Læs også:

Close
kvinde, vin, par, venner, sur, jaloux, holder uden for, fest,

Jeg kan ikke lide min venindes kæreste – hvordan tackler jeg det?

Mit liv  | 

Din veninde har fået en kæreste, som du ikke bryder dig om. Hvornår skal du blande dig? Og hvordan gør du det bedst? Vi har spurgt en psykolog

Er din venindes kæreste en kæmpe mandschauvinist? Har han nogle holdninger, du synes er voldsomt forældede? Siger han nogle irriterende og grænseoverskridende ting? Eller synes du bare, han er en klaphat?

jaloux, sur, venindes kæreste, kan ikke lide, par, venner, sofa, gaming
Det kan være nærmest umuligt for din veninde at finde en kæreste, du synes, er god nok. (Foto: All Over)

Der kan være mange grunde til, at du ikke kan lide din venindes kæreste – en af dem har endda slet ikke noget med ham at gøre, men med dig selv! Vi har spurgt børne- og ungdomspsykolog Ulla Dyrløv, hvornår du skal blande dig, hvis du hader din venindes kæreste.

Børne- og ungdomsspsykolog Ulla Dyrløv har blandt andet skrevet bogen Flyvefærdig, der er en guide til unge.

Hvorfor kan du ikke lide din venindes kæreste?

Læg ud med at identificere problemet. Hvorfor bliver du påvirket negativt af ham, og kan det i virkeligheden have noget med dig at gøre?

– Det første, du skal gøre, er at trække vejret og se indad. Tænk over, hvad det er, der gør, at du ikke bryder dig om kæresten. Det kan være nogle andre ting end ham, forklarer Ulla Dyrløv.

– Nogle gange kan det handle om, at du er ærgerlig over, at du ikke selv har en kæreste. Det kan også handle om, at der er nogle sider ved ham eller hende, der kan minde om noget i dig selv. Det kan også være, du er irriteret over, at hun altid har kæresten med. Så se indad, inden du gør noget andet.

skændes, skænderi, par, kvinde, mand, råber, skriger, diskussion, diskuterer
Dette er ikke den rette fremgangsmåde. (Foto: All Over)

Hvornår skal du blande dig i din venindes forhold?

Når du har set indad og identificeret, hvad det er, der er problemet for dig, må du finde ud af, om du skal gøre noget ved det. Selvfølgelig skal du være ærlig over for din veninde, men der er grænser for, hvornår du skal blande dig – i nogle situationer er det bedst bare at holde mund.

– Grænsen går, når man kan mærke, at venskabet lider under det. Når du tænker: “Nu orker jeg ikke at være sammen med hende”, siger Ulla Dyrløv.

Er du for eksempel der, hvor du overvejer at lade være med at invitere kæresten til din fødselsdag, selv om du inviterer dine andre veninders kærester, så er du der, hvor det med sikkerhed vil gå ud over venskabet, og så skal I have en snak.

– Det sender et klart signal om, at du tænker på dig selv og ikke din veninde, fordi du sætter hende i en situation, hvor hun skal vælge.

Hvis dit had til din venindes kæreste derimod ikke får jeres venskab til at vakle, selv om du virkelig ikke bryder dig om vedkommende, så er det bedst, at du lader være med at gøre noget. Også selv om kæresten har nogle helt forkerte holdninger efter din mening.

– Der skal du holde mund, medmindre hun beder om din mening. Hvis hun ikke beder om din mening, så skal du ikke blande dig. Tag hensyn til venskabet, ikke kun dig selv og dine følelser, råder Ulla Dyrløv, men tilføjer:

– Du kan dog sagtens tage diskussionerne med ham.

parmiddag, vennemiddag, middag, spiser, restaurant, aftensmad, par, venner
Husk at holde den gode tone, hvis du siger højt, at du er uenig, når din venindes kæreste siger noget, der går dig på. (Foto: All Over)

Er du uenig med kæresten, så tag diskussionen

Sidder du til en par- eller vennemiddag og er uenig med din venindes kæreste, så skal han altså have det at vide, selv om I sidder og hygger jer. Ifølge Ulla Dyrløv er det nemlig meget vigtigt – især for unge – at kunne diskutere væsentlige ting:

– Hvis man ikke kan det, hvad har man så ellers? Hygge og parmiddage bliver hurtigt til at snakke om krydderurter, børn og god vin i stedet for at tale om væsentlige ting, som netop er værdier og holdninger. Det går jeg meget ind for, og min vennekreds skal kunne klare det.

