Er den spontane kaffe blevet kold?
Er tiden, hvor man lige kom forbi, forbi?
Jeg har inviteret min underbo til kaffe. Hun er ny i bygningen, det er jeg faktisk også, og jeg vil gerne være en, der gør sådan noget. Åbner armene for spontane gæster, byder på mokka og allestedsnærværende hjemmebag.
Faktum er, at jeg nok ikke er en, der trives med de spontane besøg. Tænk, hvis hun banker på og finder mig i bar røv eller med en lejlighed, der ligner et minekrater. Tænk, hvis jeg lige har polstret mig selv op med dyne og snolderpose og er midt i et syndigt afsnit unævneligt tv på Kanal 4? Så står jeg der på det forkerte ben og har lovet at være gæstfri.
Men ih hvor ville jeg gerne være knap så huleboer og altid klar på besøg. Det må blive i mit næste liv.
De halve aftaler
Det nemmeste vil være at bebrejde samfundet og den teknologiske udvikling for vores/min trang til at lave aftaler, fordi de kan laves overalt med få sekunders varsel og derfor ikke rigtig levner en undskyldning for at lade være.
Mine mest spontane aftaler kommer til verden på Messenger, hvor vi aftaler at tales ved om et par timer med henblik på eventuelt at finde en pizza et sted. Det tyder måske på, at datiden spontane besøg er blevet vor tids halve aftaler. At vi lige snakker sammen, vejrer stemningen og vurderer dagsformen, fordi teknologien tillader os at springe til og fra i 11. time.
For mit eget vedkommende handler hangen til aftaler (også) om et udtalt behov for at have aftaler med mig selv om at være alene, og at det er frygtelig grænseoverskridende, hvis det skal tilsidesættes, fordi der kommer gæster til Gevalia.
Så vil jeg hellere være halvt forberedt på, at Kanal 4 og snolder måske bliver i morgen, og så lige trække skiftet til de løse bukser til der er fuldstændig klarhed over den pizza.
Griber hun? Ville jeg?
Men nu lurer der en overhængende mulighed for, at min underbo banker på. Det er lidt spændende og lidt mærkeligt, fordi jeg i mine øjeblikke i løse bukser kan mærke, at det faktisk være ubelejligt, hvis min hun kom og hævede den kop kaffe, jeg har lovet hende på en seddel i postkassen. Men nu er tilbuddet givet, og det er op til hende, om hun griber den.
Måske synes hun, det er lige så grænseoverskridende at banke på og vade ind og være i vejen. Det ville jeg i hvert fald. Jeg tror ikke, jeg ville benytte mig af et ’kom forbi til en kop kaffe’ uden at have sat en specifik aftale på en ny seddel i postkassen.
Men nu må vi se. Med lidt held har hun også hang til Kanal 4.
