Læs også:

Close
kitesurfing

Vi tester alternativ motion: Kan kitesurfing være din nye sommermotion?

Sundhed  | 
Det synes redaktionen: 4

Er du glad for vand og action? Så er kitesurfing måske din nye sommer-motionskilde. Læs med, når vi tager ud på vandet og tester sportsgrenen

Jeg har nærmest altid gerne villet prøve at surfe, men jeg har aldrig rigtig kunnet tage mig sammen til at gøre det. Da muligheden så lige pludselig var for næsen af mig, var jeg lynhurtig til at takke ja – men er det så fedt at surfe, som jeg altid har gået rundt og troet? Det skal jeg finde ud af.

Første skud på stammen i vores artikelserie om alternativ motion var poledancing – og altså lidt en anden genre end den sportsgren, jeg er blevet kastet ud i at teste denne gang. Jeg var helt oppe at ringe over, hvor optur poledancing var, så kitesurfing har altså en del at leve op til!

kitesurfing
Kitesurfing er en sportsgren, hvor du står på et surfboard, mens en drage holde dig oppe og igang. (Foto: Amager Kiteskole)

Kan du flyve en drage?

Jeg er både spændt og nervøs, da jeg møder op til mit kursus på en strand i Dragør. Jeg er på et privatkursus, så der er altså kun mig og min underviser. Jeg er klar til at hoppe i våddragten med det samme, men det skal jeg altså ikke. Første del af kurset foregår nemlig på land, hvor jeg skal lære at holde styr på dragen.

Først får jeg lov til at prøve at flyve med en lille drage, og allerede her går det op for mig, hvorfor vi ikke startede ude i vandet: Sådan en drage er altså ikke nem at styre. Min underviser forklarer mig, hvordan jeg skal holde på stangen, hvilken retning dragen skal vende i forhold til vinden, og hvordan man styrer den fra side til side – der er ret meget teknik bare bag det at styre dragen.

Læs også: Kosttilskud mod solskoldning og soleksem

Vinden er lidt en no-show, og min lille drage vil ikke tage ordentligt fat. Jeg får hurtigt lov til at flyve med en lidt større drage, som bedre kan få fat, og jeg kan mærke, hvordan jeg har svært ved at holde fødderne på jorden, når vinden tager ordentligt fat.

Da jeg har fløjet med dragen en times tid, fortæller min underviser mig, at vi ikke kommer ud på vandet i dag. Vinden er simpelthen ikke kraftig nok. Vind er en ret essentiel del af kitesurfing, ellers kan dragen simpelthen ikke flyve – logisk nok egentlig. Vi udskyder resten af undervisningen til en anden dag …

kitesurfing
Min instruktør hedder Samuel og kommer fra Italien. Han har rigtig godt styr på det der kitesurfing. (Foto: MDS)

Ud i bølgen blå

Der er gået en uge, siden jeg sidst var ude at flyve med drager. Da jeg møder op denne gang, skal jeg direkte i våddragten – ooog vådskoene (ja, jeg ved altså ikke, hvad de hedder), vindjakken, redningsvesten, hjelmen og udstyret om maven, der gør, at jeg sidder fast i dragen. Ja, kitesurfing kræver åbenbart rigtig meget udstyr!

Allerede her opstår en af dagens første (og største) udfordringer; at få våddragten på. Det er virkelig svært, skulle jeg hilse at sige. Forestil dig at skulle tage stramme læderbukser på, lige efter du er kommet ud af badet – det er nogenlunde sådan, det føles.

Læs også: 8 madvarer, der er sunde at spise hver dag

Våddragten kommer på til sidst, og vi går ud mod vandet. Min underviser pakker dragen ud af en stor taske. Dragerne fra sidste uge kan godt gå hjem, den her drage er en motherfucker! Vi bruger lidt tid på at gøre dragen klar, og så skal vi ellers ud i vandet.

kitesurfing
Så er vi klar til at gå i gang! (Foto: MDS)

Min underviser beder mig møde ham 100 meter ude i vandet. Jeg går, han tager boardet og dragen. Jeg vader ud i vandet, og han kommer svævende imod mig på boardet – det ser legende let ud!

