
Analyse: Studerende er flove over at halte bagefter fagligt
Hver fjerde nye studerende er ofte flov over ikke at kunne følge med i selv simpelt stof et halvt år inde i sin uddannelse. Og studerende, der ofte føler sig flove, overvejer i højere grad at droppe ud af studiet. Det viser en ny analyse
Du kender det sikkert godt. Følelsen af, at andre har meget bedre styr på stoffet, end du selv har. Sidder du med den følelse, er du langt fra alene, for mange nye studerende har det sådan på deres videregående uddannelser.
Det viser en ny analyse, som Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) i forbindelse med en større spørgeskemaundersøgelse med fokus på frafald. Mere end 10.000 studerende er blevet spurgt om det er flovt, hvis de ikke kan følge med fagligt på studiet.
Tallene viser, at 23 procent i høj eller nogen grad føler sig flove over ikke at kunne tilegne sig simpelt stof på deres uddannelse. Analysen viser også, at kvindelige studerende oftere end deres mandlige medstuderende er flove over ikke at kunne følge med, og at studerende med lavere karakterer lidt oftere er flove end studerende med høje karakterer.
– Det er mere udbredt, end man lige skulle tro, at studerende føler sig flove over deres egne faglige evner. Det tyder på, at det kan være tabubelagt ikke at kunne følge med, forklarer konsulent Andreas Pihl Kjærsgård fra EVA, som står bag analysen.
Samtidig er der et vist faresignal forbundet med flovheden, idet vi kan se, at hvis man føler sig flov, har man også en større tendens til at føle sig ensom og til at overveje at droppe ud af studiet.

Læs også: Undersøgelse: Studerende tager stoffer i eksamenstiden
Overvejer at droppe ud
Blandt studerende, som ofte føler sig flove, overvejer hele 22 procent i høj eller nogen grad at droppe ud, mens tallet for studerende, som ikke føler sig flove, er 7 procent.
Samtidig er studerende, der ofte er flove, mere tilbøjelige til at føle sig ensomme på studiet. 36 procent af de studerende, som ofte er flove, føler sig samtidig i høj eller nogen grad ensomme, mens det kun gælder 17 procent af de studerende, som ikke er flove.
– Der tegner sig et billede af en gruppe studerende, som befinder sig i en sårbar situation, og for hvem man kan frygte, at de for eksempel ikke får opsøgt hjælp hos studievejledningen eller bruger de tilbud, som mange uddannelser har om faglig støtte. Uddannelsesstederne må overveje, hvordan de får identificeret og støttet de studerende, der har behov for det, siger Andreas Pihl Kjærsgård.
Se mere: Alarmerende stigning i antallet af stressede studerende
