
NEWS: Dansk rapgruppe endte i slagsmål med publikum til koncert
Dansk rapgruppe i slagsmål med publikum · Merkel vinder tysk valg · Trump sender bombefly mod Nordkoreas grænse · Gigi Hadid besøgte København · Dansk konvoj angrebet af selvmordsbomber i Afghanistan · Dagens billede
Vi har samlet dagens væsentligste, sjove og skæve nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Dansk rapgruppe i slagsmål med publikum
Fredag aften måtte Fyns Politi rykke ud til Musikhuset Posten i Odense, fordi der opstod slagsmål under en koncert med rapperen Gilli og rapgruppen Molotov Movement og publikum. Det skriver TV 2.
– Under den sidste sang står Gilli og diskuterer med en af gæsterne. Herefter vælger en af de øvrige på scenen at hoppe ned og slå gæsten i ansigtet. Det gav lidt tumult, fortæller lederen på Spillestedet Posten, Morten Østlund.
Ifølge Østlund var det en plastikglas, der blev kastet op på scenen, der satte gang i slagsmålet. Politiet stod allerede klar udenfor spillestedet, fordi koncertstedet havde i forvejen besøg af urobetjente, som skulle sørge for, at alt forløb stille og roligt.
– Det sker, fordi vi føler, at der risikerer at komme publikum med lidt attitude. Publikum er primært unge og glade, men der kommer også nogle med lidt attitude. Men her kom udfordringen fra scenen. Det har vi ikke set før. Og det var helt unødvendigt, siger Morten Østlund.

Merkel vinder tysk valg
Endeligt resultat fra tysk valg bekræfter, at Angela Merkel bliver på posten som Tysklands kansler.
Merkels parti CDU, samt søsterpartiet CSU får 33 procent af stemmerne fra søndagens valg i Tyskland, Socialdemokraterne i SPD får 20,5 procent, mens det EU- og indvandringskritiske Alternative für Deutschland (AfD) får 12,6 procent af stemmerne, og bliver dermed det tredjestørste parti. Det skriver Ritzau.
Fremgangen til partiet AfD førte til, at omkring 700 demonstranter mødte op til partiets valgfest, flere gik også på gaden i Frankfurt og Köln.

Trump sender bombefly mod Nordkoreas grænse
I weekenden valgte Trump at lave en magtdemonstration, ved at sende bombefly over internationalt luftrum øst for Nordkorea.
Bombeflyet, en B-1B Lancer, og de kampfly, der eskorterede det, skulle demonstrere, hvilke militære muligheder præsident Donald Trump har til rådighed, for at understrege, hvor alvorligt de ser på Nordkoreas hensynsløse opførsel, lyder det.
Den 3. september gennemførte Nordkorea sin hidtil kraftigste atomprøvesprængning, og i løbet af august og september har landet gennemført to prøveaffyringer af langtrækkende raketter. Det skriver DR.
Trump har desuden valgt at tilføje borgere fra Nordkorea og Venezuela på sin liste over lande med indrejseforbud til USA. Det skriver Ritzau.
Få overblik over konflikten med Nordkorea her: Hvad sker der for Nordkorea og missilerne?

Gigi Hadid besøgte København
Fredag var modellen Gigi Hadid i København. Det skriver Berlingske. Intet mindre end 40 sikkerhedsfolk var sat på stedet, for at holde ro og orden mellem de mange skrigende piger, der fyldte hele fortovet på Kongens Nytorv, og den amerikansk-palæstinensiske supermodel.
Den 22-årige model har mere end 38 millioner følgere på Instagram, så det var måske ikke så underligt, at der var mange danske fans, til at ønske modellen velkommen. Hadid var i Magasin i København for at præsentere en kollektion designet i samarbejde med Tommy Hilfiger, og de mange fremmødte fans bekymrede ikke modellen;
– Jeg tror, det ville være et større pres, hvis der ikke var nogen, der mødte op eller fulgte mig. Det motiverer mig til at blive bedre og blive ved, sagde Gigi Hadid.
Se også: Forside på nyt arabisk Vogue med Gigi Hadid vækker opsigt
Læs også: Muslimske kvinder er modeverdenens næste store marked

Dansk konvoj angrebet af selvmordsbomber i Afghanistan
I weekenden blev en dansk Nato-konvoj angrebet af en selvmordsbomber i den afghanske hovedstad, Kabul. Fem civile er sårede i angrebet, men ingen danskere er sårede. Det skriver Ritzau.

Dagens billede
