Læs også:

Close
volkswagen, os, dieselos, test, aber, mennesker, forsøg, forurening, luft, miljø, snyd

NEWS: Volkswagen testede diesel-os på mennesker og aber

Nyheder  | 

Volkswagen testede diesel-os på mennesker og abe · Franske myndigheder tjekker tilbudspris efter Nutella-slåskampe · Voldtægtsofre venter flere måneder på psykologhjælp · Danmark får kritik for salg af ulovlig feta · Flere unge snyder med SU’en · Soldater har afsløret basers placering med fitness-app · Folkemødet er blevet for dyrt: Flere organisationer skærer ned på deltagelsen · Samuelsen er positiv over for USA nu

Vi har udvalgt dagens væsentligste, sjoveste og skæveste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Volkswagen testede diesel-os på mennesker og aber

Sammen med BMW og Daimler har Volkswagen testet effekten af dieseludstødning på 10 aber. Det siger den tyske politiker Bernd Althusmann, der er medlem af Volkswagens bestyrelse til The New York Times.

Abeforsøget fandt sted i 2014, og målet var at bevise, at Volkswagens Beetle-dieselbil ikke forurenede så meget som før. Det var samtidig en del af en større miljøskandale, hvor der var blevet installeret snydesoftware i den tyske bilkoncerns biler for at få dem til at se ud til at forurene mindre, når de blev testet.

I forsøget blev de 10 aber blev placeret i glasbure, hvor sad og indåndede udstødningsgasser i flere timer, imens de så tegnefilm, for at berolige dem. Søndag kunne de tyske dagblade Stuttgarter Zeitung og Süddetusche Zeitung så fortælle, at der også blev udført lignende forsøg med dieselgasser på frivillige forsøgspersoner i perioden mellem 2012 og 2015. Her blev forsøgspersonerne undersøgt, efter at de i flere timer havde indåndet gasserne.

Allerede lørdag tog Volkswagen afstand fra abeforsøget og understregede, at de er imod ”enhver form for dyremishandling”.

– Dyreforsøg strider med vores egne etiske standarder, og vi beder om tilgivelse for vores dårlig opførsel og for den ringe dømmekraft, som enkeltpersoner har udvist, lød det i en udtalelse. Vi er overbevist om, at de videnskabelige metoder, som blev valgt på det givne tidspunkt, var forkerte.

volkswagen, os, dieselos, test, aber, mennesker, forsøg, forurening, luft, miljø, snyd
Volkswagen testede diesel-os på mennesker og aber. (Foto: Ritzau Scanpix)

Franske myndigheder tjekker tilbudspris efter Nutella-slåskampe

I sidste uge førte et usædvanlig godt Nutella-tilbud til voldsomme sammenstød flere steder i Frankrig i supermarkedskæden Intermarchè. 950 grams Nutella-krukkerne var sat ned med 70 procent, fra 35 kroner krukken til 10 kroner. Hvis der er noget franskmænd elsker – ud over vin, ost og croissanter – så er det Nutella.

Tilbuddet førte til vilde blikke, riven i håret, blå øjne, skub, håndgemæng og sågar indblanding fra fransk politi, og nu går de franske myndigheder ind i sagen, for knaldtilbuddet kan vise sig at være et brud på fransk lovgivning. Franske butikker må nemlig ikke sælge fødevarer med et tab eller kaste sig ud i det, som bliver anset for at være “produktdumping”.

Franske butikker må tilbyde rabatter på produkter i to halvårlige salgsperioder, som er om sommeren og vinteren. Det må kun ske, hvis butikkerne har købt varerne en måned, før at salget begynder, samt at tilbudsprisen kan betragtes som “fair”.

Myndigheden DGCCRF skal derfor forsøge at fastslå, om tilbuddet skete under salgsperioden, hvor butikkerne har lov til at give “betydelige” rabatter, eller om Nutella-tilbuddet kan falde ind under bestemmelserne for “urimelig konkurrence”. Det skriver The Guardian.

Læs mere her: Nutella-tilbud udløser blodige sammenstød i Frankrig

Franske myndigheder skal nu undersøge Nutella-tilbud. (Foto: All Over)

Voldtægtsofre venter op til 12 måneder på psykologhjælp

For få ressourcer til et stigende antal patienter er årsagen til, at flere voldtægtsofre venter i op til et år, før de kan få psykologhjælp. Der mener fire af landets centre for voldtægtsofre ifølge DR.

Både Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet og Center for Voldtægtsofre på Aalborg Universitetshospital, Aarhus Universitetshospital og Odense Universitetshospital melder, at der er længere ventetider på grund af en stigning i antallet af patienter. I Aalborg og Odense er ventetiden tre til fire måneder, i Aarhus helt op til 12 måneder, mens patienter i København må vente syv måneder.

