
Sarah Grünewald om clairvoyance: Jeg fik et spark i røven af en fremmed
Sarah Grünewald har et “oppefra og ned”-forhold til håndlæsere, medier og clairvoyante: Det er ikke sikkert, de har ret, men nogle gange rammer de bare plet med noget, hun kan bruge
En nær, afdød ven, dyrkning af det kreative og et farvel til Vild med dans var nogle af de emner, der var i fokus, da Sarah Grünewald fik hjælp af tre clairvoyante vejledere i sæsonpremieren på det spirituelle tv-program Nærkontakt.
– Jeg ser ikke særlig meget Kanal 4, men jeg har set Nærkontakt og synes virkelig, det er fedt. Da de så ringede og spurgte, om jeg ville være med, var jeg overhovedet ikke i tvivl. Jeg ved også, hvad en clairvoyant koster! Så jeg var sådan “bring it on”, fortæller Sarah Grünewald til MY DAILY SPACE.

Hun gav mig noget. Hun gav mig et drive, som ingen andre har kunnet finde ud af at give mig de sidste to år.
Der er nogen, der kan mærke noget
Sarah Grünewald er blandt andet kendt som Vild med dans-vært, dyrerettighedsforkæmper, model og mor, og selv om det åndelige ikke er noget, skuespillerinden normalt taler om, er det også noget, der fylder i hendes bevidsthed.
– Jeg tror, der helt sikkert er nogen, der har en gave, og så er der nogen, der er pissedygtige til at læse kropssprog. Jeg tror også, der er nogle, der kan mærke nogle ting. Så det er meget sådan oppe fra og ned, mit forhold til det. Jeg tager hatten af for, at der er nogen, der er dygtige, siger Sarah Grünewald.
I Nærkontakt taler hun med tre clairvoyante vejledere: En håndlæser, et medium og en karriererådgiver, og programmet viser spørgsmål og svar fra og til hende, Aura og håndboldtræner Lars Rasmussen, der også medvirker i afsnittet.
– Det, der er fedt, det er, at præmissen for programmet ikke er “Tror du på det, eller gør du ikke?”. Det spørgsmål havde jeg ikke lyst til blev stillet, for selvfølgelig gør jeg det, hvis jeg går med til at være med i det, fortæller Sarah Grünewald og fortsætter:
– Man må godt stille sig skeptisk over for det, de siger, men for mig var det ikke det, det handlede om. Jeg ville gerne være med for at se, om de gav mig noget, jeg kunne bruge til noget. Og det gjorde de.
Der er mange, der går helt amok over det program og siger, at det er at udnytte folks følelser. Men jeg er ikke tvunget til noget, og det er totalt på mine præmisser. Jeg udleverer mig frivilligt, og jeg har ikke noget imod at sidde og græde på kamera.
Læs også: Interview med Mille Dinesen: Alternativ behandling hjalp mig med min diagnose
Sorg er ikke på tid – den varer hele livet
En af de ting, der påvirkede Sarah Grünewald meget, var sessionen med det clairvoyante medium Sebbastian, der kommunikerer en forbindelse til hendes ven Mickey, der døde for ti år siden. Mediet mærker i programmet, hvornår og hvordan han døde og fortæller, at Mickey følger med i, at hun har fået en søn.
– Jeg fik det ud af det, at jeg kunne mærke, at det er vildt rart at komme ind til en og så have en halv time til tre kvarter, hvor du sidder og kan mærke den, du har mistet, fortæller Sarah Grünewald.
Sessionen fik hende til at indse, at hun skal være mere åben omkring, at hun altid vil savne ham, uanset hvor meget tid, der går.
– Nu er det 10 år siden, min gode ven døde, men jeg savner ham jo stadig helt vildt. Og i Danmark har vi generelt som mennesker en eller anden mærkelig ide om, at sorg er på tid. Efter et år, så må du også komme videre. Men den der sorg, det er en, man vil have hele livet, og jeg kan mærke, at jeg nogle gange ikke har været så god til at sige det højt, når jeg savner Mickey.

Pletskud og hokus pokus
En del af Sarah Grünewalds aftale om at medvirke i programmet, var, at hun udover et honorar også modtog en gratis time hos karriereclairvoyanten Rikke efter optagelserne.
– Fem sessioner koster 30.000 kroner, så det er en ret stor ting at få en session, og jeg glædede mig helt vildt. Jeg fik bare ikke særlig meget ud af det, hvilket jeg gjorde i programmet, fortæller Sarah Grünewald, der i Nærkontakt blandt andet får at vide, at hendes karriere vil peake, når hun har fået barn nummer to – og iøvrigt er stoppet på Vild med dans.
– Det er det, der er mit forhold til de her mennesker. Nogle gange rammer de plet, og så kan jeg bruge det til noget, og så giver det mig et eller andet, og nogle gange giver det mig ikke noget. Så er det mere hokus pokus, og der er ikke rigtig noget i det, forklarer Sarah Grünewald.
Håndlæseren Krumme rådgiver i programmet Sarah til blandt andet at sammenligne sig selv mindre med andre og at dyrke sine kreative sider mere.
– Det kan godt være, hun ikke kan se det, og det kan godt være, det ikke er rigtig, men det er meget rart at få at vide: “Du er kunstner, det skal du arbejde mere på”, for så tænker jeg: “Ja, det er rigtigt!” Så får jeg et spark i røven af en fremmed, og det vil jeg gerne give nogle penge for.
– Så kan det godt være, der er noget af det, som slet ikke er rigtigt, og det kan godt være, der er nogen, der siger, at hun er en plattenslager, eller at hun ikke kan finde ud af det, men hun gav mig noget. Hun gav mig et drive, som ingen andre har kunnet finde ud af at give mig de sidste to år.
Læs også: Jadeæg i dåsen? Skuespillerindes livsstilssite beskyldes for fup
Læs også: Interview: Nicole Kidman leger familie med Alexander Skarsgård