anden, og veninderne får sig et glas champagne og lidt sødt imens. Der skal også gerne følge en brudestylist med, som koncentrerer sig 100 procent om bruden.

Danskerne elsker et godt tilbud

Ifølge Anne Sophie Scavenius kan butikkerne særligt gøre sig gældende på udsalgsevents, for danskerne er vilde med følelsen af, at de har gjort en god handel, når de shopper. Derfor spår kommunikationspartneren også, at store udsalgsdage som black friday, single days (det kinesiske udsalg) og valentinsdag vil blive mere og mere populære.

– Der kommer flere og flere af den slags tilbudsdage, hvor familien kan få varer til gode priser og samtidig få en oplevelse ud af det. Så der er noget at vinde for de fysiske butikker der, fortæller Anne Sophie Scavenius.

tøj, salling, københavn, oplevelser, fremtidens shopping, kultur, shopping, kunder, detailhandlen, webshopping,
Sallings store juleudsmykning. (Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark)

Læs også: De 20 bedste beauty-nyheder under 200 kroner

Forbrugerne stiller krav til virksomhederne

Forbrugerne er også blevet mere kritiske overfor den service, der ydes. For eksempel giver hjemmesider som Trustpilot og sociale medier dig mulighed for at advare andre, hvis du har haft en dårlig oplevelse hos en virksomhed, og det er noget, som vi i høj grad benytter os af. Vi vil nemlig have ordentlighed fra virksomhederne i fremtidens shopping.

Det forandrede forbrugsmønster hænger blandt andet sammen med finanskrisen, hvor forbrugerne var meget prisfokuserede, og dyre mærker blev undgået, men nu, hvor økonomien er i vækst, kan vi være forbrugere på en ny måde.

– Vi er blevet et brand-politi, og hvis virksomhederne gør noget, som vi ikke synes er i orden, rykker vi ud. Det nye er, at dem, der udgør den største trussel i forhold til potentielle kriser og shitstorms, er de mest loyale fans. Vi beskytter vores favorit-brands og går til angreb, hvis vi synes, at virksomhederne bag disse brands opfører sig uansvarligt. De brands, som vi identificerer os med, er dem, som vi stiller de største krav til, udtaler Anne Sophie og fortsætter:

– Derfor udviser forbrugerne et stort engagement i at holde virksomheder op på deres ansvarlighed og ordentlighed. At anmelde forskellige firmaer på sociale medier og Trustpilot er noget, vi som forbruger gør i højere og højere grad, og det stiller krav til virksomhederne om at skabe de bedste vilkår for at få tilfredse kunder, siger Anne Sophie Scavenius.

tøj, udsalg, københavn, oplevelser, fremtidens shopping, kultur, shopping, kunder, detailhandlen, webshopping,
Vi vil have ansvarlige virksomheder i fremtidens shopping. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2017)

Virksomhederne lytter

Noget kunne tyde på, at virksomhederne er begyndt at få øjnene op for den nye type forbruger som stiller krav til, at ansvarlighed skal være en integreret del af en virksomheds strategi. Anne Sophie Scavenius peger på virksomheden Simple Feast, der bringer vegetariske og økologiske hovedretter hjem til din hoveddør. Der er ingen tilsætningsstoffer i maden, og forbrugeren får sund velsmagende mad, der nemt kan varmes op.

– Hos Simple Feast er ansvarlighed en integreret del af strategien. Deres måltider er vegetariske, fordi deres princip er, at folk skal spise mindre kød for at skåne vores miljø og for befolkningens sundheds skyld. De er et godt eksempel på en virksomhed, som skaber en positiv forskel i verden.

Et andet eksempel er tøjmærket Aiayu, der producerer bæredygtigt tøj og går op i ordentlige forhold under produktionen, hvilket betyder, at de gør op med kemikalier og dårlig behandling af de medarbejdere, der er involveret i produktionen af tøjet.

– Aiayu tager ansvar, fordi de skåner klimaet og skaber gode forhold for arbejderne i produktionen. Og det er eksempler som disse, hvor virksomhederne vinder forbrugernes gunst. Det er en udvikling, der er i gang, og den stopper ikke nu, slutter Anne Sophie Scavenius.

Læs også: Black Friday-guide: Sådan får du mest ud af din shopping

· Mere fra samme kategori ·