– Det er rigtig positivt, at folk søger hjælp og bliver opmærksomme på, at de rent faktisk kan få hjælp. Men det er ærgerligt, at vi ikke har fået flere ressourcer til at dække arbejdspuklen, der kommer. Det betyder, at folk skal vente meget længere på at komme til den første indledende samtale, siger psykolog Lise Nissen-Lauritzen fra Center for Voldtægtsofre på Aalborg Universitetshospital.

Ifølge hende kan det få konsekvenser for ofret, hvis behandlingen udsættes i længere tid. Centrene fortæller, at stigningen i antallet af patienter skyldes, at politiet sidste år kørte en kampagne, der skulle få flere unge til at anmelde en voldtægt eller anden seksuel krænkelse. Samtidig har #MeToo-kampagnen spillet en rolle.

De foreløbige tal fra Danmarks Statistik viser, at der blev anmeldt 890 i 2017, hvor der blev anmeldt 791 i 2016. Tallet for 2017 bliver dog højere, fordi politiet endnu ikke er færdig med den endelige optælling.

Læs også: Krisecentre må afvise tusindvis af voldsramte kvinder

Læs mere: Caroline Thorsfelt blev udsat for psykisk vold: Jeg var hans marionetdukke

Fængselsstraf til alle anklagede i voldtægtssag fra Herfølge
Kvinder må vente længe på hjælp efter voldtægter. (Foto: Polfoto)

Danmark får kritik for salg af ulovlig feta

EU-Kommissionen har sendt et brev til regeringen, hvor de beder Danmark om at stoppe med ulovlig handel af feta. Det skriver Altinget.

Årsagen er, at danske virksomheder eksporterer illegalt fetaost til lande uden for det indre marked, som EU har samhandelsaftaler med, og det er i strid med EU-lovgivningen. Fetaosten er illegal, fordi den ikke må hedde “feta”. Det blev fastslået efter flere års slagsmål mellem Grækenland og Danmark, der endte med, at feta blev optaget på EU’s liste over beskyttede fødevarer i 2002.

Siden har det været ulovligt for mejerier uden for Grækenland at sælge ost under betegnelsen “feta” på EU’s indre marked. Den samme lov betyder, at champagne kun kan sælges i EU, hvis det er produceret i det franske distrikt Champagne, at parmaskinke skal være fra Parma og Danbo-ost fra Danmark. De beskyttede produkter må heller ikke sælges til lande, som EU har samhandelsaftaler med.

Derfor bliver danskproduceret “feta” solgt som eksempelvis “salat-tern” eller “hvid ost” på det indre marked. Men ifølge EU-Kommissionen sælger flere danske virksomheder illegalt feta til tredjelande uden for EU.

– Den registrerede, beskyttede oprindelsesbetegnelse “feta” anvendes ulovligt i Danmark, hvor visse virksomheder, som fremstiller eller importerer hvid ost, eksporterer denne til tredjelande med en misvisende mærkning som “feta”, skriver EU-Kommissionen.

feta, salatost, eu, grækenland, eu-kommisionen, regler, salatost, ost, varemærke
Danmark må ikke kalde salatost for feta. (Foto: grongar on Visual Hunt)

Flere unge snyder med SU’en

De seneste to år er et stigende antal studerende begyndt at svindle med deres SU. De kan nemlig hæve omkring seks gange så meget i SU, hvis de ikke bor hjemme. Der er dog som sådan ikke nogen kontrol med det, og derfor skifter mange unge bare adresse, men bliver hjemme ved kødgryderne. Det fremgår af en opgørelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet i et folketingssvar ifølge Berlingske.

Det er særligt studerende med ikke-vestlig baggrund, der er taget i at fuske med bopælsadressen for at inkassere en højere uddannelsesstøtte, som kan gå fra at være 956 kroner for hjemmeboende studerende til 6.090 kroner for udeboende.

Kun seks personer er blevet grebet i svindel med SU i 2015, mens tallet var steget til 54 i 2016 og igen steget til 66 personer de første ti måneder af 2017. Af de 66 studerende var 50 af dem indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig baggrund, mens 16 personer var af dansk oprindelse.

Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte vurderer dog, at omfanget af svindel sandsynligvis er langt højere, end opgørelsen giver udtryk for, da området er mærket af mange mørketal. Men i forbindelse med indførelse af nye SU-regler, er kontrollen med snyd også taget til. Derfor forventer styrelsen, at antallet af unge, der fanges i at snyde med SUen, stiger markant de næste år.

studerende, studie, optage, kvote, kvotienten, videregående uddannelse, unge, studie, studerende, drømmestudie, afslag, optaget, ansøger, uddannelsesministeriet
Flere studerende snyder med deres SU. (Foto: /ritzau/)

Soldater har afsløret basers placering med fitness-app

På baser i hele verden, er ansatte kommet til at afsløre deres placeringer med fitnessappen Strava. Det skriver BBC.

I november sidste år lancerede Strava et opdateret GPS-kort til deres app. Hvis man har en offentlig profil, bliver ens træningsruter plottet ind på kortet, som alle Strava-brugerne har adgang til. Jo mere træningsaktivitet, der har været på et bestemt område, des mere lyser ruterne op på kortet, så andre kan blive inspireret og eventuelt træne med.

Lørdag kunne den 20-årige australske universitetsstuderende Nathan Russer så afsløre, at det også gælder ruter i områder, som ellers er blevet sløret eller fjernet fra andre offentlige satellitkort som Google Maps eller Apple Maps, eksempelvis amerikanske baser i Syrien og Irak, en britisk luftbase på Falklandsøerne, en russisk base i Syrien og en fransk base i Niger. The Guardian skriver også, at man kan se en cykelrute gennem den tophemmelige Area 51-base i den amerikanske delstat Navada, som ellers er udvisket fra andre kort.

Det skyldes, at de ansatte på baserne har benyttet sig af Strava uden at slå privatindstillingerne til. Derfor bliver deres ruter registreret, og da soldaterne løber rundt i områder, der ellers er mørke på kortet, lyser deres ruter ret påfaldende op.

Folkemødet er blevet for dyrt: Flere organisationer skærer ned på deltagelsen

Det er blevet så dyrt at deltage i Folkemødet på Bornholm, at flere organisationer nu skruer ned for både antallet af debatter, stadepladser og mængden af medarbejdere, der kommer til Folkemøde. Ældre Sagen har helt droppet at have eget telt for at spare på budgettet, og organisationen er ikke den eneste. Også Dansk Industri skruer ned for deltagere og debatter. Det samme gælder Landbrug & Fødevarer. Det skriver DR.

Folkemødets direktør, Mads Akselbo Holm bliver lidt bekymret, når så store deltagere vælger at skrue ned for deres engagement. Han mener dog også, at Folkemødet forsøger at imødekomme nogle af organisationernes udmeldinger. Eksempelvis har Folkemødesekretariatet skåret 10 procent af prisen for teltleje, el og lydanlæg. Samtidig håber han, at de private udlejere af både overnatning og eventsteder vil følge trop, hvor Mads Akselbo Holm har set eksempler på priser, der er dobbelt så store i folkemødeugen sammenlignet med den absolutte højsæson på Bornholm.

– Jeg tror, at vi alle skal vise lidt mådehold, siger Mads Akselbo Holm.

Samuelsen er positiv over for USA nu

Tidligere har tonen fra udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) ellers været skarp, når det kommer til Trump og præsidentens udmeldinger på Twitter, men nu har piben fået en anden lyd. Efter et møde med USA’s udenrigsminister Rex Tillerson, er den danske minister fuld af forhåbninger.

– Vores frygt er gjort til skamme, siger han til Berlingske.

– Alt det, vi frygtede, er ikke blevet til virkelighed, og det er det, jeg nu fokuserer på. Vil USA trække sig fra NATO? Nej. Vil USA anlægge en blød linje i forhold til russerne? Nej. Vil USA fjerne sig fra at involvere sig i Mellemøsten? Nej. Er de engageret i Iran? Ja. Alle de steder hvor det er væsentligt at være, og der hvor Danmark er engageret og har interesser, der ser vi amerikanerne køre en ret kontant linje, og en linje, som vi sætter pris på fra dansk side, konkluderer Samuelsen.

Adspurgt om Anders Samuelsen ser mildere på Trumps måde at være præsident på, svarer han:

– Det forholder jeg mig ikke til. Jeg er udenrigsminister, og jeg forholder mig i dag tiI min amerikanske udenrigsministerkollega og også den amerikanske forsvarsministers linje.  Det er det. I virkeligheden er det blevet hverdag, at vi hører, at der er en amerikansk præsident, som bruger Twitter meget aktivt. Det er hans valg. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over Trumps tweets og udmeldinger, siger Samuelsen.

anders samuelsen, rex tillerson, danmark, usa, møde, positiv, samarbejde, trump, trump-administrationen
Anders Samuelsen er mere positiv over for Trump-administrationen efter møde med USA’s udenrigsminister Rex Tillerson. (Foto: Ritzau Scanpix)

· Mere fra samme kategori ·