Læs også:

Close

Bearbejdelse af sorg vs. dødens forventninger

Har du nogensinde tænkt over, at når en af dine kære går bort, så er der ikke nødvendigvis overensstemmelse mellem tanker og behov og de forventninger, der kommer fra dødens sirligt indrettede kasse? Kan andre forstå, at Camilla egentlig helst vil udeblive fra en begravelse?

Dette er en ærlig fremstilling af den tankestrøm, der opstod efter Camillas bedstefars død. For kan man udeblive fra en begravelse? Og hvordan vil hendes måde at tackle sorgen på blive taget imod af omverdenen, der formentlig har nogle forventninger til hendes ageren?

I skrivende stund er det kun tre dage siden, at min bedstefars gode og varme hjerte slog sit sidste slag.

Han døde af alderdom, og jeg tror, at både hans bevidsthed og underbevidsthed blev enige om, at det var på tide at sige stop. At han havde opfyldt sine pligter som mennesker og vidste, at alle efterladte ville være i gode hænder. Jeg er selvfølgelig ked af det, men jeg er helt ok med, at han gav slip.

Dødens normer

Dette indlæg skal ikke handle om, at jeg pludselig har fået en åbenbaring om døden, som om jeg er den eneste, der nogensinde har oplevet det helt tæt på og derfor tror, at jeg har set lyset.

Det handler om noget helt andet. Nemlig, at vi alle har hver vores måde at sørge på. Og om, hvordan det kan være ildeset i forhold til de normer, vi har for døden. For eksempel normen om, at man da ikke kan udeblive fra en begravelse.

udeblive fra en begravelse, efterårsmode, efterårets boligtrend, indretning, bolig, trend, grøn, grønne farver, nordlys, mørke, farver, interiør, natur, jordfarver, jord, mørke farver
Jeg har ikke fået en “divine intervention” om døden, men nogle helt andre tanker om den menneskelige natur. (Foto: Pexels)

Forskellige måder at sørge på

Nogle græder, til der ikke er mere væske i kroppen, nogle har behov for at være sammen med venner og familie, nogle har brug for terapi, nogle har brug for projekter, der kan aflede opmærksomheden, nogle har brug for bare at isolere sig og ikke tale med nogen, og nogle har brug for noget helt sjette, syvende, ottende og så videre.

Selv er jeg en af dem, der delvist isolerer sig og mest har behov for at bearbejde sorgen inde i sig selv uden nogen form for fysisk menneskelig kontakt. Vi kan godt sms’e, men jeg kan ikke sidde ansigt til ansigt med dig.

udeblive fra en begravelse, at være alene, ungdom, mindreværd, alenetid, behov,
Camilla isolerer sig helst med sine egne tanker, når hun sørger over stort og småt. Men kan man udeblive fra en begravelse? Eller få forståelse for lysten til det? (Foto: Pexels)

Skriveterapi

Jeg er ikke ret god til følelser. Især dem, der handler om sorg.

Jeg kan sagtens udtrykke dem på skrift, hvor jeg får tid til at tænke over tingene og får skrevet alt ned, så jeg ikke glemmer noget og kan udtrykke mig forholdsvis klart og sammenhængende, hvorfor dette indlæg også er delvist terapeutisk, og med bestemte mennesker kan jeg også sagtens tale om følelser.

Men jeg er ikke god til at vise dem. Overfor nogen.

udeblive fra en begravelse, Pige ligger med fødderne oppe i sengen og har sin computer på skødet (Foto: All Over)
Jeg skriver mig helst ud af min sorg. Det har en terapeutisk effekt. (Foto: All Over)

Stoneface og små armbevægelser

Jeg ved godt hvorfor, og noget af det er en længere afhandling i sig selv, men i kraft af min familiære tilknytning til de stovte, vestjyske landmænd, har jeg også adopteret en del af deres fåmælte facon.

En “thumbs up” og et “cool” fra mig er oftest udtryk for vild begejstring, og lyden “meh …” er oftest udtryk for noget i den helt anden grøft. Jeg har stoneface og begrænsede armbevægelser.

