Læs også:

Close
Boganmeldelse Fikseren af Gabriella Ullberg Westin Harpercollins Nordic

Boganmeldelse: “Fikseren” – en letlæst, svensk krimi med en anderledes helt

Kultur  | 
Det synes redaktionen: 4

En mand findes skudt og dræbt. En kvinde forsvinder. Magt, penge, social engineering og familiehemmeligheder er temaerne i den tredje krimi af den svenske forfatterinde Gabriella Ullberg Westin: Fikseren

Anmeldelse af bogen Fikseren af Gabriella Ullberg Westin

Selv om jeg faktisk godt kan lide krimier, har jeg aldrig været den store krimilæser, og de krimier, jeg har læst, har ofte været klassikere af Graham Greene eller Sherlock Holmes’ fader, Arthur Conan Doyle.

Et par enkelte nordiske krimier er det da blevet til, men jeg synes efterhånden, at de nordiske krimier, der er udgivet de seneste par år, er ret ens. Alligevel gik jeg med åbent sind i gang med Gabriella Ullberg Westins tredje bog om Mordene i Hudiksvall: Fikseren.

Der er lagt op til spænding

Vores hovedperson, kriminalkommisær Johan Rokka, bliver sat på sagen, da en 25-årig mand findes dræbt i centrum med ansigtet skudt til ukendelighed. Ikke så langt fra offeret finder politiet også en kvinde, som er skudt, formentlig af samme gerningsmand.

Samtidig forsvinder en anden kvinde, som er ansat hos en af byens største virksomheder, og efterhånden som efterforskningen skrider frem, går det op for Johan Rokka, at der er tråde til hans egen familie, og at efterforskningen kan få personlige konsekvenser for ham.

Fikseren af Gabriella Ullberg Westin
Der er dømt gru og gys i Fikseren af Gabriella Ullberg Westin. Foto: (Privat)

En krimi med surströmning

Jeg er faktisk stadig lidt i tvivl om, hvad jeg synes om denne bog. For det er ikke, fordi den ikke er uhyggelig, og flere gange tog jeg mig selv i at holde vejret, MEN! Selve plottet er ikke synderligt fantastisk, eller også var jeg bare hurtig til at gennemskue, hvad der egentlig foregik.

Forfatterens måde at beskrive sine karakterer på, synes jeg var rigtig fin, da hun gør det igennem karakterernes tanker og følelser, og især kan jeg godt lide hovedpersonen, Johan Rokka. Han leder mine tanker hen på Sjöwall og Wahlöös Gunvald Larsson.

Du er ikke i tvivl om, at han er hård og har haft en svær fortid, men samtidig knuselsker du manden for sin følsomme og eftertænksomme – og også til tider morsomme – side. For eksempel forstår du hurtigt, at han ikke kan fordrage at danse:

– Han ville hellere drikke saften fra surströmning af et toilet end at danse.

Jeg blev svært glad for den sætning og tror, jeg vil tage den til mig.

Desværre var noget af det mest irriterende ved denne bog også sproget. Flere gange måtte jeg genlæse for helt at forstå meningen og for mig virker det som oversætterfejl. Der er lidt for mange kongruensfejl, og et par sætninger var decideret vrøvl, så jeg spekulerede flere gange på, om bogen var oversat fra engelsk og ikke direkte fra svensk.

En rar kriminalkommisær

Alligevel sidder jeg tilbage med en følelse af, at jeg egentlig godt kunne have tænkt mig noget mere med Johan Rokka. Jeg kunne virkelig godt lide ham, og jeg kan faktisk ikke helt sætte en finger på, hvorfor.

Måske er det, fordi han ikke er en typisk fordrukken krimi-antihelt, som efterhånden er standarden i krimier. Han er en helt almindelig mand med følelser, observerende tanker, knust hjerte, begær, hårmangel og helt klart mærket af sin fortid, men samtidig en blød bamse, man bare har lyst til at kramme.

Fikseren af Gabriella Ullberg Westin Boganmeldelse
Jeg synes, at der var uhyggelige elementer i Fikseren af Gabriella Ullberg Westin. (Foto: Privat)

Læs også: Besøg efterårets bogmesser

Gabriella Ullberg Westin er født i 1973 og selv vokset op i Hudiksvall. Hun har studeret kriminologi ved Stockholms universitet, er kommunikationsuddannet og har arbejdet som fotomodel i Italien.

Oplagt til efterårshygge

Selv om dette er tredje bog i serien om Johan Rokka, kan man sagtens læse bogen for sig selv. Der er enkelte referencer til de foregående bøger, men uden at være genfortællende, og det tilføjer bare yderligere forståelse af vores hovedperson.

Det er ikke en dårlig bog, og hvis du er til svensk krimi, synes jeg bestemt, du skal give den en chance. I selskab med Johan Rokka er den oplagt til efterårshygge under et tæppe med en kop af, hvad du nu foretrækker. Jeg tror i hvert fald, at jeg må en tur forbi boghandlen for at få fat i de to første bøger om Mordene i Hudiksvall.

· Mere fra samme kategori ·