
Inspirations-tour: 40 kvadratmeters lækker ferielejlighed i Barcelona
Det hele begyndte med en parferie i Barcelona. I dag har parret deres eget feriehjem i den catalanske hovedstad, som de forelskede sig i. Kom med på Houzz Tour, og se det lækre feriehjem på bare 40 kvadratmeter
Af: Isabel Núñez, Houzz.dk, fotos af Vicugo Foto
Parret, der bor i lejligheden her, holdt ferie i Barcelona de første par år, de var sammen.
De forelskede sig i byen – og i hinanden – og endte med at købe en sommerbolig, så de kunne tage tilbage, når de havde lyst.
– Det var et ældre ægtepar, der boede her før. Lejligheden målte omkring 40 kvadratmeter og var meget opdelt, fortæller arkitekten Gaia Trotta fra Egue y Seta Studio, som førte tilsyn med renoveringen.
Ved at fjerne et par vægge og nedlægge gangen lykkedes det at skabe tre sammenhængende rum og trække en rød tråd med ensartede materialer og multifunktionelle møbler.
Træ, planter og en støvet blå signaturfarve gør denne lejlighed til en drøm af en sommerbolig.
HOUZZ TOUR
Her bor: Et yngre par.
Beliggenhed: Barceloneta distriktet, Barcelona, Spanien.
Størrelse: Omkring 40 kvm.
Arkitekt: Gaia Trotta, Egue y Seta.
Ejerne ville have mest muligt ud af livet i en spansk kystby, så de begyndte deres søgen efter et feriehjem i Barcelonas kystnære distrikt Barceloneta.
– De fandt den ideelle lejlighed, men den var i forfærdelig stand. Vi fandt ud af, at der var lagt falske lofter i dele af lejligheden, så vi bestemte os for at restaurere de catalanske hvælvede lerlofter og de fritlagte bjælker, siger Gaia Trotta.
De originale murstensvægge blev også renoveret og bidrager nu til hjemmets karakteristiske atmosfære.
LÆS MERE: Houzz Tour – Det gamle fiskerleje er blevet moderne og funktionelt
Tidligere havde lejligheden en entré, tre værelser, et køkken og et badeværelse.
Den nye planløsning er langt bedre tilpasset en moderne livsstil: Hjemmets største rum indeholder både stue, spisestue og køkken. Parret elsker at lave mad, og det er også indrettet til socialt samvær.
– De har intet imod, at køkkenet er det første, man ser, når man træder indenfor. Målet var at få et varmhjertet og behageligt køkken, og derfor foreslog ejerne, at vi brugte træ, fortæller Gaia Trotta.
Det centrale og vigtige køkken
Det store skab for enden af rummet skærmer for lejlighedens mere private afdeling. Skabet har en metalramme fra muntins med glas omkring.
Det er materialerne, der får hjemmets zoner til at hænge sammen: Naturlige egetræsgulve fortsætter gennem hele lejligheden, og hvert enkelt rum indeholder de samme mønstrede cementfliser. Alle gulve er fra Neocerámica.
– Vi valgte de her cementfliser, fordi ejerne gerne ville have et touch af den typiske Barcelona-æstetik. Den type fliser er meget almindelige i hjem i dette område, og de er stadig trendy den dag i dag, forklarer Gaia Trotta
Brug for en arkitekt til dit næste projekt? Find en ekspert nær dig!
Det lille og hyggelige soveværelse
Skabet i køkkenet fungerer som garderobeskab i soveværelset på den anden side. For at spare plads er det udstyret med højglanspolerede skydedøre.
Det multifunktionelle skab er omringet af planter, som giver rummet et friskt pust – et tilbagevendende tema i Egue y Setas projekter.
– Ejerne havde et ønske om at bringe noget natur til projektet, fortæller Gaia Trotta.
Hylden over hovedgærdet er lavet af samme materiale som køkkenbordene.
Hovedgærdet har indbyggede natborde. Samtidig er det designet til at være dybt nok til opbevaring af kufferter, hvilket ifølge Gaia Trotta var et specifikt ønske fra ejerne.
Det lækre rene badeværelse
Badeværelset matcher resten af boligen og byder ligeledes på masser af glasdetaljer. Igen har man brugt træpersienner til at sikre privatliv.
Sengen og kommoden er fra IKEA. Eos Large lampen er af Vita copenhagen.
Badeværelset ligger, hvor der før var køkken. Væggene er dækket med hvide fliser på cirka 20×5 centimeter, og gulvet er en fortsættelse af de keramiske fliser i stuen – alle fra Neocerámica.
Messinglamperne over håndvasken er fra Anglepoise. Hanen er fra Hansgrohe og toilettet fra Roca Meridian.