
NEWS: Det danske kvindelandshold har vundet sølv ved EM i fodbold
Danmark har vundet sølv i EM · Eiffeltårnet evakueret i lørdags · Bandemedlemmer skal miste statsborgerskab · Voldtægt anmeldt på DSU’s sommerlejr
Vi har samlet dagens væsentligste, sjove og skæve nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Det danske kvindelandshold har vundet sølv ved EM i fodbold

De kæmpede om guldet, men kom hjem med sølvet, og selv om tårerne strømmede ned ad kinderne på mange i truppen, har det danske kvindelandshold bevist, at der er ét – ikke 14 – hold, der var bedre end dem i EM i kvindefodbold.
Holland løb af med titlen og guldet efter en sejr på 4-2. De to danske mål blev begået af Nadia Nadim og Pernille Harder.
Læs også: Politikere kræver bedre løn til fodboldkvinderne
Eiffeltårnet evakueret på grund af mand med kniv

En bevæbnet mand, der råbte “Gud er stor” var grunden til, at Eiffeltårnet i Paris blev evakueret i lørdags. Det franske politi undersøger nu, om der var tale om en planlagt terrorhandling, der blev undgået.
Manden bar en kniv og forsøgte at tvinge sig igennem sikkerhedskontrollen med den. Til politiet siger han, at han ville angribe en soldat. Du kan læse mere om historien hos Ekstra Bladet.
DF: Tag statsborgerskabet fra bandemedlemmerne

Bandekonflikten i København er blusset op på det seneste med flere skyderier, og i weekenden foreslog Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, at man tager det danske statsborgerskab fra de involverede.
– Vi vil gerne kigge på et forbud mod indvandrerbander, så alene det at være tilknyttet en bande kan straffes med for eksempel udvisning.
– Og vi vil også gerne kigge på muligheden for at fratage statsborgerskab, hvis man bliver dømt for kriminalitet, der er relateret til bandeaktiviteter, siger Martin Henriksen til Ritzau ifølge MetroXpress.
Politisk ungdomslejr anmelder voldtægt

En mand er i weekenden blevet anholdt for voldtægt på DSU’s sommerlejr i Roskilde. Det skriver Ekstra Bladet. Den anmeldte voldtægt skal være sket under lejrens afslutningsfest lørdag nat.
DSU’s forbundsformand, Lasse Quvang Rasmussen, udtaler i en skriftlig erklæring:
– Vi er alle dybt påvirkede af nattens forbrydelse. Vores tanker går til vores veninde og hendes familie. Vi har tilbudt de nærmeste psykologhjælp, og forsøger at holde tæt kontakt til dem. Nu skal vi passe på hinanden, og skabe ro hos de øvrige DSU’ere, der har deltaget på årets sommerlejr, siger han.
Læs også: Kvinder strømmer til IT-Universitetet