Men én ting er, at jeg ikke er god til at vise følelser. Jeg bliver nærmest fysisk dårlig af det. Især når det handler om at være ked af det. Sådan har det altid været, og vi kan selvfølgelig diskutere, om det er sundt eller ej. Det er dog noget, jeg arbejder på. Men det er heller ikke det, det handler om.

udeblive fra en begravelse
Jeg har stoneface, når jeg udtrykker følelser. Men mon ikke mine øjne afslører det hele? (Foto: CF)

Sorgproces på kollisionskurs

De sidste par dage har jeg imellem tårerne og tankerne om min bedstefar nemlig tænkt meget over, at den individuelle sorgproces ikke nødvendigvis er velanset blandt andre, når det kommer til de forventninger og forpligtelser, der følger med døden. Og måske ikke engang så meget processen i sig selv, men mere metoden. Som for eksempel at isolere sig, som jeg nu engang har det bedst med.

For nu at tage udgangspunkt i min egen situation, så kan jeg godt mærke, at de forventninger sætter nogle tanker i gang. Eller … egentlig ikke forventningerne som sådan, men de potentielle konsekvenser der er ved ikke at imødekomme forventningerne.

Jeg har virkelig ikke lyst

Der ligger klart nok en forventning om, at jeg tager med til begravelsen, men hvis jeg skal være bundærlig og beskrive mine inderste behov og tanker i forhold til at tackle det her, så vil jeg i virkeligheden allerhelst blive hjemme. Alene. Med telefonen slukket. For jeg kan ikke rumme det.

Jeg vil gerne beskytte mig selv fra en situation, som jeg ved, jeg har svært ved at håndtere. En helt almindelig menneskelig refleks, tror jeg.

udeblive fra en begravelse
Camilla har mest af alt lyst til at blive hjemme og glemme alt omkring sig. Det er en forsvarsmekanisme. Men hvordan ser andre på det, hvis hun vil udeblive fra en begravelse? (Foto: /ritzau/)

Helst på min egen måde

Selv om jeg er afklaret med, at min bedstefar ikke er her mere, så er det alligevel svært at skulle sige farvel. Jeg vil gerne, men jeg vil hellere gøre det en dag, hvor jeg sidder alene ved hans gravsted og får lov til at græde i fred.

Selv om jeg gerne vil være der for min familie, kan jeg mærke et snigende panikanfald ved tanken om at være sårbar overfor dem.

Jeg kan ikke flygte nogen steder og lave noget andet.

Jeg kan ikke den dag få lov til at bearbejde min sorg og min afsked på min egen måde. En måde, der klart nok hænger sammen med mit ubehag ved at vise følelser over for andre og mit deraf følgende behov for at isolere mig fra omverden.

udeblive fra en begravelse, Ekstra bevågenhed omkring park efter knivdrab på gravid kvinde
Må jeg godt sige farvel i fred uden nogen andre mennesker omkring mig? (Foto: /ritzau/)

Er det egoistisk at udeblive fra en begravelse?

Ja og nej. Ja, fordi det handler om mine behov frem for andres. Nej, fordi det handler om at beskytte mig selv fra ting, jeg ikke kan håndtere.

Er det egoistisk ikke kun at have tankerne om at blive væk, men faktisk blive væk? Samme svar, tror jeg. Det vil jeg faktisk ikke gøre mig til herre over.

Betyder min lyst til at blive væk, at jeg gennemgående er egoistisk og ligeglad med både min bedstefar og min øvrige familie? Det giver mig dårlig samvittighed, men ellers nej. Langt fra!

Afsavn og tomhed

Huset med den varme mad og radioavis til middag, bornholmerurets øresønderrivende, men alligevel beroligende bimlen to gange i timen, kilepuderne på spisestolene, den rutinemæssige rumlen fra oliefyret i kælderen, gummistøvlerne sirligt stillet uden for døren klar til at hoppe i, den frosne råmælk fra “æ Mæsk” i køleskabet, hjemmebagte boller, selv når jeg kom pivstiv hjem fra Havnefest klokken lort om natten og åbne arme og ubetinget kærlighed har mistet halvdelen af sin sjæl.