Jeg skal ikke op på boardet endnu. Først skal jeg lære at styre den store drage, mens jeg står ude i vandet. Jeg kan tydeligt mærke at både vinden og dragen er kraftigere i dag, og der går ikke mange minutter, før jeg flyver hen over vandet. Min underviser bliver nødt til at holde mig nede, mens jeg lærer at få bedre kontrol.

Læs også: Har du svært ved at tabe dig? Så har du måske fødevareintolerance eller fødevareallergi

Da jeg har nogenlunde kontrol, får jeg lov til at flyve hen over vandet igen. Det er en vild følelse, men det er skidesjovt! Jeg har absolut ingen orientering, mens jeg flyver med dragen, og jeg kan slet ikke forestille mig at holde styr på både den og et board.

Op på surfboardet

Jeg mister kontrollen over dragen mange gange, men heldigvis er der en masse sikkerhedsforanstaltninger i bæltet, der gør, at jeg kan stoppe det, når jeg føler mig utryg.

Alligevel mener min underviser efter et stykke tid, at jeg er klar til at komme op på boardet. Jeg er ikke helt overbevist selv, men jeg kaster mig ud i det. Der er en hel del teknik, man skal have styr på, når man skal op på boardet – hvilken vej stangen skal trækkes, hvornår, og hvor dragen skal være, når jeg skal stige op på boardet – for ikke at nævne, hvad man gør, når man er deroppe.

Læs også: Derfor skal du spise morgenmad hver dag

Sidstnævnte teknik har jeg supersvært ved. Jeg kommer op på boardet, er der i tre sekunder og bliver så kaste i en eller anden retning af dragen. Jeg ved godt, hvad jeg gør forkert, det har min underviser forklaret mig – det er bare skidesvært at holde styr på alle tingene på en gang.

kitesurfing
Der skal nok en del træning til, før jeg kan hoppe op i luften og lave tricks ligesom Samuele. (Foto: MDS)

De tre sekunder er det længste, jeg når på boardet i denne omgang. Min underviser forsikrer mig dog om, at det er helt normalt, at man ikke kommer op på boardet første gang. Faktisk fortæller han mig, at jeg på tre timer er lige så dygtig, som dem der tager et ti-timers kursus. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg tror på ham.

Han råder mig til at komme ud på vandet igen snart på et fortsætterkursus, og derefter skulle jeg altså kunne tage ud på vandet helt selv. Det bedste trick er at blive ved med at øve.

Læs også: Pak den perfekte træningstaske – så er du klar til en tur i fitnesscentret

Da jeg kommer op ad vandet er min krop helt færdig. Det er ligesom, når man har været i svømmehallen og ikke helt har mærket, hvor meget man har brugt kroppen. Det her er altså god træning!

Kan det anbefales?

At kitesurfe er ikke noget, du bare lige gør. Det kræver en del teknik og derfor også noget træning, før du er klar til at dyrke kitesurfing som din sommermotion. Kitesurfing er også en dyr sportsgren. Der skal nemlig en del udstyr til, og det kan hurtigt løbe op i mange tusinde kroner.

Læs også: 7 danske fitnesskvinder, der motiverer os på Instagram

Når det så er sagt, vil jeg sige, at kitesurfing er supersjovt – også selv om jeg ikke kom ordentligt op på boardet i denne omgang. Jeg vil virkelig gerne blive bedre til det, for den følelse, jeg fik, da jeg fløj hen over vandet, var fantastisk.

kitesurfing
Sådan ser man ud efter to timer på vandet – våd, træt og glad. (Foto: MDS)

Jeg kan helt klart anbefale kitesurfing til dig, der er vild med lidt action-præget motion. Du skal ikke være bange for vand – jeg slugte en liter eller to undervejs – og så skal du være klar på at engagere dig 100 procent. Du lærer det ikke første gang, og det er ikke billigt.

Vi testede kitesurfing hos Amager Kiteskole. Du kan læse mere om deres kurser og priser her.

Kitesurfing får 4 ud af seks stjerner for at være en sjov, men dyr motionsform.

· Mere fra samme kategori ·