Hvorfor er det så svært bare at svare ja til en indbydelse?

Hvornår blev indbydelser til en indre monolog om selvretfærdiggørelse for, hvorfor man ikke deltager? Hvad blev der er plien og respekten over for andre? Og handler det i virkeligheden om noget helt andet? 

– Vil du se film sammen med mig på mandag?, husker jeg at spørge en tidligere kæreste-ting, eller hvad han nu var, for mange år siden.

– Det ved jeg ikke, svarede han.

– Jeg ved jo ikke, om jeg skal noget.

Så. Mange. Ting. Galt med det svar! Du skal jo åbenbart ikke noget, når du svarer sådan. Så hvorfor kan du så ikke bare svare ja eller nej til at se film sammen med mig?

Hvis du venter på noget mere interessant, er du bare en idiot. Kan du ikke bare være ærlig og sige, at du ikke har lyst? Det havde sgu da været nemmere!

Man kommer til det, man er inviteret til først!

Måske er det mig, den er gal med. Men jeg er opdraget til, at man kommer til det, man er inviteret til først! End of discussion.

Men jeg kan godt ligesom fornemme, at det er noget, selv mine nærmeste og jeg ikke altid ser ens på, selv om argumentet altid vil være ”pli og respekt”. Men personlige interesser ser åbenbart ud til at stå i første række disse dage.

Det er være glemsom er åbenbart blevet en fuldt ud acceptabelt undskyldning for ikke at dukke op, og det er åbenbart også fuldt ud acceptabelt ikke engang at svare på, om man har tænkt sig at komme eller ej.

Der er kun få undtagelser, der er accepteret i min verden, for ikke at komme til det, man er inviteret til først. Og det er, hvis mine inviterede gæster efterfølgende inviteres til bryllup, bedstemors 80-års, skal til begravelse, bliver syge eller andet, hvis tilstedeværelse er vigtigere end til en random fødselsdag eller film en lørdag aften.

Det er selvfølgelig 200 procent okay, og det vil jeg aldrig nogensinde sætte spørgsmålstegn ved.

Pli og respekt?

Men hvorfor er det så svært bare at sige ja til noget disse dage? Hvad er der sket med mentaliteten? Og den gode opførsel? Og ej at forglemme respekten over for ens medmennesker?

Tro mig, jeg er stor fortaler for absolut kun at gøre det, man selv har lyst til, men der er altså også nogle ting, man bare deltager i, hvis man er et ordentligt menneske og en god ven! Det kan i min verden overhovedet ikke diskuteres!

Lidt ligesom i folkeskolen når der var klassefest eller fødselsdage. Der var da nogle, hvis fest jeg ikke havde lyst til at deltage i, fordi jeg syntes, at vedkommende var en idiot, jeg ikke havde lyst til at bruge min tid på. Men mine forældre tvang mig mere eller mindre til at gøre det, fordi det er godt kammeratskab.

Og det er altså vigtigt, når man skal hænge op og ned af de samme mennesker hver dag i 10+ år. Træls, ja. Nogle gange. Men princippet har hængt fast, og jeg synes til dato stadig, at mine forældre gjorde det rigtige. Det er da også deres fortjeneste, at jeg har denne holdning.

Hvorfor er det så svært?

Men seriøst. Når man får en indbydelse, hvor svært er det så at kigge i kalenderen og konstatere, at man godt kan komme eller ikke kan komme? Kan man, så får datoen et kryds, og man melder tilbage til afsenderen. Bum. Færdigt arbejde. Det tager ikke så frygteligt mange minutter, og det er relativt nemt at se, om datoen er tom eller ej.

Måske man lige venter, til man kommer hjem og skal have afklaret noget med kæresten, konen eller manden, hvis det er dem, der er kalenderen. Fint nok.

Hvorfor venter folk til sidste minut med at svare? Hvorfor skal man med vold og magt hive et svar ud af folk? Hvad skal jeg tolke ud af det?

At min indbydelse ikke fortjener opmærksomhed? At du venter på noget mere spændende, så du kan melde afbud? At du er en ustruktureret klovn, der glemmer alt omkring dig? At min person ikke er få snoldede minutter af din dyrebare tid værd? Hvad er det?

Egotripperi er det nye sort

Der er bare nogle situationer, hvor jeg ikke forstår det der egotripperi, som efterhånden er blevet en fast bestanddel i den verden, vi lever i anno 2017.

Hvordan retfærdiggør folk overhovedet at vente på noget, der er mere spændende? Eller bevidst vælge at deltage i noget, der er kommet dumpende, efter man er blevet inviteret til noget andet? Hvad er det helt præcist, de er bange for at gå glip af? Og hvad er det, der sker inde i hovedet på dem?

Betyder andre mennesker virkelig så lidt, at man kan tillade sig hvad som helst, fordi det bare er blevet standard at varetage sine egne interesser først? Er værdien af at være en god ven og et ordentligt menneske slet og ret bare gået fløjten? Og er der ingen værdi i at gøre andre mennesker glade mere?

Hvide løgne er lig med høflighed

Ærligheden er der heller ikke. Så små hvide løgne betragtes som høflighed for ikke at såre den anden.

– Jeg kan desværre ikke komme, fordi jeg skal arbejde.

Men … du fik indbydelsen for tre måneder siden … Og du har sådan set haft god tid til at få byttet en vagt. Hvis ikke det kunne lade sig gøre, hvorfor siger du det så først nu? Hvad vil du have, jeg skal tænke om det? At du hellere vil arbejde end at deltage i mit arrangement?