Tanken om aldrig igen at skulle lytte til min bedstefars brummen og futten rundt, mens han skruer i et eller andet, aldrig igen at skulle dufte tobakken fra hans pibe og aldrig igen at skulle opleve glimtet i hans øjne, når han ryster på hovedet af min bedstemor, gør mig ubeskriveligt ulykkelig og tom inden i.

udeblive fra en begravelse
Huset med ubetinget kærlighed har mistet halvdelen af sin sjæl. (Privatfoto)

Farvel uden forpligtelse

Så selvfølgelig vil jeg gerne sige ordentligt farvel til min bedstefar, og selvfølgelig vil jeg gerne være der for min bedstemor, min far, mine søskende og min øvrige familie. Min familie er mit ét og alt, og jeg kunne aldrig drømme om at blive væk fra hans begravelse, selv om min krop skriger i en anden retning.

Jeg ved også med mig selv, at jeg kommer til at fortryde det resten af mit liv, hvis ikke jeg tager med.

Dødens sirligt indrettede kasse

Men det er som om, der er en norm, der hedder, at man har lyst til at tage med til en begravelse, fordi det gør man jo bare. Det er standarden. Det er forventningen. Det er den kasse, vi har indrettet til døden, og hvad der dertil følger, og det er som om, at der ikke rigtigt er plads i den kasse til at tænke anderledes, fordi så er der da et eller andet galt med én.

udeblive fra en begravelse
Det er som om, at selv døden kommer med en metaforisk kasse, som vi skal passe i. (Foto: Hay pressebillede)

Tænk over det

Jeg har intet videnskabeligt belæg for at sige sådan, men tænk over det. Hvor mange gange er du blevet væk fra en begravelse, fordi du ikke kunne rumme det? Hvor mange kender du, der er blevet væk? Og hvad var årsagen? Hvad ville du selv tænke om for eksempel en bror eller søster, der bliver væk fra en forælders begravelse?

En del af kassen

Jeg ved godt, at deltagelsen i begravelser også handler om respekt for de efterladte. Og sympati. Jeg synes også, det er det rigtige at gøre, uanset hvor ubehageligt og traumatiserende det så måtte være. Om end for ens egen sjælefreds skyld.

Selv ville jeg nok også blive skuffet, hvis nogen i den tætte familie udeblev, så det er jo ikke, fordi jeg falder uden for normkassen, når det handler om forventningerne til, hvad man bør.

udeblive fra en begravelse, england, prinsesse Elizabeht, diana, prinsesse diana, prinsesse diana af wales, prins charles, prins william, prince harry, død, paparazzi, dodi al-fayed, henri paul, pont d'alma, paris, biluheld, ulykke,
Det handler også om respekt for de efterladte. (Foto: /ritzau/)

Skab rum til tankerne

Men hele min pointe er, at selv om det giver god mening, at der er nogle ting, som vi bør og skal, når vores kære går bort, så skal vi skabe et rum, hvor det er ok at have de her tanker om at udeblive fra en begravelse uden at blive stemplet for det. Hvor det er helt ok ikke at have lyst til at være der, selv om man er der. Og hvor man gør et forsøg på at forstå årsagerne til potentielt at udeblive fra en begravelse.

Forskellighed

Vi har individuelle sorgprocesser. Individuelle behov for at sige farvel. Individuelle tanker, skrupler, personlighed og menneskelig natur bag vores handlinger. Måske skulle vi skrue ned til forventningerne til, hvad andre mennesker bør tænke, føle og gøre i bestemte situationer og bare lade dem føle og være.

Følelser har intet facit eller nødvendigvis logik. Så hvorfor forvente andet? Og man kunne jo risikere selv at stå i lignende situation en dag, hvor man ville ønske, at andre havde forståelse for ens følelser.

Meget af det handler vel nok om menneskets natur og vores instinkt til at flygte fra døden, når alt kommer til alt? Det er vi nok ligesom nødt til at acceptere hos hinanden.

Tak, fordi du læste med.

 

Læs også: 10 råd, jeg ville ønske, jeg kunne give mit yngre jeg

 

Har du prøvet at udeblive fra en begravelse? Eller har du haft lyst til det?

Læg en kommentar

· Mere fra samme kategori ·