
Peter Madsen erkender partering af Kim Wall og ændrer forklaring på hendes død
Opfinderen Peter Madsen erkender, at han har parteret den svenske journalist Kim Wall, der døde under en tur i hans ubåd. Han har også ændret forklaring på, hvordan hun døde
Københavns Politi fortæller i en pressemeddelelse, at ubådsopfinderen Peter Madsen, også kaldet Raket-Madsen, erkender, at han har parteret den svenske journalist Kim Wall, der døde ombord på hans ubåd i forbindelse med en reportage.
Peter Madsen har flere gange ændret forklaring på, hvad der skete den nat på ubåden, hvor han havde Kim Wall med. Nu har han altså ændret forklaring igen og har ifølge Københavns Politi erkendt, at han har parteret journalistens lig. Han fortæller også, at han har smidt alle kropsdelene i Køge Bugt.
Derudover er Raket-Madsen nu også sigtet for anden kønslig omgang end samleje under særlig skærpende omstændigheder, hedder det. Det sker blandt andet fordi der er stikhuller i hendes nedre kønsdele, fortæller DR, der sender live fra pressemødet hos Københavns Politi.

Peter Madsen: Kim Wall døde af kulilteforgiftning
Opfinderen nægter sig fortsat skyldig i drab på Kim Wall. Han forklarer dog, at den svenske journalist ikke døde ved at slå hovedet, som først forklaret, men at hun døde af kulilteforgiftning nede i ubåden, mens han selv var oppe på dækket.
Den nye forklaring betyder, at politiet vil indhente flere oplysninger fra de retsmedicinere og ubådseksperter, der har arbejdet på sagen.
Det skriver blandt andre TV 2.
Derudover har Peter Madsen accepteret en fortsat varetægtsfængsling frem til den 15. november.
Sagen om Kim Walls død
Den opsigtsvækkende sag har i løbet af kort tid taget mange drejninger.
Læs med her, og forstå det indledende forløb i sagen om ubåden Nautilus, den svenske journalist Kim Wall og den danske opfinder Peter Madsen.
Læs her for yderligere opdatering i sagen:
Ubådssagen: Politiet finder afgørende beviser i Køge Bugt
Nye beviser i ubådssag: Tegn på fascination for tortur
Ubåds-Madsen i retten: Fastholder uheldsforklaring, afviser seksuel handling

(Foto: /ritzau/)


