
Styr på stilleben – pynt med brugskunst i tjekkede klynger
Hvis du følger disse enkle, gode råd, vil dine kreative opsætninger få stil og personlighed i stedet for at rode
Kigger man sig omkring i forskellige hjem, møder man ofte klynger af typer pynt og brugskunst, sat sammen på utallige måder og i mange forskellige sammenhænge. Disse klynger af pyntegenstande kendes også som stilleben.
Af: Charlotte Kruse, Houzz.dk
Et stilleben kan forklares som et øjeblik, hvor alt står stille. Udtrykket stammer fra det tyske ord, still-leben, der på dansk kan oversættes til ‘stille liv’. Det handler om at stoppe op og betragte opsætningen af de stillestående genstande og nyde dem som et samlet billede.
Stilleben er en fantastisk måde at være kreativ på i sin indretning. Og en måde hvorpå man kan udstille sine yndlingsgenstande og nemt ændre dekorationerne, når man trænger til at se på noget nyt. Her følger en række tips og tricks til, hvordan man selv kan style et stilleben og ideer til hvilke sammenhænge, de passer bedst ind i.
Huskeregler, når du styler et stilleben:
• Brug genstande, der hver især har et interessant udtryk og gerne personlig værdi for dig.
• Opsæt genstandende i forskellige niveauer. Her er der for eksempel brugt coffee table books til at skabe højde i den ene side.
• Hav både smalle og brede genstande i stillebenet.
• Brug altid et ulige antal genstande i dit stilleben. Det giver et meget bedre udtryk og virker mere dynamisk end et lige antal.
Stilleben i hjemmet er med til at udtrykke personlighed, og man give hurtigt sine gæster et indblik i sin stil og sit liv, samtidig med at det er en fryd for øjet. Derudover indbyder stilleben til, at man kan ændre dem, som man har lyst og arrangere dem i nye former, farver og størrelser.
På billedet her ses et “klassisk” stilleben, der ofte er opsat på en hylde eller en kommode og stylet med forskelligartede elementer.
Stilleben med flere ting
Stillebenet her er sat sammen med genstande i flere former, farver, breder og højder, hvilket er et rigtig godt udgangspunkt, når man skal lave stilleben. Er tingene for ens, kommer det hurtigt til at virke kedeligt.
Gode råd til stylingen:
• Miks forskellige farver, men hold dem gerne i samme nuancer, afhængig af hvordan farverigt dit hjem i øvrigt er.
• Levende elementer bringer mere spil i stillebenet. Det kan for eksempel være planter, blomster eller lys.
• Stil gerne ting foran hinanden, hvis du kan få det til at fungere. Det kan virke rodet ved første forsøg, men når det lykkes at få genstandene sat flot op både foran og bag hinanden, bliver stillebenet straks mere kompleks og interessant at se på.
Et stilleben behøver ikke være en lille klynge på en kommode eller i en vindueskarm. Det kan også være et helt hjørne eller større område, som på billedet her, hvor både bordet, plakaterne, plantestativet og alle genstandende imellem, er med til at danne et smukt stilleben.
Stilleben med symmetri
Stillebenet på billedet her er stylet med symmetri, der giver balance. Det er en god måde at gøre det på, hvis man vil opnå en rolig og afslappet stemning i rummet. Der er ikke nogle forstyrrende elementer, og man bliver ikke forstyrret ved at se på billedet.
Stilleben placeret på gulvet
Stilleben kan også sagtens placeres på gulvet og opsat asymmetrisk som her, hvor der er meget mere vægt i højre side end i venstre side.
Læs også: Hvad er anti-inflammatorisk kost?