Læs også:

Close

Vi tester alternativ motion: Hvad er aerial hoops?

Sundhed  | 
Det synes redaktionen: 5

Trænger du til frisk inspiration på træningsfronten? Så mist jordforbindelsen med MY DAILY SPACEs Katrine, som tog til aerial hoops

Torsdag aften tog jeg til Aerial Hoops for første gang. Aerial hvad-be-ha’r, spørger du muligvis. Aerial hoops. En sport, der befinder sig i krydsfeltet mellem cirkusartisteri, dans, og ekstremsport (synes jeg i al fald).

Det er en sport, der kræver det maksimale af dig, både mentalt og fysisk. Læs med, og se, om jeg kom helskindet igennem timen.

aerial hoops
Træner Charlotte er en beundringsværdig kombination af cirkusartist, gymnast og danser. Hun har dyrket aerial hoops i fire år. (Foto: Aerial Art)

Efter en sjov og udfordrende poledance-time (Katrine og Cathrine testede poledance i sidste uge, red.), var jeg totalt klar til flere niche-sportsgrene, og jeg dukkede op til aerial hoops uden nogen idé om, hvad jeg gik ind til.

Det var nok godt; for havde jeg vidst, hvor hårdt aerial er, er det ikke sikkert, jeg havde turde kaste mig ud i det!

Timen startede med en opvarmning i meget klassisk stil, men dog temmelig hård. Maven blev tæsket godt og grundigt igennem, og jeg blev lidt nervøs for, hvor hård denne sport mon egentlig var.

Læs også: Poledancing – sport eller fjolleri?

Nuvel, vi skulle op i ringene. I Aerial hoop træner du i stålringe, der hænger ned fra loftet. De er altså ganske tunge, trods deres yndefulde udtryk. Normalt er man to om en ring, fordi det kan være godt at have en, der hjælper en – men i denne time fik vi en hver.

De andre på holdet havde kun været til aerial få gange, alligevel kunne de, synes jeg, nogle temmelig vilde ting. For eksempel kunne de alle komme op at “ligge” og slappe af i ringen. Det i sig selv flot, synes jeg, med tanke på hvor meget adrenalin, jeg selv havde i kroppen.

aerial hoops
Så lå mine med-gymnaster ellers bare og chillede … I luften. I en tynd stålring. (Foto: Privat)

Højdeskræk for første gang i mit liv

Bare for the record: Jeg har aldrig lidt af højdeskræk. Ever. Jeg er ikke bange for at flyve, jeg er ikke bange for vilde rutjebaner og at hænge med hovedet nedad. Alligevel var jeg sindssygt nervøs ved de fleste af øvelserne til aerial hoop.

Det kan godt være, der “kun” er et par meter ned, hvis du falder, men jeg fik en bizar form for indsigt i, hvordan det må være at have højdeskræk.

Jeg er dog typen, der godt kan lide at udfordre mig selv mentalt, så jeg gjorde (læs: prøvede) de fleste ting, jeg fik besked på trods min nye højdeskræk.

Aerial hoops er ikke kun en fysisk sport, det er også mental træning: Mange af de ting, man ikke tør, stammer ikke fra det, at ens krop ikke kan, men at ens hjerne skriger: “Det kan du ikke” og “det er usikkert”. Men jo ældre, jeg er blevet, jo mere har jeg indset, at hjernen tit er en skidenegativ nej-hat, så jeg ignorerede den efter bedste evne og gav den gas som cirkusnymfe.

Læs også: Lifehacks til træningshadere

Det var en ret fed oplevelse at overvinde sin frygt. Samtidig får du en seriøs hård træning, men du opdager det (næsten) ikke, fordi du er så koncentreret på øvelsernes teknik. Det eneste, jeg synes gjorde lidt ondt under træningen, var mine hænder.

aerial hoops
Som man kan se på mine armhuler, er aerial hoops en ganske effektiv træningsform. (Foto: Privat)

Da jeg kom hjem, var min krop dog ved at indse, hvad jeg havde udsat den for. Min venstre arm var så tung, at den var svær at løfte. Min aftensmad var svær at få ned, fordi min krop var i en eller anden form for chok: “Hvad har du gjort Katrine? Vi plejer da aldrig at arbejde så hårdt!” vrælede den, mens jeg forsøgte at spise med kun en levende arm.

Næste dag gjorde næsten alle muskelgrupper ondt, og jeg var totalt udmattet. Jeg ville dog ikke tøve med at tage til aerial hoops igen. Det her er en sport, som er afsindigt god fysisk træning, mentalt grænseoverskridende, og som giver en selvtillid. Når du lykkes med noget, du aldrig havde troet, du kunne, føles det virkelig godt.

At du samtidig bliver stærk, smidig og mere koordineret er en hel anden side af sagen.

Jeg kan ikke forstå, aerial ikke er mere udbredt, især blandt crossfit-dyrkende mænd, som synes, de er badass. Hvis du virkelig vil være badass, så er aerial hoop sporten for dig. Du bliver en superwoman-heltetype, der kan flyve!

Vi testede aerial hoops hos Aerial Art, som du kan læse mere om her

· Mere fra samme kategori ·