Men den anden svarer høfligt tilbage med endnu en hvid løgn.

– Nå, det er der jo ikke noget at gøre ved. Vi ses bare en anden gang så.

Jeg er ret sikker på, at de fleste mennesker godt ved, hvad de bør gøre. For de kender vel godt til begrebet pli. Men når de så ikke gør det, de bør, så gør de i stedet hvad som helst for at retfærdiggøre over for sig selv, at det, de gør, er ok!

Selvretfærdighed

Vi lever på grænsen af pli og ego. Den er skide svær at balancere på, det er jeg godt klar over. Men det retfærdiggør på ingen måde den dårlige opførsel, der følger med.

Jeg er nogle gange blevet spurgt, om jeg ikke bare kan acceptere, at sådan er verden nu engang. At folk lever efter nogle andre normer for, hvad man selv føler, man er nødt til. Og nej, jeg vil da ikke. Hvornår skal dårlig opførsel nogensinde accepteres? Og hvorfor?

Hvis du synes, du kan tillade dig at være et røvhul over for mig, så skal du ikke være en del af mit liv. Punktum.

Personligt prøver jeg for så vidt muligt at leve, som jeg prædiker. Alt andet ville være hyklerisk. Men jeg er da også den første til at indrømme, at mine overvejelser og selvretfærdiggørelse bobler op til overfladen, når jeg bliver inviteret til noget.

For hvor tæt er jeg med de mennesker, som inviterer? Hvor vigtigt er det for mig? Hvad har de inviteret til? Hvor langt væk er det? Hvor bøvlet bliver det at komme frem og tilbage? Og hvor dyrt bliver det at komme frem og tilbage? Er jeg nødt til at overnatte?

Jeg har nemlig ikke bil, DSB er dyrt like shit, jeg bliver køresyg i busser, og jeg sover af helvede til andre steder end i mit eget hjem. Og så er jeg qua min Morbus Crohn sygdom også bare afhængig af at være tæt på ordentlige toiletforhold, hvilket gør, at jeg altid takker nej til udendørsarrangementer som kanoture og simple ting som øl ved åen.

Er jeg på gavebasis med de her mennesker? Og har de nogensinde givet mig en gave, selv om jeg kaster gaver efter dem, uanset om jeg er med til deres arrangementer eller ej?

Er det ikke sådan nogle ting, vi alle sammen overvejer? Og hvor egocentrerede er disse overvejelser ikke? Hånden på hjertet. Prøv at være helt ærlig over for dig selv.

Hvornår tropper man op?

Fødselsdage, især af de runde og halvrunde slags, hos tæt familie og bedste venner. Tjek. Jeg kommer, hvis der på forhånd ikke er andet i kalenderen. Barnedåb. Selvfølgelig. Kaffe næste onsdag. Jeg er på. Aftensmad på fredag. Det kunne da være brandhyggeligt. Druk på lørdag …?! Det tager jeg lige stilling til lørdag formiddag.

For der har jeg til gengæld lært, at det er fuldstændigt ok at sige ”nej tak, jeg har ikke lyst” i stedet for at komme med en lam undskyldning om min mors kusines hunds et eller andet. Eller sige:

– Jeg mærker lige efter, når jeg vågner, hvad jeg har lyst til at lave i dag.

Ikke ved de vigtige begivenheder selvfølgelig. Det kunne jeg aldrig drømme om. Men ved de spontane arrangementer.

Hvorfor ikke bare være ærlig?

Men det leder mig frem til hele pointen. For når vi nu lever i denne her grænseverden af pli og ego, kan vi som minimum så ikke bare være ærlige over for hinanden? På en konstruktiv og ordentlig måde? Det kan vel for filan ikke være så svært!?

Hvis din første tanke er, at du faktisk ikke har lyst til at deltage i det, jeg inviterer til, kan du så ikke bare være ærlig og sige det til mig? Så er vi også ude over det der altødelæggende tankespin, der følger med.

Snot, skæg og selvindsigt …

Desuden er der måske et eller andet i vores relation til hinanden, der skal tages op til revision? For hvis du ikke har lyst til at deltage i mit arrangement, er det så i virkeligheden, fordi du egentlig ikke har lyst til at prioritere mig og min person? Og hvis du ikke har det, hvorfor er vi så egentlig venner?

Måske man skal bruge sit egotripperi til at afvikle venskaber, hvor den ene eller begge af parterne ikke prioriterer den anden og så i stedet bruge sit krudt på gensidige venskaber og på de mennesker, man ved, man kan regne med. Og som har pli til at kalde en spade for en spade, og som kommer, når de bliver inviteret, fordi det er vigtigt for dem, og fordi de har respekt for én.

Men det kræver selvfølgelig en vis selvindsigt, der kan være en grim fornøjelse af stifte bekendtskab med. Det kræver sin kvinde at indse, når man er en dårlig ven. Men derefter kan man jo tage beslutningen, om man gerne vil arbejde på at bevare venskabet, eller om man skal afslutte det, fordi man godt ved med sig selv, at interessen for at bevare det ikke eksisterer.

Det er helt ok, hvis den ikke gør. Ingen relationer er nødvendigvis for livet.

Men uanset udfaldet af ens overvejelser vil man forhåbentlig ikke komme til at stå i samme trælse og akavede situation næste gang, og alle er glade.

 

Læs også:

6 spørgsmål du stiller dig selv, når du er arbejdsløs