Når du tager diskussionen med din venindes kæreste, er det dog vigtigt, at du holder det på et sobert plan. Hold dig fra personlige angreb, og sig på en ordentlig måde, hvorfor du er uenig. Er kæresten for eksempel mandschauvinistisk, så tag kampen på alle kvinders vegne – ikke på din venindes.

– Den må hun selv tage. Løft diskussionen op – og gå ikke til hende bagefter. Det er hendes valg, hvad hun vil gøre, råder Ulla Dyrløv.

kvinde, vin, par, venner, sur, jaloux, holder uden for, fest, veninde, flirt, venindes kæreste
Lad være med at tage snakken spontant en bedugget aften. Sæt god tid af, og forbered dig. (Foto: All Over)

Sådan taler du med din veninde om hendes kæreste

Har du set indad, og kan du se, at jeres venskab ikke kan holde til dit problem med venindens kæreste, så er det tid til at tage en snak. Hvis I ikke taler om det, så bliver det ubehageligt for jer begge, og hun har ikke en chance for at reagere, hvis du trækker dig uden at have sagt noget.

Er I flere veninder, der har det sådan, så vælg én, der tager snakken uden at inddrage. Det er for heftigt med flere på en gang. Spørger din veninde, om andre har det sådan, så vær ærlig og sig “ja”, og at I valgte at gøre det på denne måde.

Det kan være rigtig svært at tage denne snak, så det er vigtigt, at du begynder med at understrege, at du vil tale med hende, fordi jeres venskab betyder meget for dig.

– Det er noget med at starte med at sige: “Jeg er nødt til at tale med dig om noget, der er svært. Du må være tålmodig med mig, for det er vigtig for mig, at vi ikke bliver uvenner.” Så har man lagt stilen, forklarer Ulla Dyrløv.

Fortæl herefter din veninde, at der er nogle sider af hendes kæreste, som du har det svært med. Derfra kan I snakke om en løsning. For eksempel, om I kan ses lidt mere uden at have kærester med.

veninder, selfie, groupie, kamera, stranden, vand, havet
Tager din veninde altid kæresten med, når I skal ses? Hvis det er et problem, så lav en aftale om, at I også nogle gange kan ses alene. (Foto: All Over)

– Det kan være, hun skal tale med sin kæreste om nogle af de her ting. Ved at snakke om det, får de nemlig nogle chancer for at ændre på tingene. Måske synes han også, at du er skideirriterende. Så kan han få mulighed for at sige det. Ofte løser det sig, når man får talt om tingene.

Det er svært at tage den snak med din veninde, fordi du har noget på spil, men det er vigtigt, at du er ærlig og TØR tage de svære snakke med din veninde.

Hvad gør jeg, hvis min veninde bliver sur på mig?

Du kan ikke gardere dig 100 procent imod, at din veninde bliver vred eller ked af det, når du fortæller hende, at der er noget ved hendes kæreste, der går hende på. Det er klart, det er jo hendes kæreste. Derfor skal du være forberedt på, at hun kan ende med at gå i vrede.

– Hun vil nok blive sur og ked af det til at begynde med, men du må sige, at du fortæller hende det for at bevare jeres venskab. Du må holde fast i det. Der er ingen garantier for, at hun ikke siger, at hun ikke vil være venner længere, forklarer Ulla Dyrløv og fortsætter:

– Du siger det for at passe på venskabet, og din veninde er en, der betyder meget for dig, så det er svært at gøre. Du må give hende lov til at reagere, for det er hårdt for hende at få sådan noget at vide. Giv hende noget plads, og så vender hun formentlig tilbage.

 

Læs mere med børne- og ungdomspsykolog Ulla Dyrløv:

Psykolog: Vi trænger til et godt, gammeldags ungdomsoprør

Flyvefærdig: Ny bog sætter fokus på pressede unge

Boganmeldelse – “Flyvefærdig”: Guide giver en flyvende start på voksenlivet

· Mere fra samme kategori ·