
NEWS: Ny gelé skal virke som en “p-pille til mænd”
Ny gelé skal virke som en “p-pille til mænd” · Uber tabte sag: ER en taxatjeneste · Trump frygter ikke klimaforandringer · Nu kører Aarhus Letbane · Over 100 tilskadekomne i argentinsk demonstration · Khloé Kardashian bekræfter graviditet · Dagens billede
Vi har udvalgt dagens væsentligste, sjoveste og skæveste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Sædhæmmende gelé bliver måske den nye “p-pille til mænd”
Et nyt forsøg på at fremstille en p-pille til mænd er i fuld gang. I stedet for en pille er det dog en sædhæmmende gelé, der i øjeblikket testes som prævention. Det skriver MIT Technology Review.
Geléen skal smøres et sted på kroppen, for eksempel låret, og når den er trængt ind, vil manden efter sigende være steril i hele tre dage, hvor han kan dyrke sex som normalt uden at kunne gøre nogen gravid. Som med p-piller vil geléen ikke beskytte mod kønssygdomme, kun graviditet.
Testen af præventionen begynder til foråret, hvor 400 par i fem forskellige lande skal prøve geleen af.
– Jeg er meget sikker på, at hvis mænd bruger geléen hver dag og påfører den korrekt, så vil den være effektiv, siger Stephanie Page, professor i medicin ved University of Washington, der er en af skaberne af den måske snart ikoniske præventionsgelé.

Uber tabte sag: ER en taxatjeneste
Uber har allerede måtte opgivet det danske marked, og nu har tjenesten igen oplevet nederlag, efter EU-domstolen har fastslået, at den skal reguleres som en taxatjeneste.
Det skriver DR.
Sagen begyndte på grund af klager fra spanske taxachauffører, der mente, at Uber-chaufførerne skulle autoriseres og have licenser.
Til danskerne har Uber sagt, at tjenesten vender tilbage. Det mener formand for 3F Transport Jan Villadsen dog ikke kommer til at ske:
– Uber har altid været velkomne i Danmark, hvis de vil følge landets regler og love. Det har de dog aldrig villet. Uber lever blandt andet af ikke at betale skat og at køre uden forsikrede chauffører. Så jeg tror ikke, de vender tilbage, siger han.

Trump frygter ikke klimaforandringer
De sidste par måneder har Californien været hærget af skovbrande. Det er bare én af de naturkatastrofer, USA oplever. Men klimaforandringer er ikke en trussel for landet.
Det understreger Donald Trumps administration i en ny rapport om trusler mod USA’s sikkerhed. Normalt er miljøet et af punkterne på listen, men efter den nye præsident er trådt til, er klimaforandringer gået fra at være et centralt fokuspunkt til helt at være skrottet fra listen.
Det skriver DR i en artikel om den nye strategi for sikkerhed.
I stedet bliver Kina, der af Barrack Obama blev betragtet som en samarbejdspartner, fremhævet som en konkurrent. Trump overvejer blandt andet at afskære landet fra at investere i ny teknologi i USA.

Nu kører Aarhus Letbane
I dag klokken 11 kan du komme gratis med, når Aarhus Letbane tager sin første køretur fra Aarhus Hovedbanegård. Letbanen har været længe undervejs, men er endeligt i går blevet godkendt til at måtte køre med passagerer.

Over 100 tilskadekomne demonstrerede mod pensionsreform i Argentina
– Demonstranterne kastede med flasker, sten og benzinbomber, mens politiet med skjolde og stave svarede tilbage med tåregas, gummikugler og vandkanoner.
Det skriver DR om en demonstration i Argentinas hovedstad, Buenos Aires.
Kampene skyldes utilfredshed med politikernes forhandlinger om en ny pensionsreform, der frygtes at gå ud over de fattigste i landet.
– Bonusordningen er en joke. Det er en ulovlig reform, og den vil forårsage et vandfald af sagsanlæg, siger Juan Carlos Schmid, som er lederen af Argentinas største fagforening, CGT., siger til ABC.
149 personer – heriblandt pensionister og politibetjente – er kommet til skade i kampene.

Khloé Kardashian bekræfter graviditet
Rygterne har svirret siden oktober, og nu har Khloé Kardashian bekræftet, at hun venter sit første barn med kæresten Tristan Thompson. Nyheden lagde stjernen på Instagram sammen med et billede af parrets hænder på hendes mave.
Khloé Kardashians halvsøster Kylie Jenner har endnu ikke bekræftet rygterne om, at hun også er gravid.
Dagens billede
