
Twin Peaks: Forstå hypen, og hvorfor du SKAL se comeback-serien
Hvorfor bliver folk ved med at snakke om Twin Peaks? Megafan og nyhedsredaktør Camilla fortæller dig, hvorfor du SKAL se serien, der netop er vendt tilbage efter et kvart årti
Hvis du ikke har set den, har du med garanti hørt navnet: Twin Peaks.
Du har nok også hørt den karakteristiske kendingsmelodi (kører den i dit hovede nu?), udtrykket “damn good coffee”, og du ved måske, at der er noget med et rødt velourforhæng. Uanset om du kan lide det eller ej, så er Twin Peaks ikke helt til at komme uden om.
Især ikke efter, at serien nu er vendt tilbage med en ny sæson – 27 år efter sidste episode blev sendt. Hypen om Twin Peaks “The Return” is real.

Det er der en god grund til. Twin Peaks krediteres af flere som serien, der ændrede tv og serier for altid. Noget tyder på, at det er rigtigt, for her 27 år efter det første afsnit rullede over tv-skærme verden over, er hypen lige så stor som dengang i 1990.
Hvad er det, der gjorde Twin Peaks til en kultserie i en sådan grad, at folk stadig taler om den en menneskealder senere? Hvorfor SKAL du gøre dig selv den tjeneste at se den?
Det fortæller jeg dig nu.
Fun fact:
Twin Peaks skulle oprindelig være en tv-film, men pilotafsnittet var så populært, at ABC valgte at forlænge det til en serie.
Glædeligt minde som barn – kilde til mareridt som voksen
Jeg var fire-fem år gammel, da Twin Peaks blev vist første gang. Mit værelse lå lige op af stuen, så jeg lå jeg og lyttede med om aftenen, når jeg skulle sove. Titelmelodien til Twin Peaks er derfor, skørt nok, et godt barndomsminde for mig, hvor det nok får det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste andre.
Jeg har altid vidst, at jeg skulle se Twin Peaks en dag, når tiden var rigtig.
https://www.instagram.com/p/BUZ4NzaDP32/?taken-by=camillafalkenberg
Som tilløb var en af de allerførste cd’er, jeg selv købte, soundtracket til serien. Jeg lyttede troligt til det, selv om musikken til serien er noget af de mest uhyggelige, jeg nogensinde har hørt.
Selv min kat rejser børster, når hun hører soundtracket i dag. Det bliver det ikke mindre klamt af, skulle jeg hilse at sige. Lydsiden i serien er også direkte årsag til, at jeg HADER store skovområder og vind, der blæser i træer.
Som 23-årig forsøgte jeg at se serien alene, men måtte give op. Først nu, som 30-årig, har jeg endelig fået set de gamle afsnit af Twin Peaks færdigt og er i gang med den nye sæson. Nogle gange ser jeg den dog gennem mine fingre, puden eller tæppet. For Twin Peaks er virkelig uhyggelig.
Det er nemt at romantisere noget fra barndommen, og lige så nemt at blive skuffet, men Twin Peaks har (indtil videre) været alt det, jeg håbede. Den sidder fast i mig.

Fun fact:
David Lynch er oprindeligt maler, og hans ønske om at skabe levende billeder fik ham til at lave film i stedet.
Et mord i en lille bjergby eller …?
Twin Peaks handler om FBI-agenten Dale Cooper, der bliver hentet fra Washington til Twin Peaks, en lille by, der ligger et sted mellem Seattle og grænsen til Canada. Her skal han hjælpe med at opklare det bestialske mord på den lille bjergbys højtelskede skønhedsdronning, Laura Palmer.
Dale bliver spillet af Kyle MacLachlan, som de fleste, der er født fra slutfirserne og efter, nok bedst kender fra Sex and the City. Her spiller han Charlottes perfekte, rige mand, Trey, der ikke kan få den op at stå og har seriøse moderkomplekser.
For mange andre – inklusive mig selv – vil Kyle MacLachlan dog altid være FBI agenten Dale Cooper, der elsker “damn good coffee” og cherry pie.

Ved første øjekast er Twin Peaks en stille, lille by placeret mellem to bjerge – deraf navnet – og fyldt med gode folk. Selv om handlingen foregår i 80’ernes sidste år, virker det som om, tiden er gået i stå et sted i 50’erne.
Det bliver dog hurtigt klart, at intet er, som det ser ud, da Cooper beder om en obduktion af Laura Palmers lig.

Obduktionen starter en lavine af hændelser, og intrigerne, affærerne, ambitionerne, bedraget og alt det andet grimme, der gemmer sig under den pæne overflade, vælter frem fra underskoven.
Det er dog ikke kun i byen, at noget er råddent. Der lurer en ondskab i skovene, der omkranser Twin Peaks.

