
NEWS: Bandekrigen fortsætter på Amager
Bandekrigen fortsætter på Amager · Trumps partifæller tager afstand fra udtalelser om racisme · Masseslagsmål efter skuddrama i Stockholm · Dyrevenner lukkede cirkusdyr ud i villakvarter · Elvis stadig bedst sælgende solist
Vi har udvalgt dagens væsentligste, sjoveste og skæveste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Bandekrigen fortsætter på Amager

Rækken af banderelaterede skudepisoder fortsætter, og i går aftes blev der skudt på Holmbladsgade på Amager i København. En 20-årig mand med banderelationer blev ramt af to skud og er indlagt, men uden for livsfare.
Københavns Politi har sigtet tre mænd i forbindelse med sagen. Mændene blev anholdt i Brøndby efter en biljagt.
– De tre vil blive sigtet for forsøg på manddrab. Der er tale om tre unge mænd, der er henholdsvis 24, 23 og 19 år, siger den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi, Youssef Lharraki ifølge Berlingske.
Det er to dage siden, der sidst var skud i København.
Trump i modvind: Tager ikke afstand fra racismeoptøjer

De mange demonstrationer, voldsepisoder og den racismeprægede uro, der i øjeblikket finder sted i Virginia i USA, er ifølge Donald Trump alle parters skyld.
Den opsigtvækkende udtalelse om de racistiske protester i især Charlottesville har vakt forargelse blandt hans egne partifæller. Både demokrater og republikanere reagerer kraftigt på Donald Trumps udtalelser fordi de gerne så præsidenten tage afstand fra de “hvide holdninger”.
– Forestillingerne om et hvidt overherredømme er frastødende. Disse fordomme er imod alt, hvad dette land står for. Der kan ikke være nogen moralsk tvetydighed, tweeter republikanernes formand for Repræsentanternes hus, Paul Ryan.
Flere er blevet såret, og en er dræbt under optøjerne, som du kan læse mere om her.
Masseslagsmål efter skuddrama i Stockholm

En gruppe mennesker kom tirsdag i clinch med politiet, da de forsøgte at tvinge sig adgang til et universitetshospitalet Karolinska i Stockholm. I alt 40 mennesker var ifølge vidner involverede.
Masseslagsmålet opstod, fordi gruppen ville se to mænd, der blev skudt kort forinden. Den ene mand døde af skuddene, der blev affyret med at automatvåben, og politiet kender begge mænd på forhånd. Ingen er endnu anholdt i sagen.
Læs mere på tv2.dk.
Dyrevenner lukkede cirkusdyr ud i villakvarter

En gruppe ukendte dyresagsforkæmpere udøvede hærværk tirsdag aften i Bjerringbro, hvor de slap dyrene fri fra Cirkus Trapez. Æsler og ponyer blev lukket ud og fundet gående rundt på villavejene.
– Jeg skulle ud i bilen og hente noget, og da jeg kommer ud på den anden side af huset, ser jeg, at der kommer seks æsler og to ponyer løbende ude på vejen, siger Palle Nielsen til TV 2 Østjylland.
Ifølge Cirkus Trapez er dyrene sluppet ud ved, at nogen har taget strømmen fra hegnet. Cirkusset har også oplevet, at deres plakater bliver overmalet med budskaber om at boycutte showet.
– Dem, der gør hærværk, mener jo fuldt og fast, at de gør noget godt. De mener jo, at vi er nogle modbydelige mennesker, og de mener jo, at vi er ondskaben selv, siger David Sosman, der er ansat i cirkusset.
Elvis har NOT left the building

Det er 40 år siden, at Elvis døde, men han bærer stadig titlen som den bedst sælgende solist. Han har ifølge Guiness Rekordbog solgt over en milliard plader, skriver ritzau.
Dagens billede: Hindu-festival i Mumbai i Indien
