
NEWS: Dine Instagram-billeder kan redde naturen
Dine Instagram-billeder kan redde naturen · Copenhagen Pride større end nogensinde · Airbnb er den største udlejer i Aarhus · A.P. Møller-Mærsk sælger olieforretning
Vi har udvalgt dagens væsentligste, sjoveste og skæveste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Dine Instagram-billeder kan redde naturen

Når du skyder et billede af en smuk blomst eller praler af en lækker strand, når du er på ferie, kan du være med til at hjælpe med at redde naturen.
Forskere har nemlig slet ikke mulighed for selv at komme rundt og holde øje med alle planter på jorden. Det er både dyrt og kræver enorme ressourcer. Her hjælper det dem, at sådan nogle som dig tager feriebilleder og lægger dem på Instagram. Det skriver The Next Web.
– Selv om de ikke nødvendigvis bliver delt for at holde øje med miljøet, så kan posteringer på sociale medier fra et sted som Great Barrier Reef indeholde brugbar information om tilstanden i miljøet der, skriver The Next Web.
Så næste gang, dine veninder er sure over din feriespam, så husk dem på, at koralrevsfotos kan redde verden!
Copenhagen Pride var den største nogensinde: 300.000 deltagere

Hele 300.000 mennesker var i år mødt op på ruten for paraden til Copenhagen Pride – optoget, der hylder diversitet, mangfoldighed og LGBT+.
35.000 personer deltog i selve paraden, mens 300.000 mennesker så på som tilskuere iført farverigt tøj, regnbuer, flag og store smil.
Læs mere på Berlingske.
Læs også: Lars Løkke kritiserer Sundhedsstyrrelsen: Homoseksuelle skal kunne donere blod
Se også: Stort galleri: Billeder fra Pride-parader verden over
Airbnb er den største udlejer i Aarhus

Hotelbranchen er blevet overhalet af Airbnb, der nu sidder på et større antal af udbudte overnatninger end nogen anden vært i Aarhus. Ifølge ritzau udbyder i alt 2.600 værter til sammen mere end 150.000 overnatninger om året.
I andre lande har man i flere byer sat et maksimum for, hvor mange nætter man må udleje sin lejlighed, men det er ifølge Aarhus’ borgmester ikke noget, der bliver nødvendigt at lovgive om her.
– Med det vi kan se på tallene her, er der ikke umiddelbart noget, der får alarmklokkerne til at ringe. Men det er klart, at vi skal følge udviklingen tæt for at sikre, at konkurrencen på området sker på ordentlige betingelser, siger Jacob Bundsgaard (S).
A.P. Møller-Mærsk sælger olieforretning til fransk firma

47 milliarder kroner. Så meget har A.P. Møller-Mærsk solgt sin gas- og olieforretning for. Køberen er det franske firma Total, som betaler med aktier. Det skriver business.dk.
Salget er en del af en større plan om, at A.P. Møller-Mærsk udelukkende skal beskæftige sig med transport og logistik, hvorfor olie, gas og alt andet, der falder uden for den kategori, bliver solgt fra.
Mærsk fik i 1962 eneret på at udvinde olie fra Nordsøen, men nu vil virksomheden altså fokusere på andre aktiviteter.