Det er den meget korte, ultra-lidt-spoilende beskrivelse, jeg kan komme med, for Twin Peaks er meget mere og meget vildere end det. For at være ærlig er det temmelig svært helt at forklare Twin Peaks uden at afsløre store dele af handlingen, for Twin Peaks er en serie, du skal se for at forstå.
Og uanset om du kan lide den eller ej, så kan jeg garantere dig for, at du aldrig har set noget som den og nok heller aldrig vil.

Fun fact:
Der findes en Twin Peaks-bar i København, der hedder The Log Lady. Den er opkaldt efter en kvinde, der er medium for en træstamme.
Filminstruktører lavede ikke serier
For at forstå Twin Peaks popularitet, må du forstå den tid, den kom frem i. I 1980’erne og 1990’erne var mange serier sit-coms, sæbeoperaer eller falde på halen-komedier med dåselatter og med en dybde som en vandpyt på et fortov. Der var ikke prestige i det, og dygtige filminstruktører lavede IKKE serier.
Derfor undrede det mange, at den anerkendte instruktør David Lynch ville lave en serie. Manden, der stod bag nogle af de mest epokegørende 80’er-film “Blue Velvet” og “Elephant man”, manden, der fik Den Gyldne Palme i Cannes i 1990 for filmen “Wild At Heart”. Han ville lave en serie.
Læs også: Tre danskere med i nye Vikings-afsnit: Vikingemuseet ville være misundelige

Undringen blev ikke mindre af, at serien “bare” var en krimi om en FBI-agent, der skulle opklare et mord på en lille bys skønhedsdronning. Der var ikke nogle store navne på plakaten, ingen vild action, biljagt eller sexscene. Alligevel lagde anmeldere sit fladt ned i beundring.
Serien blev nomineret til 14 Emmys, og mere end 30 millioner amerikanere så de første afsnit. Hvorfor? Fordi serien var noget helt andet, end man nogensinde havde set før på tv.

Fun fact:
Det var aldrig meningen, at Laura Palmers morder skulle afsløres, men ABC tvang forfatterne Lynch og Frost til at afsløre det alligevel.
Ændrede tv for altid
I 1990’erne var hvert serieafsnit små historier i sig selv (har du set Venner, så kender du metoden), historien blev udfoldet, udspillet og pakket ned igen i løbet af et afsnit på 30 minutter. Twin Peaks var derimod som en lang film delt op i flere afsnit, som du kender en serie i dag.
Ingen af skuespillerne i serien var synderligt kendte, hvilket kritikere synes var bekymrende, da den udkom. De bekymringer fik Twin Peaks dog hurtigt begravet med et af de mest overbevisende persongallerier nogensinde. Forestil dig eksempelvis en dengang ukendt David Duchovny (X-Files, Californication) gøre det som FBI-agent i gang med at skifte køn.
Se også: Brace yourself: Her er de mest populære personer i Game of Thrones

Twin Peaks legede med alle genrer: 50’er-film, thriller, teenagefilm, noir, mord, det overnaturlige, komedie, drama, sci-fi, sæbeopera, horror og krimi, og gjorde også grin med det på samme tid.
Soundtracket, komponeret af Angelo Badalamenti, er stadig noget af det mest episke, smukke og fuldstændig rædselsvækkende nogensinde, og tæt på alle har på et eller andet tidspunkt hørt Twin Peaks’ titelmelodi.

Twin Peaks åbnede dørene for, at filminstruktører sagtens kunne kaste sig over serier, som eksempelvis i House of Cards, og den lagde grund for serier som The Sopranos, Mad Men, Breaking Bad, True Detective, Stranger Things, Broen og Riget for bare at nævne nogle få, og den åbnede for en ny genre, hvor kæmpe skove og stillehavet var centrum. Tænk bare på Twilight-filmene.

Den nye serie Riverdale skriger også “Twin Peaks”: Alt fra teenage noir-genren til byskiltet, området, serien foregår i, familien Cooper og Twin Peaks-skuespiller Mädchen Amicks medvirken.
Kort sagt, Twin Peaks har påvirket serier og populærkulturen på mange flere måder, end man lige går og forestiller sig.
Se også: Vikings, Westworld og Sherlock: Danske skuespillere er populære som aldrig før

Fun fact:
Scenograf Frank Silva kom ved en fejl med i en optagelse. Lynch var så vild med det, han så, at Silva blev skrevet ind i serien som BOB og fik med tiden kultstatus, da han skrev film/seriehistorie med sin rolle.
Kunstneren blev koblet af
30 millioner amerikanere så med, da Twin Peaks fik premiere på ABC den 8. april 1990. Både dengang og i dag formåede David Lynch og hans medforfatter Mark Frost at holde seriens afsnit hemmelige. Ingen lækager, ingen spoilers, og det var med til at gøre spændingen endnu større.
Kort efter spredte hypen sig til resten af verden – en stor bedrift i en tid, hvor internettet var i sin meget spæde alder, slet ikke blev brugt på den måde, det gør i dag, og endnu frit for sociale medier, hvor man kunne gå kollektivt amok over internationale fænomener.

