Moster Mundlort: Hjernetomgang på tv giver ikke stjernestatus

Find tre fejl: ”Dansk realitystjerne med i fup-nummer…”, ”00’ernes største reality-stjerner: Hvor er de nu?”, ”TV3 søger deltagere: Er du den nye ‘Paradise’-stjerne?”

Jeg ved godt, vi efterhånden har slået fast, at jeg er et gammelt røvhul … men er det bare mig, eller har nyhedsmedier og tv-producenter et liiidt for slutty forhold til, hvornår man er stjerne i det her land?

For 10 år siden, da jeg stadig havde tv og tilhørende tv-signal og en dag faldt over ”4-stjerners middag”, anede jeg ikke, hvem 75 procent af deltagerne var, og de resterende 25 procent var måske Camilla af Rosenborg. Eller hende den anden.

I disse tider er det dog værre. Nu skal der dælme ikke mange sekunders tv-eksponering i Vild Med Tandbørsten, Kongerne af Whatever-stad eller Paradise Knaldehytte til, at deltagerne i diverse overskrifter bliver kronet med titlen ”stjerne”.

Som journalist ved jeg godt, det også handler om blikfang i rubrikker, som er en overlevelsestaktik i den nuværende tilstand, som den danske mediebranche befinder sig i … men stop jer selv. Bare stop!

I virkeligheden synes jeg jo ikke, at vi har stjerner herhjemme. Det er i hvert fald få. Resten er kendisser og nedefter.

Hvornår er man kendt?

Definitionen på en stjerne er ifølge ordnet.dk at være én af de bedste eller mest kendte på et bestemt område, og ifølge en lidt ældre artikel fra videnskab.dk er der tre grundtyper af kendte mennesker:

Man kan være født til at være kendt som for eksempel dem fra kongehuset, man bliver kendt, fordi man har udrettet noget særligt, og man kan blive kendt som et almindeligt menneske, der er med i for eksempel reality-tv. (Som jo ikke har noget med virkeligheden at gøre, lad os lige slå det fast, selv om det er en helt anden diskussion.)

Læs også: Klumme: Hvorfor hedder det ikke reality-tv, når det bliver vist på DR eller TV 2?

Hvis vi starter med at se på, hvem der er mest kendt på et område, så giver det desværre mening, at stjernetitlen er så voldkneppet, undskyld mit franske, som den er.

Amalie er kendt for, i min optik, manglende hjerneceller, kønslige eskapader med en anden kendt reality-fætter og for noget af det ringeste ”musik”, der er kommet fra den danske musikscene de sidste 200 år.

Mascha Vang er også kendt. Jeg ved dog ikke for hvad. Men nu blogger hun, har jeg hørt, med stor succes. The son of a bitch med lederhosen og bandanaer er kendt for at være håbløs single, spille arkadespil, pulverlasagne og andet pulver … har jeg hørt.

Deltagerne fra De Unge Mødre har fået stjernestatus. Hvorfor? Hvad har de udrettet? Der er også “hende den lille med de store”, som vist har været med i Singleliv. I ved, hende med Botoxen og de mærkelige øjenbryn. Som ikke er Linse Kessler … som i øvrigt også er kendt. Jeg ved ikke hvorfor.

Et hurtigt kig på Realityportalen, som med garanti nu begynder at spamme min Facebook-newsfeed med reklamer, resulterede i et kig på en artikel, der handler om, at Mille og Kay er gået fra hinanden. Hvem fanden i helvede er Mille og Kay? Er det ikke de der børn fra Snedronningen?

Jeg forstår simpelthen ikke, hvad fascinationen er, og hvorfor de her mennesker pludselig er ophøjet til stjerner. I hvert fald i sladderspalterne.

Dem, der arbejder for det

Hvis vi derimod kigger på dem, der er bedst til noget, hvilket er subjektivt, kan vi begynde at diskutere fornuften i at bruge ordet stjerne.

Caroline Wozniacki er okay hård til tennis, lige indtil hun når til en finale, Pernille Blume er ret hård til at svømme hurtigt, Tom Christensen var en mester i at køre hurtigt og taktisk til LeMans, og Michael Laudrup var en allerede en legende, inden hans fodboldkarriere stoppede.

MØ, Lukas Graham og Volbeat har åbenbart ramt noget på den udenlandske musikscene, som ikke ret mange andre danske musikere har opnået. Michael Learns to Rock og Aqua havde også i deres storhedstid … i Asien. Det tæller ikke.

Dirch Passer havde it-factor, Ghita Nørby har det stadig, Mads Mikkelsen landede rollen som Hannibal Lecter, én af de mest ikoniske figurer i filmhistorien, og også en rolle i Star Wars, og Nikolaj Coster-Waldau gør det også ganske udmærket på den udenlandske filmscene.

Vil jeg kalde dem stjerner? Mnjaah … men de har min anerkendelse for at kunne noget og have noget, som andre ikke kan.

Noget helt særligt

Men hvem har rent faktisk udrettet noget særligt? Det er selvfølgelig også subjektivt. For hvad er særligt?

Når man gør noget særligt, så har vi efter min mening bevæget os ind på det samfundsmæssige felt, hvor reality-deltagere i hvert fald ikke kan være med. Går jeg ud fra. Hånden på hjertet, jeg ved jo ikke, om der er nogen af dem, der er begyndt at kæmpe for klimaet eller for ligestilling eller andet godt. Jeg håber det.

Så til nyhedsmedier, tv-producenter og andre, som stempler hvad som helst med stjerner:

Hvis ikke de nærmer sig personligheder som præsident Lincoln, Mother Theresa, prinsesse Diana, Michelle Obama, Martin Luther King, Malcolm X, Marie Curie, Einstein, Nelson Mandela, Shakespeare, Da Vinci, Rosa Parks, Churchill, Ghandi, Buddha, Jane Goodall, Anne Frank, Mozart, Darwin, Oprah, John Lennon, Pelé, Eva Perron, Kofi Annan, Malala og andre, der har kæmpet og stadig kæmper for at gøre verden til et bedre sted eller på andre måder har sat et positivt aftryk i verdenshistorien, så er de ikke stjerner.

I hvert fald ikke i min verden.

Desuden er journalister generelt et folkefærd, som kan noget med ord, så det burde være muligt at finde på noget andet … og måske mere dækkende.

Det er en titel, man gør sig fortjent til og ikke noget, der skal misbruges som blikfang, for at I kan lokke læsere, seere og lyttere derind, hvor I potentielt kan tjene jeres annoncekroner.

Desværre forsvinder reality-tv og dertilhørende nyhedsstof ikke, før dem, der ser det, får sig en rigtig hobby og lader være med at glorificere deltagerne og deres gøren og laden. Læs rigtige nyheder eller noget Tolstoj og gå en tur. Det er sundt.

I øvrigt er det ganske ufedt, at ungdommen ser op til ”reality-stjerner”. Overvej retorikken og diskursen, og gør Einstein cool igen. Tak. Smileyface-moment.