Showet blev nomineret til 14 Emmys og vandt to. ABC gik ind i projektet med livrem og sele, og selv om serien egentlig skulle slutte efter en sæson, og seerinteressen faldt (det kunne skyldes, at serien blev vist lørdag aften), valgte ABC at lave endnu en sæson.
Bagværk er et stort emne i serien.
Sæson to (som indeholder 22 afsnit mod de otte i første sæson) fik kritik for at være en underlig komedieopfølger til den højt elskede første sæson.
Det skyldes til dels, at Lynch kun instruerede anden sæsons første to afsnit. ABC pressede derefter Lynch til at afsløre Laura Palmers morder. Noget, som det egentlig ikke var meningen skulle afsløres. Lynch valgte til sidst at forlade showet.
Læs også: Disse internationale serier og film har danske skuespillere på rollelisterne

Resten af sæsonen instruerede andre, og det kan ses. Lynch meldte pas på Twin Peaks – hans hjerteblod – midtvejs gennem anden sæson og har senere sagt, at han ikke kunne holde ud at se den. Også selv om Lynchs medforfatter, Mark Frost, forsøgte at holde fast i den originale Twin Peaks-stemning
Heldigvis kunne han ikke holde sig væk, for tæt på slutningen tog Lynch igen fat på serien og skrev store dele af den allerede fastlagte finale om.
Lynch skrev en af seriehistoriens mest fascinerende, rædselsfulde og opslugende slutninger. En slutning, der var så vild, at den knuste hjerter, skabte vrede, fortvivlelse og frustration og var til diskussion blandt fans de næste 27 år!
Efterfølgende instruerede Lynch filmen Fire Walk With Me, der foregik som prequel og epilog til Twin Peaks, i et forsøg på at rette op på de skader, ABC havde tvunget igennem.
Trods bump på vejen, fik Twin Peaks kultstatus, og selv om anden sæsons slutning var brutal, var der dog et lysglimt. For i en drøm mødte Dale Cooper Laura Palmer. Her hviskede hun; “Vi ses om 25 år”.
Fansene holdt vejret i 25 år.
Da det kom frem i 2014, at Lynch var blevet set on location i Snoqualmie, hvor store dele af serien var optaget, var det ikke så underligt, at internettet – nu halvvoksent – var lige ved at gå i stykker. Da der kom historier frem om, at uenigheder var lige ved at få Lynch til at droppe projektet, var panikken til at tage og føle på.
Men så kom nyheden om Twin Peaks, sæson tre, KUN instrueret af David Lynch, og så gik internettet igen amok.
"Twin Peaks without David Lynch is like…?"
"Twin Peaks without David Lynch is like…?"
Geplaatst door David Lynch / News op maandag 12 december 2016
Fun fact:
Der er mere end 200 skuespillere med i den nye fortsættelse – heriblandt mange kendte skuespillere.
Twin Peaks er ikke for alle
Twin Peaks er ikke for alle, men påvirker alle, der ser den. Nogle synes, at den er mærkelig, andre ser Twin Peaks som kilden til evige mareridt. Til sidst er der alle dem, der knuselsker serien.
De delte meninger ser jeg dog kun som en styrke. Det er som regel kun de ting, der virkelig rører ved noget i folk, der kan skabe så forskellige og passionerede meninger, som Twin Peaks har gjort.

Lynch har en krøllet hjerne og begyndte at lave film, fordi han som billedkunstner ønskede at se sine billeder blive levende. Derfor er der nogle ting, især i sæson tre af Twin Peaks, der er mere end syrede, og nogle gange er det vitterligt levende billeder.
Lynch har altid leget med det makabre i det mondæne og det mondæne i det makabre. Uhyggen i det almindelige. Ting, der ikke er der, hvor de burde være. Ting, der ikke er, som de ser ud til at være. Det gennemsyrer Twin Peaks.
Twin Peaks stiller krav til dig. Det er ikke altid, du kan se logikken i det, der sker i serien, men intet er tilfældigt, og selv den mindste detalje er betydningsfuld. Særligt sæson et og tre, hvor Lynch har instrueret alle afsnit selv, bærer præg af det. Så hold fast, flyd med, og tag tingene, som de kommer.

Berlingskes anmelder beskrev de fire første afsnit af den nye sæson af Twin Peaks som følelsen af at løbe gennem en kulsort skov med en svag lommelygte og en stærk frygt som dine eneste følgesvende. Han har ret. Det er lige præcis sådan, det er.
Derfor synes jeg, du skal se Twin Peaks. Sæt første sæson på, og se, hvad der sker. Tænker du, at det ikke er noget for dig, så er det helt fint. Så stopper du bare der.
Men fortsætter du ind i mørket i skoven, er det ikke til at sige, hvad der sker …
Alle sæsoner af Twin Peaks kan streames på HBO Nordic.
Kilder: Berlingske, Politiken, DR, Hollywood Reporter, TV2, Variety, Vox, Esquire, Dazed Digital, Vanity Fair.